Jeg har lige haft fornøjelsen af at se filmen 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede, som er en film om det hedengangne ungdomshus Jagtvej 69. For en måneds tid siden så jeg filmen 69, der handler om det samme, men som er optaget senere end den anden og følger tiden op til rydningen af huset. Begge film er fine, men jeg husker nu 69, som værende den bedste, da den var mindst farvet i sin fremstilling af tingene. Det var og er en speget sag. Og jeg ved ikke helt, hvor jeg står. På den ene side, skal der være plads til alternative steder og anderledes mennesker, men på den anden side er de autonome sgu så satans meget imod alt andet end dem selv, at jeg ikke altid kan kende forskel på dem og så Pia Kjærsgaard. Men begge dokumentarfilm kan i hvert fald anbefales, da de giver et fint blik ind under barrikaderne hos de unge mennesker.
Jeg nåede aldrig selv at opleve Ungdomshuset, men jeg har flere gange været sammen med folk derfra til antiracistiske fodboldturneringer i både Tyskland og Italien. Søde rare mennesker, men vi var bestemt ikke enige, når vi diskuterede.
Nu vil jeg se den nyeste Wallace and Grommit – det er mindre farligt.
Jeg har kun set 69, men vil meget gerne se den anden også.
Det er sgu et kompliceret område dog…på den ene side er jeg som nyvækket semi (arh, kvart)autoNOM (med tryk på sidste stavelse, og ikke lige pludselig på første, som nogle medier fandt på for et par år siden).
På den anden side foregår der også rigtig mange ting i det miljø, jeg kun kan tage afstand fra. Jeg har dog grundlæggende stor forståelse for, at der er en gruppe unge, der insisterer på at tage kampen op mod et system, de ikke kan identificere sig med – så længe de gør det ikke-voldeligt.
Som hovedpersonen i 69 siger; når man har spillet Matador med en person, der igen og igen snyder, bliver man til sidst så sur, at man tager spillet og smider det på gulvet. True dat.