Måned: april 2008

Der er tre muligheder. Den ene er paradis, den anden er helvede på jorden og den tredje er bare sådan lidt træls, men alligevel også flot og la la. Hvis den tredje vælges fra er der 60% sandsynlighed for helvede og 40% chance for paradis.

Hvad fanden snakker jeg egentlig om? Jeg snakker selvfølgelig om fodbold, nærmere betegnet Liverpool og Champions League. Sidste år tabte Liverpool finalen til Milan og selv om det var træls, var jeg også stolt over, at klubben kom i finalen, men i år ser det anderledes ud. Skulle Liverpool gå i finalen i aften, hedder modstanderen Manchester United – en drømmefinale for enhver fodboldtilhænger, der ikke holder med nogen af de to hold og et skrækscenarie for vi andre. For taber Liverpool til Manchester United i finalen, går jeg helt ned og bliver så ked så ked af det, og jeg kommer til at høre for det resten af mit liv. Skulle det modsatte ske og Liverpool vinder finalen, så bliver det det største i klubbens historie. Så for at gøre det kort: Hvis Gud har bestemt, at Liverpool ikke vinder Champions League i år, så lad os for helvede ryge ud i aften, men har han bestemt sig for, at retfærdigheden skal ske fyldest og den sjette titel skal til Anfield, så er jeg bare en glad dreng.

Liverpool – Manchester i finalen, uha og der bliver helt sikkert ballade. Og ja jeg har billet til kampen, men tør jeg tage af sted? Ja for jeg har Lasse med, men uha nerverne sidder sgu uden på tøjet.

Så er Nana blevet døbt i Fredens Kirke af præsten Mads. Mads var en meget rar præst, som holdt en rigtig fin dåb, flere folk som ham i den danske folkekirke. Efter dåben tog selskabet til æggekagehygge på Carslund i Fruens Bøge. Carlslund er kendt for sin fine æggekage med rigtig meget spæk på, og hvis man spiser op, får man bare en æggekage til…..man spiser i øvrigt ikke op, i hvert fald ikke, hvis man vejer under 120 kilogram. Efter æggekagen tog vi kaffen og kransekagen udenfor i det fantastisk dejlige danske forårsvejr. Der er totalt optur i Odense og Nana takker alle for en dejlig dag.

Søren Fauli er manden bag kultklassikeren De skrigende halse fra starten af 90’erne. Sidenhen har manden lavet reklamefilm og meget poppede og populærkulturelle spillefilm som Polle Fiction og Grev Axel, film som mildest talt ikke er blevet pænt modtaget af anmelderne i det danske land. Det sjove og gode ved Søren Fauli er…….Søren Fauli. Han er ikke bange for at udstille sig selv og vise sine egne svagheder og kiksede egenskaber, og på den måde er han faktisk super duper de lux mega cool. Fauli hader smagsdommere, og laver, hvad der passer ham, og er vel den eneste danske filminstruktør, der er stolt af at lave reklamefilm. Nu har Søren Fauli så lavet en TV-serie, der kører på DR2. Serien handler om………….Søren Fauli – en talentfuld filminstruktørs deroute. Her til aften har jeg set det første afsnit og jeg elskede det. Fauli er både kompromisløs, men også glad for penge. Hans måde at glæde sig over en MacBook Pro er helt og aldeles fantastisk og morsom. 

Så gik den ikke længere. Liggestolene som vi har haft i fire år var blevet grå, grønne og meget triste at se på, så i dag gik jeg i gang med sandpapiret. Jeg sleb og sleb og da den ene var færdig tog jeg i Silvan og købte en højtryksrenser og klarede den anden med den. Nu er jeg altså ejer af både villa, Toyota og højtryksrenser, og ved I hvad? Jeg elsker det.

I morgen vil jeg tage til fodboldtræning i Utopia og bevæge den gamle krop lidt efter en bold, det skal nok blive godt, sådan som solen skinner for tiden.

Og hvad angår Champions League-finalen, så har jeg billet og når Liverpool har ordnet Chavski på Stamford Bridge på onsdag, er det bare at bestille et fly og få ordnet et visum, og så sidder jeg til min anden Champions League-finale på bare tre år – yiiiiiihaaaaaaaa. Og til jer, der siger…spis nu brød til og Chavski er jo gode og Riise scorede jo selvmål og bla bla bla, kan jeg bare sige: “De holder ikke Fernando og Stevie fra at score i en kamp til”. Sådan er det bare og det er fedt.

Jeg valgte at droppe en karriere som Old Boys fodboldspiller i ABB, men nu hvor foråret har valgt at titte frem kribler det noget i de gamle ben for at sparke til en rund og meget hvid fodbold. Men hvad skal jeg gøre? I øjeblikket har jeg to muligheder. Den første er, at jeg begynder at træne med i min tidligere klub FK Utopia med det forbehold, at jeg ikke kan spille kampe, da mine weekender er helliget til familien. Det andet alternativ, er at følge min tidligere holdkammerat og stadigværende ven Bo Jensen til den klub, hvor han er begyndt at spille old boys bold. I princippet burde jeg bare følge Bo, men for der er jo altid en men. Bo spiller i OB. Kan jeg spille i OB’s stribede trøjer? Jeg er i tvivl, og gode råd er derfor velkomne. Alternativt kan jeg bare droppe tanken om at spille fodbold igen.

Det er ved at blive forår, og jeg er for alvor ved at komme i omdrejninger. Jeg er jo begyndt at løbe og nej, jeg regner ikke med at løbe et marathon lige foreløbigt, men det er sgu rart at kunne løbe sig en tur i sine fine sko og med sin Ipods fine musik i ørene. I går blev det til lidt over syv kilometer på 40 minutter og af en mand, der altid har hadet at løbe, synes jeg det er en helt fin start. Jeg er alt for tung for øjeblikket til at kunne løbe hurtigere, men bare det at komme af sted ud i den friske luft er sgu dejligt. I dag blev løberiet så udvidet med en tur på raceren, hvor Jensen og jeg stred os igennem 35 kilometer fynsk vej og dertilhørende vind. Ikke den længste tur, men nok til at få syre i benene og sol i ansigtet og en fryd i kroppen bagefter. Jeg håber sgu jeg kan fortsætte den gode stil, men hvorfor skulle jeg ikke kunne det. Det er sgu fedt at dyrke motion og være i form, og så er den vist ikke længere.

I morgen går turen en tur i Zoologisk have med Lene, Aske, Nana, Lizette, Chili, Luna, Jonas og friskbagte boller herhjemmefra, dejen er nemlig allerede lavet og står nu og langtidshæver i køleskabet. I får lige opskriften på en dejlig portion boller:

12,5 gram gær blandes op i en halv liter kold vand. Herefter tilsættes et par skefulde salt og sukker og der røres rundt. Så kyler man lige 200 gram graham spelt mel ned i vandet og rører rundt og så yderligere 400 gram hvedemel. Nu bliver dejen fin og fugtig. Hvor fugtig man vil have den er op til en selv. En meget fugtig dej er svær at forme, men bollerne bliver bedre og mere luftige. Det hele hæver lige natten over i køleskabet og om morgenen får det så 15-20 minutter i en 220 grader varm ovn, og mums. Hvad I putter på må I selv om, men husk, at smør under nutella er et must og ikke at bruge smør under nutella er en synd.

Tjek lige denne artikel som den gode Super Jensen har forfattet. Den handler om dansk tegnefilm, og det er lutter god læsning til folket. Godt gået Jensen.

Det kører ikke helt optimalt for Liverpool Football Club i øjeblikket. Nok er vi i semifinalen i Champions League, ligger til en fjerdeplads i Premier League og så har Stevie Gerrard og Fernando Torres til sammen scoret over 50 mål tilsammen i år, men noget er helt galt i kullisserne. Liverpool ejes af Tom Hicks og George Gillett, men de to kan ikke døje hinanden og snakker ikke sammen. Liverpools direktør hedder Rick Parry og sammen med Liverpools tidligere ejer David Moores, Tom Hicks’s søn og George Gilletts søn udgør han Liverpools bestyrelse. Hicks vil af med Parry, men kan ikke fyre ham, da hverken Moores eller Gillett er enige. Gillett vil bare gerne ud af klubben, men vil ikke sælge til Hicks, men til Dubai International Capital, men han kan ikke sælge en eneste aktie uden at have fået lov af Hicks, så det kan han heller ikke. Dubai International Capital vil gerne købe klubben. Det vil Hicks også, men…Tjahhh. Manager Rafael Benitez er ikke så gode venner med Rick Parry, men vist ved at blive gode venner med Hicks. Hicks vil i hvert fald gerne være gode venner med Rafael. Parry og Moores holder tæt sammen og har indtil videre Gillett på deres side. Moores har fortrudt, at han solgte til de to amerikanere, men kan ikke gøre noget nu. Og nu er klubben fyldt med gæld, og hvem skal betale den? Og hvornår kommer det nye lovede stadion?

Confused? You will be in the next episode of Liverpool FC.

Her er det seneste interview med Tom Hicks, der siger alle de rigtige ting, men har han en skjult dagsorden?

Hicks interview på Sky Sports

Jeg har som mange nok ved, fået min opvækst i Tranbjerg ved Århus. Nu er Tranbjerg så blevet nedlagt som by, og selvom jeg da aldrig har syntes det var den fedeste by i verden, kommer det nok alligevel som et chok, at den simpelthen er blevet nedlagt. Mine forældre bor der dog stadig og de er ikke blevet nedlagt som forældre, lige som fodboldklubben nok stadig hedder AIA Tranbjerg.

Læs mere her

Jeg er normalt ikke typen, der (for)dømmer folk, men nu, hvor jeg har min blog, må jeg vist godt gøre det…eller noget.

I dag var jeg ude og løbe en tur (sig mig, holder det aldrig op) sammen med Helmuth. Vi løb vores sædvanlige tur, der inkluderer et kortere ophold i vores lokale hundeskov, hvor Helmuth kan løbe frit og hilse på andre hunde, hvis der da er nogen. I dag var der mange andre hunde, og da jeg efterhånden kender noget til hunde, ved jeg, at det ikke er optimalt bare at løbe ind i flokken, men i stedet sænke tempoet og se hundene lidt an. I dag gjorde jeg det samme, hilste på den store flok mennesker og hunde og gik roligt forbi dem. En af hundene, en kæmpestor satan af en kamphundstype, var dog ikke helt tilfreds med mine løbeshorts eller noget, i hvert fald løb den efter mig og gøede. Jeg havde det ikke helt fint med denne store hund, og stod stille og ventede på, at ejeren kaldte den til sig. Det gjorde han, men efter et sekund var hunden der igen. “Han er bare bange for dig”, sagde ejeren til mig – “fint” tænkte jeg, “bange hunde er de hunde, er er mest aggressive og kan bide”, så jeg blev stående. Ejeren kaldte på hunden igen og den løb mod ham, men vendte om, da jeg bevægede mig. Jeg bad ham derefter pænt om at kalde sin hund til sig, men det kunne han ikke. Så bad jeg ham lidt hårdere om at få styr på sin hund, da jeg ikke følte mig tilpas i dens selskab. På intet tidspunkt tog ejeren fat i sin hund eller tog mig alvorligt. Da jeg så en sidste gang temmelig vredt bad ham om at få styr på sin hund, der stod lige op af mig og gøede, svarede han, at det altså ikke var nogen løbeskov det her. Jeg var målløs, men svarede dog alligevel, at jeg kom roligt med min hund og havde mindst lige så meget lov til at være dig som ham. Idioten mente altså i bund og grund, at det var min skyld, at hans hund opførte sig truende over for mig, og at jeg skulle finde mig et andet sted at være. Heldigvis mødte jeg en dame på vej ud, der var træt af typer som ham og hunde som hans “De hunde bør slet ikke være her i skoven”, sagde hun. Manden vejede 20 kilogram mere end mig, havde kortere hår end mig og havde en motherfucker kamphund. Jeg er sgu stolt af, at jeg bad ham opføre sig ordentligt og have styr på sin hund.