Måned: december 2007

Burger King eller McDonald’s? Her i Odense har der ikke været så meget at vælge mellem siden vi flyttede til byen, for da brændte Burger Kings eneste burgerbar i Odense nemlig ned. Nu åbner der nye igen, og så skal der vel spises burgere i stor stil. McDonald’s siger mig ikke meget længere, kun når jeg har tømmermænd, hvilket jeg desværre ikke har så tit, som da jeg var ung, lækker og glad for alkohol.

Gad vide om man bliver lykkeligere af Burger King. Jeg tror nogen gør. Jeg tror Søren Rasmussen gør, jeg husker i hvert fald en tur til Berlin i midt halvfemserne, hvor han længe havde glædet sig til at komme til denne storby, denne metropol og smage på storbyens fristelser. Da han så en Burger King blev han lykkelig og stormede derind og åd som et svin af whoppere, løgringe og andet godt. Somme tider drømmer jeg mig tilbage til de dage i Berlin, men det er en anden historie.

Så er Nana kommet hjem til Emilievej 24, og hun har taget sin mor med. Det betyder, at Aske og far ikke længere skal drøne på Odense Universitets Hospital med The Sandmen bankende ud af Toyotaens små fine højtalere – det er selvfølgelig lidt ærgeligt, men det er en pris man må betale, når man forøger familien.

Da Nana, Lene, Aske, Helmuth og undertegnede altså alle er på Emilievej, kan der godt opstå spændinger, højlydt klagesang og lige lovlig voldsomme slagscener. Derfor vil vi da opfordre det danske folk til at kigge forbi nummer 24 og underholde os om hverdagen ude i den virkelige verden. Ellers bliver det bare ble, mad, ble, mad, ble, mad og en anelse Jørgen Leths Det uperfekte menneske.

Nana kom til verden klokken 00.41 i dag den 7. december 2007. Hun er lige så smuk som sin far, men vejer ikke helt så meget. Hun er 52 centimeter lang og vejer 3.332 gram uden ble. Fødslen gik nemt og fint, og mor og datter ligger nu på Patienthotellet på OUH og hygger sig, mens far og storebror er hjemme på Emilievej sammen med Helmuth. Mere følger senere.

Aske er på vej til at blive storebror. Lene har fået veer og hjem er jeg kommet fra job. Der sker ikke så meget lige nu, ellers ville jeg nok ikke have turdet skrive dette indlæg. Vi snakkes ved verden, når vi ses igen.

Efter over 20 års tagen sig sammen, er det endelig lykkedes for mig at få billetter til en Bruce Springsteen-koncert. Den 29. juni vil undertegnede og min smukkeste ven Søren Rasmussen tage turen til København og se Bruce give den gas. Vi vil inden koncerten sikket gå på restaurant og spise god mad og drikke dejligt vin, og efter koncerten vil vi begive os ind i Københavns dystre og mørke indre for at snakke om livet, kærligheden, musik og hvem ved hvad. Jeg glæder mig Søren.

I går havde jeg jubilæum på mit helt og aldeles fantastiske arbejde. Jeg brugte nemlig min papirklips nummer 1.000 siden min start i Jobcenter Odense, så kom ikke og fortæl mig, at livet er meningsløst og grumt. Måske man skulle overveje om det man laver er det helt rigtige, om man kan have hjertet med sig på tur, når man bruger så mange klips.

I torsdags tog jeg mig den frihed at se to film, sådan bare fordi jeg havde lyst til det, anden grund var der såmænd ikke. Jeg startede med at se den tre timer lange director’s cut udgave af Betty Blue. Beatrice Dalle er stadig lige så smuk, fantastisk og splitterragende vidunderlig i rollen som Betty, men jeg ved ikke om filmen er blevet bedre af at blive en time længere. Umiddelbart nej, da det stadig er starten og slutningen, der holder allermest vand. Fantastisk, smuk og altafgørende blå.

Senere på dagen så jeg så den berygtede Irreversible, instrueret af fransk-argentineren Gaspar Noé, og hvilken film. Jeg er stadig i chok over så smuk, grum, forfærdelig og fuldstændigt uhørt ærlig denne film er. Filmen indeholder en af de værste scener nogensinde i filmhistorien, da den kvindelige hovedfigur Alex brutalt bliver voldtaget i en scene, hvor kameraføringen eller mangel på samme gør det hele uudholdeligt og ekstra grimt. Filmen handler om kærlighed, hævn og hvor ond denne verden til tider kan være. Se den, hvis du tør, men den er ikke for sarte sjæle.

Meget tyder på, at den lilla hjemmeside er død. Jeg får den ikke opdateret særlig tit, da den er baseret på et program, der ligger på min gamle computer, jeg sjældent bruger. I stedet vil jeg prøve at blogge lidt her. Jeg vil skrive om livet, døden, kærligheden, film, skidt, møg og andet godt fra havet. Velkommen kære læser, du bliver muligvis skuffet, men sådan er livet jo i ny og næ.