Det er vist onsdag i dag. Jeg sidder med min morgenkaffe og har lige sendt min smukke familie på henholdsvis arbejde og i børnehave/vuggestue. Om lidt kører jeg en tur på Syddansk Universitet, hvor jeg skal mødes med to-tre studerende og snakke lidt med dem om deres studieliv. Jeg ved ikke, hvor vigtigt mit job er, men jeg får godt nok et fedt indblik i andre menneskers liv. I mandags var jeg blandt andet med til en undervisningsgang i springgymnastik på Idrætstuddannelsen på SDU, og i dag skal jeg snakke med Ali, som læser idræt, Christine som læser HA og John, som læser biologi. I morgen skal jeg snakke med Jeanette, som er hoppet fra at være landmand til at læse til finansøkonom. Og samtidig får jeg lov til at nørde lidt med film. Det er sgu fint. Jeg skal også lige et smut forbi ingeniørerne i dag, så det ender med, at jeg får et voldsomt indblik i det at være studerende i Region Syddanmark. Hvad jeg så kan bruge det til bagefter, er ikke til at sige, men et eller andet kan jeg nok.