Jeg er træt, og jeg har tømmermænd. Jeg sidder i min sofa, hvor jeg har opholdt mig det meste af dagen, der ikke har været så lang for mit vedkommende, da jeg først kom ud af sengen ved 13-tiden. Jeg kom nemlig først i seng klokken 04.30 efter en af den slags dage, som man bare altid vil huske til man dør. Den kære læser vil nok allerede have opfattet, at en vis pathos i dette indlæg og det skal der også være. Søren og jeg var nemlig til Bruce koncert i Parken, og lad mig bare slå det fast med syvtommersøm, det var en fantastisk koncert, og Søren var uden tvivl det bedste selskab man kunne forestille sig. Jeg er stadig helt væk i kærlighed til livet og i glæde over, hvor glad jeg var i går. Steffen Jungersen fra BT har skrevet en anmeldelse, som jeg kun kan være 100% enig i. Springsteen er simpelthen i en liga for sig, og jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har været til en koncert, hvor musikerne virkede så glade for at spille sammen. The E-street Band og Springsteen lignede en samling 25-årige, der var ude på deres første turné – de spillede med en enorm glæde og lyst, som jeg ikke har oplevet før. At de så tog imod ønsker fra publikum viste jo et enormt overskud. De har simpelthen indøvet så enormt mange numre, at sætlisten skifter fra koncert til koncert og det er altså vildt, når koncerterne strækker sig over 3 timer – det er faktisk helt sindssygt.
Efter koncerten blev det til et par øl sammen med den fantastiske Carl Jørn, inden vi satte os i toget og kørte tilbage til henholdsvis Fyn og Jylland, fulde og trætte, men med hjertet helt fyldt op af kærlighed og glæde. Tak til Bruce for at vise, at verden bestemt stadig kan være et helt og aldeles fantastisk sted at være.
