Det var meget trendy at leve i nuet en gang. Det er det vist nok stadigvæk, måske bare ikke så Robin Williams-agtigt som det var i starten af 90’erne. I går var jeg til koncert i Kbh. Koncerten var med Bonnie “Prince” Billy, og jeg var sammen med Ove og Søren af sted. At være sammen med Ove og Søren gør det nemt bare at være i nuet. Vi fik et par øl, snakkede lidt fodbold. Vi fik en dejlig bøf med bearnaise, og snakkede måske nok lidt mere fodbold og lidt politik. Og mad. Så gik vi til koncerten i Vega, hvor vi hørte en veloplagt Bonnie med sit minimale backingband bestående af en guitarist og en trommeslager. De var gode. Og dygtige. De var ekstremt dygtige og Bonnieprinsen synger som få andre i denne verden. Jeg er simpelthen så vild med hans stemme. Og alligevel følte jeg mig aldrig rigtigt til stede. Mens musikken spillede var mine tanker alle mulige andre steder end mig. Sådan har jeg haft det mange gange tidligere, og det har ofte fået mig til ikke at gå til koncerter. Eller måske mest nyde koncerter, når promillen var noget højere end normalt. Det er sådan lidt synd. Ikke for Bonnie, for han blev hyldet af alle i Vega for en storartet koncert. Mine tanker var alle andre steder i en centrifuge af en hjerne, hvor det til tider kører hurtigere rundt end det står stille.
På vej hjem sov Ove og Søren. Jeg hørte Exile on main street – den kører også meget rundt, og er en hel del desperat.
