Soning

Som tidligere fortalt, så jeg Soning i går. Titlen er lidt underlig synes jeg. At sone sin brøde. Det er ikke et ord, man bruger tit. Den engelske titel er Atonement. Det lyder sejere.

Filmen handler om overklassepigen, der falder for underklassedrengen, og så handler den alligevel på ingen måde om det. Cecilia og Robbie er forelskede i hinanden, men den samme aften de kysser (og knalder) for første gang, kommer Robbie i uføre. Det hele er til dels pga. lillesøsteren til Cecilia, Briony, der har en lidt for livlig fantasi. Det hele ender godt og skidt og så på ingen måde nogen af delene. Historien er både meget realistisk og meget metaagtigagtig. Den er fortalt fint og på en anderledes og lettere raffineret måde, hvor vi springer i tid uden vi altid opdager det……….inden vi altså opdager det. Skuespillet er rigtig godt og historien er super god. Det er ikke den bedste film jeg har set i mit liv, men jeg kunne ærlig talt godt lide den. Man kan også komme til at græde lidt, hvis man altså er til det pjat (det er jeg tit, men gjorde det ikke til Soning). Se den endelig, den er bedre end alt det Hollywoodpjat I ellers spilder jeres surttjente penge på. Forfatteren til bogen bagved kender jeg ikke, men det er fordi jeg kun læser Helle Helle og David Lodge.

Faldt lige over traileren for filmen:

Og sådan skulle der åbenbart ikke stå

Jeg læser Helle Helles Rødby-Puttgarden. På side 36 er jeg meget tilfreds og glæder mig til resten. Jeg så Juno i forgårs og Soning i går. Begge film var fine og gode og smukke. I morgen skal jeg se Antichrist. Jeg glæder mig.

Jeg tænker ofte på kærligheden og livet. Gad vide om det er fjollet. Hvorfor tænker man overhovedet så meget. Hvorfor ikke bare støvsuge eller ordne have, ja eller andet godt. Kærligheden og livet. Hmmmmm. Håber alle har det godt. Det har jeg. I bund og grund har jeg det sgu rigtig rigtig godt.

Så sidder man så her

Jeg sidder i kælderen og tænker på mit arbejde, og hvad jeg skal gøre lige nu. De første projekter er overstået, og nu er de studerende ved at forberede sig på sommerferie, så der kommer til at være et hul. Jeg skal have skrevet en lille tekst, som forskellige tutorer kan få, inden de tager på rustur. Mit håb er, at de vil optage lidt video på deres forskellige rusture og uploade på vores hjemmeside. Siden er i øvrigt oppe at køre i en lille udgave, hvilket vil sige, at min del ikke er med endnu. Adressen på hjemmesiden er usite.dk. Kig endelig forbi, hvis du har lyst. 

Har du forslag til, hvad en sådan side skal indeholde for at studerende finder den interessant, er du også velkommen til at skrive en kommentar eller sende mig en mail. 
Ellers kan jeg kun anbefale, at man går ind på DR’s hjemmeside og søger efter Rytteriet, og herunder så vælger at se de forskellige klip med manden i skabet. Det er hyyyyyyylende morsomt. Hvis du ikke gider lede, så kan du også bare trykke her

David Lodge

Jeg har lige færdiglæst Deaf Sentence af David Lodge. På trods af min fine titel af cand.mag., ja så læser jeg faktisk ikke særlig mange bøger. Jeg læser dog David Lodge, og jeg elsker det. Hvis jeg kunne skrive som ham, så ville jeg være lykkelig, eller i hvert fald stolt. Hans bøger er både super intelligente, men de er samtidigt fortalt i et nemt og levende sprog. Jeg læser dem altid på engelsk, og det kan man sagtens. Måske lige pånær Author author, som jeg aldrig kom igennem – det var en historie om forfatteren Henry James, og det var noget mere højt end normalt, så jeg gav op. David Lodge er sjov, men også alvorlig. Jeg sidder lige nu med en sær og sørgmodig fornemmelse efter at have læst Deaf Sentence, der handler om en 60-ish mand, der er ved at blive døv. Om hans forhold til sin far, der også er ved at blive døv, og hans liv generelt. Den handler også om selvmord og om Auswitch. Den lyder tung og kedelig, men det er den ikke. Den er god…………rigtig god.

De sidste dage har været hårde at komme igennem, da Lene har været i Berlin, og Aske og jeg har været syge……….stakkels Nana. Nu vil jeg gå på nettet og finde mig en David Lodge bog, som jeg endnu ikke ejer og så købe den, bare som en lille gave til mig selv.

I morgen kommer Lene hjem, torsdag skal jeg til pokalfinale i fodbold. Fredag skal jeg vist bare være træt og slappe af.

Stakkels Nana

Min lille datter kan bare ikke holde op med at kaste op. Jeg skulle have været på min eksterne pind i Vejle i dag, men er i stedet hjemme med tøsen, der bare sover og kaster op. Hun er sgu en lille sød prut. Lige nu sover hun i sin barnevogn. Udenfor. Det er dejligt for hende med frisk luft.

Selv bruger jeg tiden på at maile med studerende i Region Syddanmark. Kender du, kære læser, studerende i Region Syddanmark, så sig det endelig til mig. Jeg leder efter friske studerende, der kan lide at lege med deres mobilkamera, videokamera eller bare kamera. Sådanne filmsjove typer, du ved. Folk som vil lægge små film op på www.usite.dk, som er mit nye domæne……..eller måske ikke lige mit, men så i hvert fald, der hvor jeg arbejder.

Lørdag morgen

Det er lørdag morgen.Klokken er tyve minutter over syv og her sidder man så og ser børnefjernsyn med sin lille datter………..og siden det blev skrevet gik der lige 50 minutter, og nu er Aske her også. Nu har de begge fået morgenmad, men Nana har af en eller anden grund kastet sit op igen. Vi ser Kaj og Andrea. Ungerne er søde. Vi har været i Ålborg i weekenden. Vi var i Zoo, og her mødte vi åbenbart Viborgs håndboldpiger, der skulle spille Champions League-finale senere på dagen. Den tabte de, men de kunne da også bare lade være med at tage i Zoo.

Tænk hvis Liverpool, Manchester City og Arsenal vinder deres resterende kampe i Premier League. Tænk lige, hvor fint det kunne være. Det sker desværre ikke, men tænk om det gjorde.

Nu vil jeg stene videre med ungerne og håbe på, at Lene snart kommer ned og at Nana ikke er ved at blive syg.

Kuren mod den satans verdenssmerte

Udover at have en dejlig familie og godt job og hus og toyota og fladskærm og hund og og og og, så har man nogen gange bare brug for lidt mere. Lige nu løses dette problem endnu engang af De der satans Beastie Boys. Jeg læser en kort bog om tilblivelsen af Paul’s Boutique, og hører dem konstant, når de ikke afløses af smuglyt til den nye Manics. Lige nu hører jeg So What’cha want fra den fantastiske Check your head fra 1992. Så mens jeg checker mit crazy head, kan I jo lige høre den selvsamme sang, hvis I da tør.

Moralisten

Jeg har i dag været med familien til fodbold. Og her kom jeg til at skælde ud. Det var hverken på Lene eller Aske eller Nana, ja ej heller mig selv. Det var en yngre knøs, der skældte og smældte på dommeren i denne serie 2 kamp. Dommere, der bruger en hel lørdag formiddag og eftermiddag på at dømme halvdårlig fodbold, skal godt nok finde sig i meget. Også for meget. Hvorfor kan folk ikke snakke pænt til hinanden, når hinanden pludselig er en mand i dommertøj fra en anden by? Det er så svært at skaffe dommere, hvilket er forståeligt. Jeg gider godt nok ikke bruge mine lørdage på at blive svinet til, og så få betalt sølle 200 kroner bagefter.

Men som en af mine fodboldvenner engang sagde:” Vil man have bedre dommere, kan man jo bare rykke op”.

Om lidt står den på Young Docs her i Odense, hvor Luna og Anes film om Marlene er med. Luna, Ane og Marlene er alle elever, jeg havde i min korte periode på gymnasiet. Jeg håber, de vinder konkurrencen – de er en af fire. Om ikke andet, så får jeg da set nogle film lavet af unge for unge og med unge, og så kan jeg jo føle mig lidt ung…………eller måske snarere pivgammel.