Min far

Natten til fredag i sidste uge blev jeg far for anden gang, denne gang til en vidunderlig smuk lille pige. Natten til i dag døde min egen far. Min far var inderst inde et varmt og åbent menneske, men livet og ham blev aldrig nogensinde gode venner. Jeg kendte ikke min far så godt, da han altid har været et meget lukket menneske. Han oplevede sine teenageår under 2. verdenskrig og nåede også at opleve sine egne verdenskrige bl.a. i to forliste ægteskaber. Min far havde to sønner udover mig, Klaus og Thomas – dem holder jeg rigtig meget af, desværre ser jeg dem ikke så tit, da Klaus bor i København og Thomas i Omaha. I de sidste otte år af sit liv, sad min far i en beskyttet bolig og ventede på at dø, så chokket er ikke så stort, men alligevel overmander tankerne om livet dog en. Husk at lev det, mens du har det lille Henrik.

Kære far – livet bød dig trods og du endte som et ulykkeligt menneske med en masse indre dæmoner, du aldrig fik styr på og fred for. Jeg håber inderligt, at du nu har fundet fred. Fred for denne verden, som aldrig blev din ven.