Roskilde Festival


Det er den tid på året. Det er tiden, hvor folk skal på Roskilde Festival. Det bliver uden mig. Jeg har været af sted to gange, uden den store succes, men jeg gad nu godt igen. Jeg gider bare ikke det der telthelvede, og at det skal vare i en hel uge. Jeg er med på festival i nogle dage og så er det også det. Men det ser nu alligevel sjovt ud. På en måde gad jeg altså godt, og på en anden måde gad jeg slet ikke. Det er skørt. I stedet vil jeg se VM, arbejde lidt og så håbe på, at hyggen bare kommer dalende.

Studenter


Jeg er misundelig på alle gymnasielærere. Ikke fordi de nødvendigvis har et bedre liv end mig, men fordi de oplever nogle dejlige ting med søde elever. I dag var jeg til dimission på Mulernes, og det var rart. Det var rart at se de smukke studenter og føle den gode stemning. Det var rart, at se lærerne, der skulle til laksefrokost efter dimissionen. Jeg er vild med tanken om at man følger nogle unge mennesker i tre år og så sætter dem fri. Jeg gad godt være lærer, men jeg bliver det nok aldrig, og det er sgu min egen skyld. Efter dimissionen kom 3b forbi her på Emilievej på deres tur rundt i lastbil. Så fik de øl, chips og saftevand og var ret støjende og sjove. Jeg elskede det. Og når folk siger, at ungdommen er ubehøvlet og irriterende, må jeg bare trække på skuldrene. Alle gav pænt hånd, da de kom og de var simpelthen så søde og sjove. Jeg er misundelig på gymnasielærerne. Og misundelig på alle de nye smukke studenter. På trods af det, er jeg nu glad nok for mit job og mit liv. Det skal ikke hedde sig.

Det er jo sommer


Jeg elsker sommer. Det er bare rart. I dag har jeg dog lavet noget ret ikke sommeragtigt. Jeg har fået en privatlektion i lyd og akustik på SDU i forbindelse med, at jeg skal lave en film for dem. Jeg var blandt andet inde i et lyddødt rum. Det var ret skørt, men meget spændende. At rummet er lyddødt, betyder, at der ikke er nogen efterklang på lyden. Lyden bliver altså ikke smidt tilbage i rummet, når den rammer væggene, som den ellers gør i vores stuer. I en stor kirke er der meget efterklang, hvorimod der i en THX-biograf stort set ingen efterklang er. Det skal jeg lave en lille film om. Det skal nok blive spændende.

Ellers har jeg dovnet den i dag. I morgen skal jeg til dimission på Mulernes, og så får vi besøg af en 3.g-klasse på lastvognstur – huhej, hvor det går.

Bare et billede

Nana er en sød pige. I weekenden var hun ude og lege i regnen, og så tog jeg dette billede af hende. Det er et fint billede, og det er bare taget med en mobiltelefon.

Jeg har endnu ikke fået min fyldepen. Hvad sker der med det?

Tom Joad

Tom Joad er en fiktiv person fra en Steinbeck-roman. Jeg har ikke læst bogen, og såmænd ej heller set filmen (Vredens druer). Bruce og Tom fra R.A.T.M. har dog spillet en sang engang sammen. Det er Bruces sang om The Ghost of Tom Joad. De gør det rigtig godt. Sangen er i forvejen pisse god, men ham Tom der, kan altså et eller andet med sin guitar. I går havde jeg gæster og det var den første sang, der blev ønsket. Så ved man, at det er folk med hjertet på det rette sted, man har på besøg.

VM

Jeg får ikke se så meget VM, som jeg burde. Men lidt bliver det til. USA – Slovenien og Danmark – Cameroun har indtil videre været mine højdepunkter. Ja og så Argentina, fordi de har det vildeste angreb – Tevez, Higuain, Messi, Aguero og Milito. Skuffelserne har klart været Frankrig og England. Frankrigs præstation mod Mexico og englændernes mod Algeriet var jo pinlige til det yderste. Jeg håber Danmark vinder VM, men det gør de ikke. Jeg håber så på Argentina, men det bliver sikkert Brasilien, som det plejer.

I morgen kommer der en opdatering til Iphones styresystem. Det skulle nu kunne lade sig gøre at redigere film direkte på mobiltelefonen. Det er banebrydende i forhold til det arbejde, jeg har, så det glæder jeg mig ret meget til. Og så kommer min fyldepen nok også med posten. Og VM kører stadigvæk.
Lige nu står det 1-1 mellem Italien og New Zealand. Jeg holder med New Zealand.

At skrive

Jeg kan godt lide at skrive. Ikke langt, men kort. Jeg kan godt lide at skrive i hånden. Små noter og små digte. Jeg gider ikke skrive med en dårlig blyant eller en halvtom kuglepen, så nu har jeg bestilt mig en ny fyldepen. Så vil jeg skrive små digte i mine små bøger. Små dumme tanker og lister og holdopstillinger. Og måske vil jeg tegne et kys.

Film

Jeg har aldrig set så meget blod, som jeg så i dag. OK jeg har faktisk lovet at være tavs om mine oplevelser, ja har faktisk skrevet under på det, men alligevel. Og så optog jeg meget af det på video. Vildt. At det var på bloddonorafdelingen på OUH, hvor nogle bioanalytikere var til eksamen er så knap så spændende.

Men i dag har jeg også lært at Quicktime X kan optage ens computerskærm, når man arbejder. Det har jeg ikke vidst, men har ofte haft brug for. Det er dejligt.

Mere er der vist ikke at sige for nu.

Det offentlige

I dag på vej til Esbjerg, hørte jeg i radioen, at Anders Foghs regering har brugt dobbelt så mange penge på det offentlige som Poul Nyrup ellers havde budgeteret med i 2001. Det er jo lidt skørt. Og når det offentlige så samtidigt sejler og folk går ned med stress, så må der være gjort et eller andet helt galt. Bare lige en betragtning.

Jeg har ændret designet lidt

Jeg har ændret lidt på designet, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ellers er der ikke mere at sige. Det skulle da lige være, at næste bog der skal (gen)læses er Tom Kristensens “Hærværk”, og at jeg i morgen kører til Esbjerg, hvis jeg bliver mindre syg end jeg er nu.