Det er snart slut med at være alenefar. Lene kommer hjem i nat og så er vi atter to til hverdagens ting og sager. Det er nu ellers gået fint med at være alene. Altså ikke perfekt, men det bliver det sgu heller aldrig med mig. Der vil være råb og skrig og gråd og forbandelser. Der vil være en sur far, der slår i bordet og som er træt og uoplagt om morgenen. Der vil være en søn, der slår sin søster og en søster, der driller sin bror. Men når man lægger livet om til kun at dreje sig om arbejde og familie, så går det fint nok. Desværre bliver der så ikke tid til sport og så meget fritid. Men man kan have gæster på besøg og tage på besøg med ungerne. Men man bliver altså til et vi og mister sig selv. Og det er faktisk også fint, for når ungerne sover, så sidder man i stilheden og surfer på nettet eller læser i en bog. Jeg er gået i gang med Karl Ove Knausgårds kæmpeværk Min Kamp. Den starter suverænt. Jeg har læst de første 70 sider og håber at jeg også når de næste 2.930 eller hvor mange det nu helt præcist bliver i de seks bind. Kender jeg mig selv ret bliver jeg aldrig færdig, men på den anden side, kan jeg jo ende som arbejdslæs inden længe, og så kan jeg jo bruge tiden på at læse fremfor at vaske gulv.
