Om et par måneder står jeg til at blive arbejdsløs igen. Og sådan er det nu bare. Det vil sige, at det dog ikke er sikkert endnu om jeg bliver arbejdsløs, da jeg da forsøger at få forlænget mit samarbejde med UCL. Og hvordan er det så med det der faste arbejde? Jeg har jo ikke verdens mest erhvervsrettede uddannelse, og er ej heller verdens mest erhvervsrettede person – begge ting er jeg da i øvrigt helt stolt af. Det er ikke fordi, jeg ikke gider arbejde. Det gør jeg godt, også gerne meget, men det skal sgu være interessant. Ikke bare for mig, men også for mine kolleger. Jeg har fået nogle vildt søde kolleger i UCL, og det ville være noget møg at skulle sige farvel til dem, men hvis ikke der er noget for mig at lave, er det dog OK. Jeg vil gerne lave film. Jeg vil gerne undervise i at lave film. Jeg vil gerne undervise i film og litteratur, og så er jeg også god. Men jeg gider ikke have et arbejde for enhver pris – og jeg tror ikke lykken nødvendigvis er et fast job og en mellemlederstilling og en ny bil i carporten. Jeg tror lykken er film, musik og litteratur. Og fodbold og snakke med kaffe på kanden. Og smil og glade minder om en svunden tid, der aldrig kommer igen.
Ovenstående er en overordentlig omgang rod fra ende til anden. Håber bare, at meningen fattes. Og hvis ikke, kalder vi det bare for et stykke fiktion af fineste karat.
Og som de eneste to synger på deres plade, så har jeg ikke lyst til at dø. Er klar til kamp for liv og mening i den her skøre satans verden.
Rod fra ende til anden. Sorry.
