Måned: august 2009

Puha. Falck har lige været og hente pindsvinet. Nu har jeg måske reddet dets liv. Måske jeg alligevel er en naturens mand. Jeg havde jo allerede puttet det i en kasse og lagt aviser i bunden og et håndklæder over det, og sat en skål vand ned. Falckmanden syntes nu nok kassen var noget stor i det, men jeg måtte jo fortælle ham, at det var den eneste kasse vi havde. Man går jo ikke sådan og har kasser klar til alle dyr man møder på sin vej. Det fik vores fineste flyttekasse og et håndklæde jeg engang har stjålet på højskolen. Nu må vi bare håbe det bedste for det lille kræ.

Der ligger et pindsvin på vores græsplæne. Vi har altid haft pindsvin i haven, men det er ikke så godt, når det bare ligger på græsplænen ved højlys dag. Jeg har lagt lidt bær og mad til det. Hvis det også ligger der i morgen, må jeg hellere ringe til Falck. Pindsvin er fredede dyr, og man skal hjælpe dem. Det trækker vejret og snuser også lidt. Jeg håber ikke der er noget galt, for jeg synes det er lidt voldsomt sådan at blive trukket ind i naturens manege. Jeg mener, jeg er jo en supermarkedsdreng, der er bange for stort set alle levende dyr. Der er mig og kulturen på den ene side og så naturen på den anden side. Jeg ville gerne være et med naturen. Gerne være lidt som ham i Into The Wild, men det er jeg jo ikke. Ser jeg en edderkop, går jeg i panik. Ser jeg en frø i vores kælder, aner jeg ikke, hvad jeg skal og råber på Lene. Jeg har aldrig fisket og ej heller slået et større dyr end en edderkop ihjel. Jeg håber Aske bliver sejere end sin far. Håber han bliver i stand til at slagte høns og andre halvstore dyr. Så kan det jo være at hans søn bliver endnu sejere og måske når op på at kunne slagte en gås eller måske endda en gris. Det ville være vildt. Jeg håber pindsvinet er kravlet væk i nat. Jeg kan godt lide tanken om pindsvin i haven, men når vi står ansigt til snude, er jeg lidt usikker på min position. På den ene side er det jo et stakkels lille kræ, men på den anden side, så har det jo de der pigge.

Jeg havde en sjov oplevelse i går, som fik mig til at tænke lidt. Jeg var inviteret med til OB – Genoa på Fionia Park af Thomas, som jeg spiller fodbold med i Utopia. Han er sammen med en stor flok venner fast inventar på Odense Stadion og i går mente de så, at jeg skulle med. Vi skulle alle mødes på Café Biografen i centrum, og jeg kom som sidste mand. De andre sad udenfor ved et langt bord. De var vel 15-20 mand. Jeg går så ind for at købe mig en fadøl. Indenfor støder jeg på en tidligere elev fra Mulernes. Hun siger, at hun lige stod og tænkte på mig, hvilket jo i sig selv er lidt mærkeligt, så jeg spurgte om, hvorfor hun da lige havde mig i tankerne. “Jo jeg så det lange bord udenfor og tænkte, at det sagtens kunne være dig, der sad sammen med de fyre”. Hun havde jo ret. Det var jo dem, jeg skulle følges med. Sjovt at tilhøre en gruppe. Lidt som at være hip hopper eller rocker eller hippie eller autonom. Gad vide hvad min gruppe af mennesker hedder. Vi er sådan lidt casual klædt. Har gerne lidt skæg, og måske også briller. Er lidt halvstuderede og kan godt lide fodbold og øl og film. Er vi den der Nå-generation eller fucked-up generationen? Eller hvad er vi egentlig. Ironikerne? Selvironikerne? Jeg ved det ikke, men er alligevel lidt stolt af at tilhøre, hvad man vel både kan kalde for en gruppe såvel som et segment af det danske samfund.

Jeg føler en vis form for succes for tide. Om det kun er en følelse, eller om det er reelt er ikke helt til at vide, men alligevel føles det fedt. Mit arbejde begynder at køre. I dag har jeg været ude på pædagoguddannelsen i Odense og holdt et oplæg, og jeg skal efterfølgende hjælpe de studerende med at lave film. Det bliver fint. Derudover er jeg blevet kontaktet af rare folk, som kan bruge min hjælp. Her tænker jeg ikke kun på at løfte tunge ting eller passe børn. Næ nej det er både Sanne fra Zoomlab, der vil lave noget sammen, ja og Lena fra Århus Købmandsskole for den sags skyld. Og så skal vi også huske, at Tue har spurgt om jeg vil være med til at skrive til et helt nyt magasin på internettet. Det er sgu da rart. Og nåh ja igen igen. Anders har spurgt om jeg vil være med til at lave en kortfilm, som vi skal indsende til Odense Film Festival til næste år. Jeg har sagt ja til det hele. Det er fedt nok.

I går havde jeg fornøjelsen af igen at sidde foran fjernsynet med min smukke kone. Denne gang havde jeg lokket hende til at se den irske musical Once. Det var godt nok ikke Barnaby, men bevares hun lod sig lokke. 84 minutter senere var vi begge sådan lidt rokkede i vores bevidsthed, for det var da ved gud en fin film. En smuk film. En ægte film. Den handler om en fyr, der spiller på gaden. Han møder en pige, der er god til at spille klaver. Han er irsk, hun er tjekkisk og sammen indspiller de en sang, og så handler den ikke om mere. Det er bare så fucking satans flot og bevægende. Jeg blev godt nok vild med filmen, og bagefter fandt Lene ud af to ting. Bob Dylan havde udtalt, at det var en af de bedste film han nogensinde havde set, og de to hovedrolleindehavere Glen Hansard og Markéta Irglová spiller et af numrene på soundtracket til I’m not there. Dette medførte, at vi nu godt må se I’m not there. Jubiii.

Nedenunder er det nummer spillet af de to smukke mennesker. Og ja det var Glen Hansard, der spillede Outspan Foster i The Commitments, som også er en fantastisk musikfilm af fineste karat.

Jeg elsker film, jeg vil selv lave en film. Med få og ringe midler. Jeg har kun mig selv, men det burde kunne lade sig gøre alligevel. Håber jeg. Det har været fint at have filmfestival her i Odense. Hyggeligt. Til næste år er Mikkel Munch-Fals ny kunstnerisk leder, og det bliver det garantrisse ikke ringere af. Jeg så ham i Odense i går. Jeg råbte efter ham. Jeg råbte:”Tak for et fint filmprogram hr. Fals”, han hørte mig ikke. Skidt pyt. Jeg fik set lidt kortfilm til festivalen, men slet ikke nok, da jeg ikke havde tid. Ærgeligt. Heldigvis kommer De Vilde Hjerter på DR2 den 1. september og Burma VJ kommer vist også i løbet af efteråret. Fint og dejligt.

Her til aften har vi set Barnaby. Jeg ville have set I’m not there, men fruen ville hellere se Barnaby. Jeg er ikke vild med Barnaby. I morgen vil jeg se I’m not there.

Lad mig starte med at ønske tillykke til Skanderborg, der fik en ny medborger i mandags. Søren og Tine har fået en lille bassedreng, der skal hedde Henning og holde med Vrold Skanderborg i håndbold. Vi kommer snart forbi og siger hej. Knus, kys og kram herfra.

Sådan hed den dokumentar, som DR2 havde valgt at vise i går aftes. Og den var helt og aldeles fremragende, rørende og vanvittig nærværende. Man fulgte en far, der i en alder af 40 begynder at tage ecstasy og gå til raves. Kameraet er med overalt. Vi er med, da han lægger penge, så hans 13-årige dreng og 15-årige pige kan købe sig en ecstasypille til deling. Børnene elsker deres far, men moderen kæmper imod. I starten er de sure på deres mor, der blandt andet melder faderen til politiet, men til sidst finder ungerne ud af, at deres mor kun vil deres bedste. Vi er med mens Scott, som faderen hedder, tager ecstasy. Vi er med når hans søn Craig tager syre og vi ser dem købe og handle med stoffer. Det er vildt, at filmholdet kommer så tæt på. Jeg fandt filmen rørende, smuk, forfærdelig, ærlig og pisse god. Se den, hvis du nogensinde kan.

Er kommet hjem efter at have været til åbning af Odense Film Festival sammen med Jensen. Jeg var egentlig gået i seng, men jeg kan ikke sove. Det var en fin og skarp åbning. Der var fire meget fine kortfilm, lidt taler og lidt musik. Det tog en time og efterfølgende var der snak i baren. Her snakkede jeg med Rune og Ane og Jakob og Jeanette, der har lavet en film, der er med i konkurrencen. Den skal jeg se. Jeg håber også at skulle se De Vilde Hjerter i morgen, men det kommer an på om der er plads i familiekalenderen eller ej.

Jeg har fået en idé til et lille projekt, men jeg ved ikke om jeg tør. Jeg skal den 7. oktober ud og høre Jørgen Leth snakke om cykling her i Odense. Altså ikke om cykling i Odense, men han snakker her i Odense. Jeg skrev engang et digt, der starter med “Jeg er Jørgen Leth”. Det kunne være fint, at give det til ham i stedet for at komme med en bog han skal signere. Og så kunne jeg filme det hele. Og se, hvad han sagde til det. Men jeg ved altså ikke om jeg tør. Jeg tænkte bare lige tanken. Jeg kan jo også bare filme, og se, hvad der sker. Det er først til oktober, så jeg kan sagtens nå at glemme idéen igen.

Nu har jeg spist en ostemad og vil igen forsøge mig udi søvnens væren og laden og gøren. Vækkeuret ringer om 5 og en halv time, så lidt søvn ville ikke være ringe.

Lørdag var der hygge med old boys holdet på Kick Off her i Odense. Vi så AGF vinde over FCK. Det var dejligt. Desværre blev jeg lidt for glad og alt for fuld. Så søndag var ramt af tømmermænd og den satans tristesse. Det er noget møg. Det er ikke sundt. I dag har jeg kæmpet imod og lige løbet mig en tur på 7,3 kilometer. Det var dejligt at svede alt lortet ud. Jeg er blevet utroligt glad for at løbe. Hurtigt går det på ingen måde, men det er en ren fornøjelse, og af en eller anden grund løb jeg hurtigere end nogensinde før i dag. Må have været ren vrede og forbitrelse, der drev mig frem. En uge som sidste, der var fyldt med et menneskeligt forfald i det danske samfund fyldte alt for meget i mit hovede til at jeg kunne tillade mig at drikke mig i hegnet. Det gjorde jeg desværre. Men nu er jeg oppe igen. Klar til igen at kæmpe imod.

I aften tager jeg med Jensen til åbning af Odense Film Festival. Det skal nok blive hyggeligt.