I Bowling for Columbine diskuterer Michael Moore med Marilyn Manson om hans musik er farlig for unge mennesker. Om den får dem til at begå mord på uskyldige. Får deres hjerner til at brænde sammen. Det gør den ikke. Musik er sgu mere katharsis end noget andet i hele verden. Men hvad får så folks hjerner til at brænde sammen?
Det gør vores perfekte billeder af en verden, der ikke eksisterer. Billeder af modeller, der ser alt for godt ud, fordi billederne har været en tur igennem photoshop. Små dumme TV-serier om Hannah Montana og hendes klamme venner og veninder. Latterlige film som High School Musical. Og herhjemme er vi åbenbart ikke bedre. Blade som Spis Bedre, Bo Bedre og så videre og så videre er jo lige til at få ens hovede til at eksplodere. Fyldt med perfekte hjem, perfekte møbler og perfekte madretter. Sådan er der jo for fanden ingen, der lever. Men sådan tror mange, at man skal leve for at blive lykkelig. Sådan lever jeg ikke. Sådan lever vi ikke. Det ville også være klamt og dumt. Jeg hader sådanne blade. Jeg vil hellere læse om folk, der lever i rod og med nullermænd og rugbrødsmadder på gamle uens tallerkener. Jeg hylder folk som ikke har to ens kopper i deres hjem. Jeg hylder altså det skæve og det beskidte og det herligt uperfekte. Jeg hylder fedt på kroppen og gule tænder. For sådan ser vi jo ud. Jeg hylder kropsbehåring og dårlig ånde. Jeg hylder gamle underbukser og hullede sokker. Gamle biler og rustne cykler. Mælkebøtter i haven og hunde, der gør.
