Måned: december 2009

Og på gensyn i 2010. Det bliver sjovt.

Så er vi hjemme igen. Nana sover middagslur. Jeg ser genudsendelsen af Aston Villa – Liverpool. Aske spiller computer og nu kommer Lene hjem fra venindebrunch. Så skal vi nok ud og handle, da det jo er begrænset, hvor meget mælk, man sådan har stående og vente på een, mens man er på ferie i to uger. Mælk er vigtigt. Faderen bruger det i kaffen. Ungerne på havregrøden. Mælk er vigtigt.

Det er sidste dag. Vi har lige været ude og gå en af vores daglige ture, der altid ender med, at jeg skal bære en af ungerne på skuldrene. Det er fint. Man bliver lidt træt, men det er fint. Vi er fanget af feriens fornemme ensformethed. Morgenmad, tur til stranden, tilbage til hotellet, til poolen, gå tur, til poolen, gå tur, på restaurant, putte unger, spille yatzy godnat. Det er en vidunderlig gentagelse. I morgen er den slut og erstattes af hverdagens gentagelse. Livet er en lang gentagelse, og mens jeg skriver dette, får jeg lyst til at læse Hærværk af Tom Kristensen. Jeg får det ikke gjort, men lysten er der.

Feriens sidste billede, bliver med højtiden i baggrunden og aben i forgrunden. Glæder mig til at se alle igen efter en forhåbentligt veloverstået flyvetur i morgen.

Jeg sidder lige i lobbyen igen. På værelset prøver Lene at få Aske til at sove i stuen, så der er lidt for mørkt og kedeligt at være. Et par meter fra mig sidder nogle svenskere med deres computer og snakker. Den ene sidder i rullestol, den anden er en teenager og så er moderen til drengen der også. Måske er hun mor til dem begge. Jeg forstår ikke meget af, hvad de siger. De tilhører ikke min verden, men hvad er deres historie. Jeg får lyst til at se underlige svenske, finske og spanske film, når jeg oplever de lidt sære folk hernede. Får lyst til at se historier med dem. Jeg kunne jo starte med at gense Selskabsrejsen. Og så måske fortsætte med lidt Kaurismäki, for så at slutte af med lidt Almodovar. Jeg er ret vild med små film. Små film med små mennesker og deres små historier.

Nu skal vi snart tilbage til den danske vinter. Det skal nok blive godt. Det har været super fedt hernede, ikke forstået sådan, at der har været 200 grader i skyggen og øl til 2 kroner. Nej, det har været så fedt at være sammen med ungerne hele tiden. Ikke at vi bare har grinet, som havde vi sniffet lattergas i timevis, nej bare dejligt. Sådan at lege, at gå, at kramme, at bære, at svømme, at være træt, at skælde ud, at spise og bare være sammen. Det er så fucking nice, og det eneste, der holder her i denne lille dumme verden.

Det har været varmt i dag. Jeg er blevet rød i knoppen, og Liverpool har vundet en fodboldskamp. Så har man da set og hørt det med. Vi har ikke lavet stort andet end dase og bade i dag. Det har været fint. Jeg er blevet lidt tyk igen hernede. På trods af fem løbeture har aftenmåltiderne gjort deres til at fede mig op til den kommende kolde vinter i Danmark. Dejligt.

Der er ikke så meget mere at sige. Vi vender snuden hjem på tirsdag, og så får den gas i gode gamle Danmark.

Der er blevet købt kabel og derfor kan der også vises et par feriebilleder på bloggen i dag. Det er af vores børn, der er kønnere og sødere end os. Vi bader og hygger og har det godt. Her til aften var jeg på den italienske og hente pizzaer med hjem. Jeg ventede på pizzaerne med en kop kaffe og New York Trilogien. Det var fint.

Og hvad er det så lige med mennesker, der fylder lommerne ved en morgenmadsbuffet. Hvorfor skal en buffet udnyttes så pinligt, at man putter rugbrød i lommerne og negler så mange dårlige kager, man kan komme af sted med, uden at virke alt for pinlig. Satans jyder med overskæg.

I ønskes alle en dejlig og glædelig jul. Håber alle får, det I har ønsket jer. Ellers må I jo bytte det til noget lækkert.

Lod mit miniusbkabeltingstik blive hjemme i DK, men det betyder bare, at jeg ikke kan overføre film og billeder til computeren hernede. Har været i to butikker, men de kunne ikke hjælpe mig. Skidt med det. Det er lummert. Meget lummert. Jeg sveder. I går var vi på Teide, som er Spaniens højeste bjerg og i dag skulle vi have været i en dyrepark på vej op ad bjerget, men der var en sigtbarhed på ca. 7 meter, og når man ikke kan se dyrene, er det ikke så fedt at være i en dyrepark.

Vi har dog været i vandet i dag. Og spist indisk. Og drukket cola. Og et par øl.

I morgen er det juleaften. Jeg tror, jeg vil løbe mig en tur.

Det er ved at være jul. Det mærker man ikke meget til hernede. Udover de mange julemænd og juletræer og lys, der er over det hele. OK, så mærker man faktisk meget til det, men det er nu ikke som i Danmark, hvilket er dejligt. Intet Magasin eller Rosengårdscenter. Intet decideret julestress. Hernede når man det nok.

I går var internettet nede. Jeg sad ellers i lobbyen klar til at update, mens Aske faldt i søvn i armene på hans skønne mor. Men så kunne man slet ikke komme på. En svensk familie spurgte mig, om jeg kunne komme på internettet, næsten inden jeg var kommet ind i lobbyen. Jeg tjekkede og svarede pænt nej. De virkede lidt forvirrede, så jeg tog sagen i egen hånd og gik op til den meget spanske receptionist og spurgte “Is there no internet tonight”? Det spørgsmål var han ikke helt klar på. Han lagde ud med at sige, at det på ingen måder var hans skyld, og at det sikkert var teleselskabet eller vejret. Han kunne bare have sagt “Sorry but no”. Men næh nej. Typisk spansk? Tror jeg næppe, men en anelse underligt, for jeg ville jo bare høre, om det var min computer, den var gal med, eller måske både min og svenskens? Nå skidt pyt. I dag bedyrede han så stolt, at internettet var tilbage, og at det sikkert var vejrets eller teleselskabets skyld. Så fik vi også det på det rene.

Vi spiser for det meste på en lille italiensk restaurant hernede. Jeg er helt vild med den. Ikke fordi det er verdens bedste, men fordi den er sådan lidt fantastisk på sin egen lille hyggelige måde. I forgårs serverede de vin i vandglassene og her til aften fik vi ekstra store vinglas. De er helt vilde med Nana, og da hun hertil aften brød ud i gråd over faderens uduelighed, kom den kvindelige tjener ilende til med en stor beholder fyldt med slikkepinde. Så var alle glade og hverken Aske eller Nana ville nu have deres is. Den spiste faderen. Når jeg en dag bliver en sur gammel digter eller bare sur og gammel, vil jeg sidde på restauranter som denne og spise regulær fin mad og drikke husets rødvin. Ikke noget fancy, men afslappende og i god stemning. Ingen vil kommentere mit plettede tøj, men bare hilse pænt, når jeg kommer og smile pænt, når jeg beder om regningen. Og jeg vil spise en masse pasta med tomat og hvidløg. Mine pizzaer skal være simple, og som oftest vil jeg vælge en margerita, da ost og tomat i sig selv er en herlig blanding. I ny og næ vil jeg spise en bøf, men som regel vil den stå på pasta og pizza. Simpel pasta og simpel pizza. Og så husets rødvin. Lidt kold og til tider perlende.