– Bare lidt om dette satans liv
En bog af Paul Auster er blevet læst. Auster er død. Døden er her hele tiden. Copenhell er oplevet. Bruce Springsteen. Budapest. Cykelture og træt krop. Søvn og Tour de France og masser af kaffe. Ikke de store ændringer eller opfindelser. Bare tilværelsen i den moderne verden, som vi altid har kaldt den.
Det er marts og det er gråt udenfor. Det er dog ved at blive forår. På den vis er det både gråt og lyst på samme tid. Forår er verdens bedste tid, så jeg lever med det grå i dag.
I går læste jeg en hel roman. Det var “Flugt” af Carl Frode Tiller. En roman jeg havde opgivet en gang, men anden gang læste jeg den lynhurtigt. Den har en konstant skiftende jeg-fortæller. Det forvirrede mig enormt første gang, men anden gang læste jeg den bare som en film, der konstant klipper mellem personer og historier. Det er en god bog. Tiller er en god forfatter.
I dag har jeg ingen bog at læse. I stedet hører jeg radio. Det er 24syv, som lukker om et par dage. Jeg vil høre Syvkabalen med René Fredensborg for sidste gang om lidt. Ting kommer og ting går. Sådan er livet.
Livet er en lang skriveblokering. I går hørte jeg Jesper Binzer fortælle, at han ikke er kommet med en god sang eller noget i over 10 år. Han har til gengæld hjulpet de andre i DAD til at få sange frem. Sådan er livet også. At man hjælper andre med at få deres idéer ud i livet. Det er i orden at være en hjælper, også selv om man ikke er forsanger i DAD.
Til tider fylder tomme tanker for meget i et hoved. Det er som om, at tusinde radiobiler drøner rundt i hovedet. De kan ikke komme ud (det kan radiobiler sjældent), og de laver ikke andet end bare at støde ind i hverandre. Det bliver bare ved og ved og ved og ved. Sådan er tankemylder. Tankemylder er populært i den vestlige verden. I Østen mediterer de sig ud af lortet. Her på vores bredde- såvel som længegrader kurerer vi det ofte med støj. Det kan være hvid støj, som når min søn hver nat skal have sin blæser kørende for at kunne falde i søvn. Det kan også være med musik. Hos mig er det ofte musik. Gerne noget jeg kender, og som jeg ikke skal andet end bare falde ned til, mens det samtidig fylder mig op med endorfiner og andet godt.
Det er endnu engang blevet søndag i provinsen. Det er en god dag. Det sneedepå en tøagtig måde i dag, da jeg cyklede til genbrugsstationen med visne blade og gammelt pap. Det var gråt. Jeg syntes min saddel sad lidt lavt. Sådan er der så meget. Liverpool taber alle kampe de spiller for tiden. Sådan går det også. Det er noget med statistik og normalfordeling og sådan noget. Det skal nok ændre sig. Om lidt er der VM i cykelcross, som hedder cyclocross, men som jeg stadig kalder cykelcross, da det andet er for dumt. To ryttere kan vinde. Van Aert og Van der Poel. Jeg tror, der bliver Van Aert, men det bliver tæt. Hvis det bliver en helt tredje, spiser jeg en hat og tager 1000 armbøjninger.
I en by i provinsen er det blevet nytår igen. I en by i provinsen ædes og drikkes og skydes der igen. og igen. og igen. I en by i provinsen tænker ingen længere på at Fuzzy er død. I en by i provinsen fandt man ellers et af de bedste temaer nogensinde til en tv-serie. En by i provinsen af Fuzzy. Og nu er Fuzzy død. Jeg kendte ikke Fuzzy, men kunne lide hans musik. Eller i hvert fald temaet til En by i provinsen. Jeg kunne lide ham på TV. Det var før TIKTOK og alt det halløj. Det var dengang, hvor folk, der spillede jazz kom på tv for at spille jazz og underholde og fortælle. Men jeg kendte ikke Fuzzy. Jeg kendte ej heller Mogens Palle eller Uffe Elleman eller Poul Dissing eller Flemming Qvist Møller eller Elin Reimer eller Hugo Helmig eller Sidney Lee eller Pelé for dan sags skyld. Men de var kendte. De kendte er kendte uden, at man kender dem. Vi følger dem og deres værker og griner og græder igennem medierne. Det er så underligt. Hvorfor gør vi det? Hvorfor er vi ikke bare ligeglade med dem, som vi er ligeglade med naboen og manden på gaden? Dronning Elizabeth er død efter et liv i overklassens boble, og alle sørger selvom hun blev 1000 år gammel. Samtidig dør din nabo, uden du overhovedet lægger mærke til det.
Væk er pandemi og mundbind og pis og lort. Tilbage er krig, høje priser på el og varme og en verden helt til rotterne. Tilbage er corona, influenza og RS-virus, hvor jeg slet ikke aner, hvad fanden den sidstnævnte går ud på. Tilbage er regn og mudder og en masse politikere, der er mere interesseret i at se godt ud på de sociale medier, end at tage ordentlige beslutninger. Det er blevet nytår i lille Danmark, og det er der ikke så meget at gøre ved, man skal bare lade være med at følge med i medier og andet møg. Man skal fortsætte med at gøre som Morrissey gør.
Jeg fik en hilsen fra en ven
Han ville bare lige høre
Hvordan det gik
Med livet og sådan noget
Jeg svarede
At alt var helt OK
Og at tiden jo gik
Som tiden altid gør
Og at jeg fik mad i maven
Og salt på mit æg
Og at jeg vist egentligt bare
Gerne ville have fred
Det er bare regn og derfor bliver man måske lidt våd men alting tørrer pånær en sump der altid bare er sumpet og ret så irriterende som nybagte mødre med stemmer, der brænder og alt det de ved om alt de ikke tidligere vidste men nu ved og så går man hjem igen i regnvejr og lort til halsen.
Stedet han boede var noget rod det var ikke fordi der som sådan var beskidt men der var rod tingene stod ikke lige og meget var usorteret Det havde været helt ok i et hus på landet i udkanten i den rådne banan hvor man bare kommer forbi og drikker en øl og ikke går op i gamle cykler, der står og venter på at blive kørt væk men i byen gik den ikke der bor man ikke sådan der skal tingene være mere lige og pap skal køres væk og i en container til pap og metal i en anden container og snart også mælkekartoner så der kan komme styr på det hele måske lige pånær tankerne der hellere ville være i udkanten og måske endda ryge cigaretter og drikke øl og stille og roligt bare lade tiden gå uden helt at have kontrol over pap og metal og mælkekartoner i snorlige rækker.