Koncertanmeldelser

I modsætning til pladeanmeldelser synes jeg, det er ekstremt, så forskellige anmelderne ser på livemusik. Sidst var det Manic Street Preachers under broen, der af nogle (blandt andet mig selv) blev betegnet som en fantastisk koncert, mens andre var meget lunkne. Og nu faldt jeg så lige over anmeldelserne af Oasis i går på Roskilde Festival. BT kalder det et festfyrværkeri og giver koncerten fem ud af seks stjerner. Men hvad så med Politiken? De skriver at Oasis ikke gad og giver den sølle to ud af seks stjerner. Der var engang, hvor sådanne anmeldelser betød meget for mig, men ikke længere. For mig handler det bare om at have en super god oplevelse. Dem har jeg haft en del af det sidste års tid med både Bruce, Bonnie, Manics, Morrissey og Neil Young. På onsdag skal jeg høre Bruce igen i Herning og til august skal jeg høre The National i Kbh. Jeg glæder mig til begge koncerter og nyder dem og vil dagen derpå sikkert igen undres over, hvordan de er anmeldt. Undres, men ikke irriteres.

Roskilde rocker videre uden mig. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil på Roskilde i 2014 igen. Så er ungerne store, og måske jeg kan lokke nogle gamle rødder med.

Print Friendly, PDF & Email