The Boss og lykken sådan helt generelt set

Jeg sidder lige og hører den nyeste plade fra Bruce Springsteen. Den er hentet via Itunes til den nette pris af kr. 80,- hvilket er billigt, når man tænker på, at man samtidig sparer plads i pladehylden. Working on a dream har fået fine anmeldelser og den tegner da også rigtig fin. Den er lidt blød i det, men det var og er Tunnel of Love jo også, og det er saftsusemig en god plade, selvom den ifølge Søren ligger uden for Bossens storhedstid.

Det er som om Bruce skaber momenter af lykke i sin musik. Som den dag i sommeren 2008, hvor Søren og jeg var til koncert i Parken med ham. Det var en dag fyldt med lykke. Som når man kører bort i bilen på vej væk imod noget nyt og fjernt. Her ligger lykken. Ikke i det man kommer fra, eller der man skal hen, men i rejsen i sig selv. Livet er fyldt med små punkter af lykke. Sådan oplever jeg det i hvert fald. Jeg er ikke konstant lykkelig, men til tider oplever jeg lykken, som da jeg mødte Lene, da jeg blev gift, når jeg bliver krammet af mine børn, når jeg er til koncert med Søren og når jeg hører Bruce Springsteen. Indimellem er man bare. Ikke hverken lykkelig eller ulykkelig, men bare værende. Jeg elsker disse lykkepunkter, og elsker, at jeg efter 35 år har fattet, at det er punkterne man skal gå efter og ikke en lige linje af ren lykke, for det er helt umuligt, hvis man da ikke lige hedder Ole Henriksen.