Måned: november 2008

Min fine cykel af mærket Univega er væk. Jeg havde ellers lige sat nye lygter på den. Væk er også min cykelhjelm, der var låst fast til cyklen. Alt imens cyklen valgte at forlade mig, var jeg til koncert med Peter Sommer på Posten i Odense. Peter Sommer var super duper dejlig. Tony var med til koncerten. Tony er sej.

Nu skal jeg have en ny cykel. Jeg skal nok også liiiiiiiiiiiiige se om jeg stadig har kvitteringen fra den gamle, så forsikringen måske kan give lidt penge i støtte. Det kan ikke være meget, da cyklen var 10 år gammel. Skidt pyt. Men altid noget, at den nye ejer, altid har lys på, og også kan køre med en fin blå hjelm.

God søndag aften til alle.

Jeg har lige slukket for min DVD. I de sidste omkring 140 minutter har jeg siddet og set Wim Wenders’ film fra 1984, Paris, Texas. Det er en af de bedste film, jeg nogensinde har set. Harry Dean Stanton spiller den altdominerende hovedrolle, og han er efterhånden tæt på at være min yndlingsskuespiller, og hold da helt ferie, hvor er han god her. Han spiller Travis, der dukker op i en ørken i Texas, men ikke vil sige noget. Hans bror finder ham, og får ham tilbage til livet, og langsomt finder man ud af, hvad der er sket for Travis, der har været borte i fire år. Filmen er langsomt fortalt, og eminemt godt filmet. Farverne er stærke. De er røde, gule og blå filmen igennem. Det er malerisk flot, rørende og virkeligt godt.

Ja jeg havde jo lovet, at jeg skulle aflevere ungerne i dag. Det gør jeg sådan set hver dag, men i dag var det særligt vigtigt, for Lene mødte altså klokken 08.00. Så kan man jo spørge sig selv om det var klogt at sidde på værtshus til klokken 02.00 og drikke en hel mængde øl. Ja faktisk så mange, at jeg ikke fandt det forsvarligt at køre bil her til morgen. Jeg lugtede vist også lidt skidt. Ja og øjne havde jeg ikke meget af, da jeg stod op klokken 06.30.

Lene afleverede ungerne, og jeg gik i seng igen.

Det var dog hyggeligt at være på værtshus.

Tænkte faktisk meget på min vidunderlige veninde Rikke, da jeg skrev dette:

smukkest i verden er du
med dig og dit
og dine kærlige øjne
og dit frie smil
dejligst i verden er du
når du føler for tingene
på en måde som ikke andre kan
igennem mine øjne
helt så grå eller gul bliver verden aldrig igen
smukkest i verden er du

Ja sådan kan det gå, når man skriver søde sms’er, mails og ofte ringer til lille mig. Så skriver jeg et halvdårligt digt og lægger det på nettet til offentlig skue for vor frue.

Endnu en kendt guitarist er død. Eller i hvert fald erklæret død. Richey, der var den bærende lyriske kraft i Manic Street Preachers er officielt blevet erklæret død. Han forsvandt den 1. februar 1995, og er ikke set siden. Richey skrev sammen med Nicky Wire teksterne til de første fire Manics-plader, selvom han var forsvundet, da den fjerde Everything must go udkom. De fire plader Generation Terrorists, Gold Against the Soul, The Holy Bible og Everything Must Go er stadig blandt de bedste i min pladesamling. Musikken er guitarrock, med tydelig inspiration fra Guns ‘N’ Roses, og teksterne er mildest talt til den sorte side. Jeg kan ikke anbefale disse plader nok, for de er altså fantastisk gode. Jeg ved godt, at Manics først slog igennem i Danmark med deres femte plade This is my truth tell me yours, men den er bare ikke på niveau med de forrige. Til næste år kommer en ny plade, hvor de har indspillet efterladte tekster af Richey. Det glæder jeg mig meget til.

Jeg nåede i øvrigt at se Manics med Richey, da de gæstede Danmark i 1994, hvor de varmede op til Suede. 2 måneder efter var Richey væk. Rygterne siger i øvrigt, at Richey overhovedet ikke kunne spille guitar.

Nedenstående billede er også en stor del af min rockhistorie. Under et interview i forbindelse med deres første plade, blev Richey spurgt, om Manics was just another band or for real. Richey hentede et barberblad og skar 4 REAL ind i sin underarm. Billedet kom så vidt jeg husker på forsiden af NME.

Selvfølgelig er Richey ikke død. Han lever et eller andet øde sted, hvor han skriver digte og drikker stærk kaffe. Jeg savner ham, og hans tekster. Nu vil jeg høre Manics.

Det hele var i øvrigt sammen med Super Jensen, så hyggeligt var det sgu også.

Så er vi fattige igen. Jeg har nemlig købt nye briller. Lene er vilde med dem, selvom de ikke er sorte, men nærmere har samme farve, som alt havde i 70’erne, nemlig sådan lidt brunlige og sorte. Jeg har også barberet skægget af, så nu er jeg igen lykkelig. Jeg har nemlig realiseret mig selv. Snart går jeg sikkert fra Lene og ungerne og melder mig til dette fine projekt klik her

Vi er blevet et menneske mindre på denne jord. Guitaristen i Love Shop, Hilmer Hassig er død. Udover Love Shop spillede han også med Lars Hug, og er med på nogle af de bedste plader jeg har. Jeg nævner i flæng Okay okay boys, Kopy, Kysser Himlen farvel og alle Love Shop-pladerne. Jeg har været til en del Love Shop-koncerter i mit liv, og de har alle været fremragende. Farvel og tak Hilmer, vi ses i himlen……..hvis jeg da er så heldig.

Vi er trætte. Vi har været meget trætte i dag. Lene var til fest i går, så hun havde tømmermænd. Jeg har været halvsyg. Børnene har ikke sovet så godt. Puha. Vi har her til aften været på besøg hos Tanja og Uffe, hvor vi fik masser af mad. Nu er vi mætte og trætte og trætte.

Meget tyder i øvrigt på, at jeg får 5-6 ugers vikariat som gymnasielærer igen fra februar. Det ender med, at Lene og jeg bliver kolleger.

Liverpool vandt over Bolton. En sværere kamp, end folk lige går og tror. Bolton er et satans fysisk hold, der kan være meget svært at spille imod. Underligt i øvrigt at se Johan Elmander løbe rundt på et så fysisk hold, efter min mening er han alt for god til det, men hvem lytter på mig.

Mit liv er i ruiner. Jeg levede på en løgn, men for fem minutter siden blev tæppet revet brutalt væk under mig. I mange år gik jeg og troede på noget, som har vist sig på ingen måde at være i overensstemmelse med sandheden. Historien starter i Århus for 6-7 år siden. Vi skulle afrime vores fryser i lejligheden. Vi skulle derfor spise de ting, der ikke kunne tåle at blive frosset ned igen. Da der var friskbagt franskbrød, valgte jeg at smøre mig to fine og dejlige rejemadder. De smagte godt. Efter at have fortæret det lækre måltid, hævede min underlæbe op til firdobbelt størrelse. Jeg undrede mig. Et stykke tid efter spiste jeg rejer igen. Jeg fik denne gang kløe over hele kroppen, og en slags udslæt og små blæner. Jeg lagde to og to sammen og tænkte, at jeg nok ikke var bedste venner med rejer. På en tur til Tenerife spiste jeg blæksprutter og blev meget syg bagefter. Kastede op. Kastede op. Ja jeg kastede op i læssevis. Hjemme og på nettet fandt jeg ud af, at alle symptomerne til skaldyrsallergi var tilstede (blæksprutter går også med her). Jeg fik for år siden en aftale med en læge her i Odense om at blive tjekket, men jeg glemte at komme. Nu har jeg så været ved min egen læge, og efter en blodprøve var hans dom klar. Jeg er ikke overfølsom over for rejer. Hmmmmmmmm. Mit liv er ikke det samme som før, for hvad filan var det så, der gjorde mig dårlig dengang? Måske det bare var tilfældighedernes spil. Jeg har ikke rigtig haft lyst til skaldyr siden, da jeg har været nervøs for at få det skidt. Men nu er jeg i tvivl. Lægesekretæren sagde dog, at jeg nok skulle starte lidt blidt ud. Hmmmmmmm i morgen står den sgu på Sushi de luxe med hele pivtøjet. Og inden længe kører jeg til Skanderborg og spiser rejecocktails med Søren.