Måned: maj 2008

Nu er det så pædogerne, der strejker fra på mandag. Jeg kan ikke helt finde ud af det her. Det er jo endt i en total hårknude og der sker sikkert intet før Anders Fogh og hans venner griber ind. I går var der et indslag i TV, hvor kommunerne og sygeplejerne blev spurgt til forhandlingerne, der havde varet i ca. 12 sekunder den dag. Kommunerne sagde:” Vi kan ikke gå over 12,8% i lønstigning”, mens sygeplejerne sagde: “Vi kan ikke gå under 15%”. Dette ændrer sig ikke, da begge forhandlere har et fast mandat at forhandle ud fra. Nu er det så bare spændende om pædagogmedhjælperne siger ja eller nej til deres forlig, nu hvor pædagogerne har sagt nej. Hmmm summasumarum er vist bare, at Aske ikke bliver passet fra på mandag og x antal dage frem. Heldigvis er Lene på barsel og jeg er arbejdsløs bums, så vi hygger da bare herhjemme – æv bæv bussemand.

Vi har været et smut i Århus for at besøge familien Friis Dierz i Hjortshøj. Lise, Liza og lille bitte mine Esther har fået sig et dejligt hjem uden for Århus, og vi hyggede med lækkert grillet kød, rødvin, chips, chokolade og cola. Vi gik også en tur, hvor vi mødte nogle søde gedekid, som Aske fik hilst nogenlunde på. Vi så også Cloverfield på DVD og på trods af at den allestedsnærværende Grapefrugt var vild med denne film, synes jeg nu den er overflødig og ligegyldig, men dog alligevel fyldt med en masse elendig skuespil.

Jeg var også på solotur i Århus C, hvor jeg spiste brunch og drak latte efter latte med dejlige Rikke Hansen. Det var dejligt at se Rikke igen, og det var hyggeligt at gå tur i Århus, det har jeg ikke gjort længe. På sådan en dejlig sommerdag med så lækkert følgeskab, så savner jeg altså Århus – buhu.

Nu er vi tilbage i O’ense. Jeg drikker kaffe, Lene er til møde på skolen, Nana sover i barnevognen, Aske leger med Duplo og Helmuth gør som bare pokker ude i haven.

Så sidder man så her en lørdag middag i maj. Udenfor skinner solen fra en skyfri himmel og temperaturen er vel et sted omkring 45 grader i skyggen. Man må sige, at det globale opvarmning er en kæmpesucces på størrelse med internettet, PC’en ja måske endda cyklen og hjulet. Jeg drikker mig en dobbelt latte foran min MacBook og føler mig på vej til noget stort. Jeg bliver måske nødt til at sælge lidt ud, men herre gud, det er der så mange, der har gjort før mig. I hvert fald går turen til læge Schrøder på torsdag for at give Nana et femmåneders tjek og undertegnede en raskmelding – det er bare perle perle.

Jeg har lige løbet mig en tur i den ozonfri himmels befriende varme og om lidt skal vi alle en tur til 30-års fødselsdagsreception hos Bo.

Livet er fint med latte, MacBook og varmegrader ala Sahara.

Endnu engang har jeg foregrebet begivenhedernes gang. Strejken kører åbenbart videre, da FOA og Regionerne ikke kunne blive enige. Hmmm gad vide, om det betyder noget for børnepasningen…næppe, men de gamle og syge skal lige klare sig selv lidt endnu.

Så er sygeplejersker, pædagogmedhjælpere og andet godtfolk tilbage på deres poster i det herlige offentlige system. De har fået en lønforhøjelse, der uden tvivl har gjort dem til gladere mennesker og som uden tvivl vil tiltrække meget mere kvalificeret arbejdskraft til kvindefagene, eller vil det? Personligt tror jeg fagforeningerne har skudt sig selv i foden denne gang. Det hele har drejet sig om løn, nærmere betegnet ligeløn – de stakkels kvinder skal have lige så meget i løn som de onde mænd får, men er det her koen ligger begravet. Jeg tror det ikke. Mange af de såkaldte kvindefag er besat af……..kvinder, der brænder for deres arbejde og nærmest ser det som et kald at passe på de syge, tage sig af børn fødte såvel som ufødte. Det viste sig bl.a. da jordemødrene valgte at arbejde under strejken, da de syntes det var synd for de kommende mødre, hvilket det da også var, men det skal jordemødrene altså lade deres chefer om at stresse over. Havde det været i en privat virksomhed, som eks. Lindøværftet, tror jeg nok cheferne havde stresset noget over, at der ikke blev bygget skibe, mens de ansatte nok havde været pænt ligeglade, indtil de havde fået deres lønstigning. Med den kampmoral kvinderne ligger for dagen, kommer de ikke op på lønniveau med mandefagene. Det er jo helt vildt, så stor forskel der er på startlønnen for en jordemoder og en læge til trods for at de begge har gået på universitet og at jordemoderen skulle have et højere gennemsnit for at komme ind på sin uddannelse.

Nå det jeg ville sige var nu mest, at jeg ikke tror det bliver bedre. Arbejdsforholdene i det offentlige stinker, og det ændrer en lønstigning ikke på, tværtimod betyder det sikkert besparelser andre steder. Så det ender sikkert med, at sygeplejersken får mere i løn, men også mere at lave og mindre struktur i sin stressede hverdag. Det offentlige mangler hænder og ordentlige ledere, og regeringen gør sgu ikke tingene bedre ved konstant at presse de ansatte til flere og flere ligegyldige opgaver, såsom at lave en handlingsplan for vuggestuebørn i stedet for at bruge pædagogernes tid til at lege med børnene.

Lad en pædagog passe børn, en lærer undervise dem og en social- og sundhedshjælper tage sig af de gamle og giv dem så noget fred i deres arbejde.

Et lidt rodet indlæg, men jeg kom da ud med et par meninger fra sidebenet, eller hvor fanden de nu kommer fra. Det er sommer og Bob Dylan kører på Mac’en, hvilket ikke er så skidt endda.

Lene og jeg har brugt de sidste to aftener foran fjerneren og set en film hver aften. I går så vi en film med Demi Moore, filmen hed Half light, og blev vist på TV Totempæl. Det var godt nok en omgang hø, og det undrer mig, at der ikke er mere kontrol på TV2 i forhold til de film de viser en søndag aften. Filmen havde stjålet et par fif fra Don’t look now og The Shining, men var i sig selv et bevis på, at uden en holdbar historie kommer man ikke langt. Demi Moore var latterlig som forfatterinde og plottet, som skulle være spændende holdt på ingen måde. Filmen var til nul ud af 12 stjerner, så får du nogensinde muligheden for at se den, så lad være.

Her til aften så vi så Scoop af den evigt produktive Woody Allan, og det var en fin lille film. Som i Half light, var der også døde, der vendte tilbage fra…..de døde, men hvor den anden prøvede at være uhyggelig, er Scoop mere hyggelig. Samspillet mellem Allan og Scarlett Johannesen er morsomt og holder. Filmen er meget Woodysk, men det er også godt. Den kan anbefales til lidt søndagshygge. Den får ingen stjerner, da Woody er way beyond stjerner.

Nå det var så lidt om film. Kedeligt for dig måske, men jeg fik da brugt lidt tid ved computeren.

Så er det blevet aften igen og man skal have sin sædvanlige pasta, men der er ikke mere ketchup tilbage i flasken. Hvad gør man, når det eneste man har er lidt bacon, hvidløg, æg, parmesan og pasta? Jo hør nu bare her:

Kog pastaen, men husk nu, at den ikke må få for meget, det skal være tandpasta siger italienerne (eller noget i den stil) – de siger sgu så meget. Mens pastaen koger hakker du et par fed hvidløg, som du lige giver en gang på panden sammen med baconet, som du har skåret i små skiver – det må meget gerne stege i en anelse olivenolie. Når det steger derudaf, putter du godt med peber i – lad den ikke få for lidt, det må godt smage af noget. Nu er der ca. 4 minutter tilbage til at pastaen er færdig, og den tid bruger du på at tage to æggeblommer og blande med en stor håndfuld revet parmesan. Nu er pastaen færdig og du hælder vandet fra, dog ikke hele vandet, lad lidt blive tilbage i gryden. Hæld nu bacon og hvidløg ned i pastaen og rør rundt – det er bedst at hælde pastaen ned til baconet, men du har sikkert ikke så står en pande eller wok, så gør det bare omvendt. Nu kommer det svære, for nu skal æggemassen ned i pastaen, og det kan stivne, så det gælder om at røre godt rundt i pastaen, når du kommer æggene i. Det er derfor det er godt, at have en smule vand tilbage i gryden, da det gør det nemmere at blande æggemassen i. Nu har du så en perfekt Pasta Carbonara, som smager så fuglene synger og hestene sparker.

Retten kan varieres med fløde, spæk og så videre og så videre. Gi’ den endelig gas, det tager kun 15 minutter og det er vidunderligt.

Her er resterne af min og Askes omgang fra i aften.

Liverpool vandt desværre ikke i onsdags, men sådan kan det jo gå. Tre semifinaler, to finalepladser og en samlet triumf på fire år er sgu også meget mere, end jeg havde turdet håbe på for fire år siden, så jeg er stadig en tilfreds mand.

I stedet for at tage til Moskva vil jeg tage med Tune og Lasse til Aalborg og besøge Mikkel og Simon og håbe på at AaB’s guldrus smider nogle gratis fadøl af sig.

Ellers går det godt her i Odense. Jeg kæmper lidt med mælkebøtterne i haven, ikke så meget fordi de ikke må være der, men fordi haveprojekter og frisk lufte er gode at have og få.