Lørdag er det. Jeg har været tidligt oppe. Om lidt kører jeg på Dexter, hvor den står på brunch og morgenrock med Peter Sommer. Det er sammen med Kasper. Vi håber, at der er gammel dansk inkluderet i prisen, men man ved jo aldrig. Efter en tur i Sommerlandet, hopper jeg på et tog til Kbh, hvor jeg skal mødes med mange smukke mennesker. Til at starte med bliver det Tune, Niels og Lasse. Sammen vil vi se Liverpool tabe 1-0 til Fulham og alligevel prøve at bevare et nogenlunde morgenhumør. Og når det så er overstået, altså ikke lørdagshumøret, men kampen, vil vi tage os lidt mad og så begive os til Asterions Hus på Amager, hvor den står på fundraiserfest for Play31. Det skal nok blive en rigtig god dag. I morgen vil jeg tage tilbage til Odense, håbe at finde min nye cykel, hvor jeg efterlod den, og så i øvrigt bare slappe af med min lækre familie.
Måned: oktober 2009
Cykelfortællingen del 4
Nu er jeg i hvert fald på cyklen igen. Ikke den gamle Cube, men en ny og noget billigere Centurion som forhåbentligt kan stå i fred for Fagins lange fingre. Jeg har snakket med Station 2 et par gange, men regn ikke med noget indslag. Det er en såkaldt win-win-situation det her lige nu. Hvis vi finder Fagin og hans drenge, så kommer der ganske givet et indslag ud af det, og læseren af denne blog vil blive endnu mere underholdt. Jeg får min cykel tilbage og vil så have to cykler. Hvis ikke, så får jeg penge af forsikringen og har fået en ny cykel. Problemet i den sidste kategori er, at så vinder Fagin og hans drenge også. Det er ikke så godt. Hmmm så det optimale kunne nu være, at vi fangede Fagin, at jeg fik min cykel tilbage og så havde to cykler. Det har så kostet mig pengene til en ny cykel, men tænk på, hvor tjekket det er at have to cykler……..eller er det biler, hvor det er tjekket.
Nu kan jeg i hvert fald cykle over og hente mine dejlige unger på min nye cykel, hvis den da ikke er blevet stjålet fra vores cykelskur, mens jeg skriver dette.
Update igen
Kasper har lige været i røret. Han googlede det telefonnummer, som er anført under sælgers navn. Det første googlehit er…..en annonce fra den blå avis, hvor han sælger en Avenuecykel. Annoncen er fjernet, men teksten kan stadig læses. Tjek det her og her . Det er jo nærmest rørende. Ganske aldeles rørende. Jeg har prøvet at ringe på nummeret, men den går direkte på telefonsvareren, altså er telefonen lukket, eller simkortet pillet ud og skiftet med et andet.
TV2 Fyn og TV2 har jeg begge snakket med, så nu må vi se. Det er lidt som Alfred Hitchcock og de tre detektiver det her.
Cykel-update
Så er det blevet tirsdag, og jeg har stadig ingen cykel. Jeg har lyst til at købe en ny, men synes også, at den gamle er utroligt tæt på. Hvorom alting er, så har jeg siden i går snakket med et forundret forsikringsselskab, der dog beroliger mig med, at jeg er sikret uanset hvad. Jeg har også kontaktet lidt presse, bare for at høre om det kunne være interessant at få lidt fokus på cykeltyverier og den …. og så ringede tv2 lige da jeg skrev dette. De ville høre lidt om sagen og overvejer at bringe den. Hmmm, måske dette bliver mit internationale gennembrud 🙂 Mine femten minutters berømmelse.
Ny cykel
Jeg overvejer lidt om jeg skal købe denne cykel, som erstatning for min gamle. Hov vent – det er jo min gamle cykel. Den er sørme til salg i den blå avis. Gad vide, hvad politiet siger til det. Jeg ringede til dem og de bad mig om at tage ud og købe cyklen tilbage og hvis jeg så fandt ud af, at det var min, så kunne jeg jo lige ringe til dem. Øhhh. Er jeg sikker på, at det er min cykel? 100% sikker. Anhængertrækket til vores croozer afslører alt. Men jeg skal bare ringe til dem og få dem til at vise mig cyklen og så lige ringe til politiet, som så nok lige sender en vogn.
Hvad fanden skal man gøre. Bare lige ringe til en forbryderbande, og så tage ud og sige til dem, at det er min cykel og bede dem vente til politiet kommer? Det kan jo ikke passe. Øhh jo det kan det.
Det ender med at cyklen bliver solgt til en godtroende tosse og at banditterne stjæler flere cykler, for der er jo ingen, der gider fange dem. Jeg er sgu lidt tosset. Og forvirret…….og rystet.
Edit: Feel free til at vurdere om de to cykler er ens.
Og pludselig blev søndagen lidt bedre
For djævlen da også, hvor kan en fodboldkamp ændre ens indre stemning. 2-0 over de andre røde fra længere ned af M65 – motorvejen og min søndag er reddet. Først scorede Fernando Torres et pivlækkert mål, før David Ngog (som ifølge fodboldekspert Henrik ikke er god nok AGF) lukkede kampen med målet til 2-0. En mandfolkeindsats hele vejen igennem, og jeg er pænt pissehamrende glad i låget.
Det var da lige godt satans
Samtalen om Aske gik super godt. Der blev aftalt noget konkret, og det er jeg glad for. Alle er enige om, at han er en sød og klog dreng, men at der måske er noget han kan hjælpes med, så der kommer lidt flere penge til børnehaven, så pædagogerne kan få mere tid med ham.
Efter samtalen kørte Lene og jeg en tur ned til byen, hvor vi spiste lidt frokost og handlede lidt. Det tog lidt over en time, hvilket var nok for en eller anden bande til at køre deres varevogn op til min cykel og tage den med. Hmmmmmm, det er sgu kun 10 måneder siden den sidste blev stjålet. Nu glæder jeg mig bare til, at jeg får en ny igen, og så håber jeg sgu, at den holder lidt længere. Der skal vist investeres i et par ekstra låse. Æv.
Her til aften stod den så på “Looking for Eric”, som er en ganske fin film. Det er selvklart en dum film fordi der er en del med Manchester United, men det må man jo se bort fra :-). Jeg elsker slutningen af filmen og måden, hvorpå filmens problem bliver løst. Det er storartet.
Nu vil jeg gå i seng og drømme sødt. Godnat.
For fanden da, og så ind i helvede
Da jeg skulle sove i går, kørte min hjerne i tomgang for fulde hammer. Det giver ikke mening, det er jeg klar over, så jeg må hellere forklare mig. Min hjerne var fyldt med negative tanker, og jeg kunne ikke vende dem om. Der blev spekuleret til den store chokolademedalje, og det uden at det blev til andet end spekulation og frustration. Derfor prøver jeg nu at skrive mig ud af spekulationerne, så hvis du ikke gider læse om det, så gå ind på en anden side…….NU.
For det første. Liverpool. Fire nederlag på stribe er ikke set siden 1987, hvis jeg ellers hørte rigtigt i går. Dårligste serie i 22 år. 1 mål i de sidste fire kampe, mens der er gået 7 ind. Det er skidt. På søndag står den på Manchester United, og jeg kan ikke se, hvordan den kamp skal kunne vindes uden Gerrard og Torres på holdet. Så jeg frygter, at jeg på søndag er fan af et hold, der har tabt fem kampe i træk. Det kan jeg ikke engang huske, at hverken AGF eller Utopias Old Boys har præsteret. Øv. Og så alle de kommentarer der kommer fra både tilhængere og modstandere. Folk bliver så kloge at høre på. I går var forklaringen at Liverpool havde solgt 36-årige Sami Hyypiä, at Benitez havde fået for meget magt i klubben, at Insua er dårlig og bla bla bla. For et år siden vil jeg vædde med, at jeg kan finde folk, der synes, at vi bliver bedre, hvis Sami ikke spiller og giver pladsen til Agger i stedet, at Benitez ikke havde nok indflydelse, at Insua skulle have chancen og igen bla bla bla. Jeg er så træt af nemme løsninger. Det hele er jo en stor sammenhæng af mange ting. Og det løser man ikke bare ved at skifte en back, fyre en træner eller bla bla bla. Det der bekymrer mig mest, er at Liverpool ejes af to amerikanere, der ikke kan være i stue sammen. De har ejet klubben i et par år, og tænker kun på, hvor mange penge de kan få, når de en dag sælger klubben. Liverpool er som klub i krise. Der er ikke kommet det stadion, der blev lovet. Der er blevet solgt spillere for at kunne købe nye. Da vi solgte Peter Crouch fik vi aldrig en ny angriber af samme klasse. Keane blev købt og solgt igen, og derefter har David Ngog været anden angriber. Ngog ville seriøst have problemer med at komme på AGF’s hold.
Der er mange forklaringer, og er det ikke bare træneren, der må tage konsekvensen og så tage sin fyreseddel? Det synes jeg ikke, og jeg tror heller ikke, at muligheden er til stede. Benitez fik forlænget sin kontrakt i foråret, så at fyre ham nu vil koste klubben mange mange penge, og når man ikke har råd til spillere, hvordan skulle man så have råd til at give ham 25 mio pund i fratrædelse. Og skulle det så være beslutningen, hvem skal vi så vælge? Der er ingen emner i Premier League, så bedste bud kunne være Jose Mourinho i Inter. Han er en bedre manager end Benitez, men at købe ham fri af Inter har vi på ingen måde råd til. Så skal vi hente Klinsmann, men er han seriøst en bedre manager end Rafael Benitez? Jeg tvivler. Capello? Umulig at hente. Hiddink? svær og venner med Chelsea. Og så videre og så videre. Det er sgutte nemt, og det giver frustration, for der er INTET, jeg kan gøre ved det. Ikke andet end at håbe på at det hele løser sig selv og at Ngog bliver verdens bedste angriber i løbet af denne sæson.
Det andet der holdt mig vågen i går er faktisk noget vigtigere end Liverpool. Det er Aske. Min dejlige dreng. Han har haft lidt problemer i børnehaven. De synes, han er lidt umoden. Han bliver snart 4, så det….. De har haft problemer med at kunne tackle ham. Ikke at han slår de andre eller noget. Han bliver vist bare ked af det i ny og næ. Så blev der sat en observatør på, da han gik i vuggestue. Hun kom forbi en del gange og lagde ikke mærke til noget. Så har der været en observatør i børnehaven. Hun har udfærdiget et par rapporter om Aske. Gode og imponerende vil jeg ikke kalde de rapporter. Aske leger med en dreng. Aske er glad. Aske griner….. og så videre. Og nu skal vi så til møde på fredag. Jeg kan mærke, at jeg er ved at miste min tro på institutionen og alt det der observatørhalløj. Jeg vil så gerne være en forstående forælder, men jeg synes simpelthen deres rapporter er noget hø. Det er simpelthen for ringe, og så er det altså svært at tage dem seriøst. Nu vil de overveje en støttepædagog, men her tror jeg nu nok, at faderen og moderen står af. Jeg er overbevist om at Aske måske lidt er en sær snegl, men også, at han er et velfungerende og normalt barn. Vi har det så godt sammen herhjemme, og han er altid nem at have med i byen. Men hvad skal man gøre? Man vil jo også gerne bare være en god far. Arrrrrrgggggghhhhhhh
Nå nu fik jeg da skrevet lidt. Så håber jeg, at jeg falder lidt hurtigere i søvn i aften.
Op og ned og op igen
Så havde man lige fødselsdag, som blev fejret med familie inkl Mor og Jørn og chokoladekage. Den blev også fejret i fodboldklubben med fodbold, flæskesteg og øl. I går havde man så tømmermænd, og Lene var halvsløj, så det eneste vi lavede i går, var at gå en tur på legepladsen med ungerne. Det var fint vejr og dejligt at komme lidt ud. I dag regner det, men alligevel tog jeg løbetøjet på og løb lidt over 6 kilometer. Lene er stadig syg, så hun tager ikke til Århus. Det gør jeg. Og så tager jeg til København lørdag og genser et par højskolefolk, som jeg ikke har set i 100 år. OK så ikke 100 år, men det er i hvert fald længe siden jeg så dem sidst.
Ferie
My god, hvor vi holder ferie. I går kom jeg godt nok til at lege overskudsfar og var i vuggestuen og hænge garderober op i nogle timer. Sådan med boremaskine og skruer og alt muligt. Det falder sikkert ned igen, men jeg har da gjort en indsats.