Måned: november 2010

I weekenden stod den på julefrokost i Horsens. Det var alletiders dag og aften. Vi hyggede, snakkede, drak og lavede også film. Vi snakkede blandt andet om at skrive. Det var kloge og velskrivende mennesker, jeg var sammen med, men ingen af dem skrev. Desværre, for de skriver godt allesammen. Christian kunne godt lide min blog fordi den ikke kun var sukkersød med fløde på………..eller noget i den stil. Og jeg skriver gladeligt videre på og om mit liv. Det er både rart at skrive, men på en eller anden naiv måde tror man jo også, at det gavner andre end sig selv. At det bringer enten glæde eller forståelse, eller noget helt tredje jeg ikke ved noget om. Men dette indlæg skulle ikke handle om julefrokosten med gamle specialekammerater. Det skal handle om tiden derefter. Jeg kunne godt mærke, at jeg har været meget ophængt på det seneste. Der har været mange arrangementer, men også usikkerhed omkring job og økonomi og lignende. Jeg har en tendens til at slå den slags ting hen. Ignorere det og sige, at det jo bare er en periode. Men stigende søvnunderskud, dårlig mad, dårlig form og stressende hverdag og aftener vinder altid til sidst. Og denne gang var det så mandag og tirsdag, hvor jeg har været ramt. Mandag var jeg på job, men da ungerne kom hjem, blev det hele for meget. Kunne ikke holde deres skrig og skrål ud. Jeg blev sur og rasende og endte med at gå i seng. I dag skulle jeg så have været til et seminar i Kolding. Jeg skulle stå for en workshop. Jeg havde ikke forberedt mig specielt godt. Arrangementet var ikke specielt godt kommunikeret ud til mig og min usikkerhed omkring dette blev en medvirkende faktor til at det ramlede i dag. For godt nok stod jeg op i morges. Jeg gik også i bad. Jeg spiste også morgenmad, men så kom jeg ikke videre. Jeg kunne intet overskue, mit hovede gjorde ondt og jeg var så træt så træt. Jeg skældte ungerne og fruen ud. Det hele er jo deres skyld. Og så sad jeg ellers der i stolen. Alene. Og med en dag foran mig, der først båd på et interview i Fredericia, efterfulgt af seminar med afsluttende middag, for så at jeg kunne være hjemme ved 21-tiden eller deromkring. Jeg kunne ikke overskue det. Alt var sort. Jeg fik dog sendt et par sms’er og et par mails om, at jeg var blevet syg og ikke kunne komme. Så i stedet har jeg ligget i sengen hele dagen indtil nu. Hvorfor sker det så tit? Hvorfor hører jeg ikke efter min krop og mit hovede. Jeg er glad for at være ude. Jeg er glad for mit job, men jeg kan ikke holde til at arbejde hver dag, være ude hver weekend og flere aftener i løbet af ugen. Bliver jeg klogere, eller vil jeg få flere af denne slags sygedage? Jeg skriver dette både som et blogindlæg, men også som en løftet pegefinger til mig selv.

Nu står den heldigvis snart på ferie i Egypten, men når vi så kommer hjem har vi gjort det igen. Først skal vi til jul det ene sted og så det andet sted og så skal vi fejre nytår et tredje sted. Alle stederne kræver, at vi skal køre langt og sikkert også overnatte, og så er juleferien slut og vi starter hverdagen med underskud. Derfor bliver vi også nødt til at aflyse noget af det. Ikke fordi vi ikke gerne vil se menneskerne – for det vil vi. Men mere for egen overlevelse, for jeg kan ikke følge med mere. Det eneste jeg ønsker er lidt ro og lidt fred, og det er sgu svært, når ens hjerne kører rundt og rundt og rundt.

Heldigvis har man Knausgård min nye helt. Ham vil jeg læse færdig i Egypten. Jeg bliver ikke et bedre menneske, men forstår mere af mig selv, når jeg læser ham.

Vi piver og piver og det er altid de andres problem. Hvis man bevæger sig udenfor i Odense i dag, vil man møde et snehvidt landskab, og straks begynder folk at snakke om erstatningskrav og for dårligt ryddede veje. Det ene og det andet er for dårligt. Folk skal rydde deres fortov, ellers risikerer de et kæmpe erstatningskrav, hvis nogen falder på det. Hvad er det da for noget fis. Uheld sker og uheld vil blive ved med at ske. Hvis jeg falder og brækker armen, så er det da et uheld og ikke nogens skyld. Hvad gjorde man for 100 år siden? Vi salter og salter og salter som sindssyge i det her land, og jeg gad godt vide, hvad naturen siger til at vi hælder så mange tusinde tons salt ud dag ud og dag ind. Men den er nok ligeglad, den indretter sig bare. Jeg synes, vi er blevet en nation af pivere, der hele tiden skylder skylden på andre end os selv. Vi skulle tage os lidt sammen, skulle vi.

I går læste jeg tidligere indlæg på min blog. Jeg gjorde det efter, jeg havde læst i Min Kamp 2 af Karl Ove Knausgård. Og så gik det op for mig, hvor dårligt jeg skrev og hvor ligegyldigt jeg skrev. Ren kompromis og ingen bid. Det er sørgeligt, men det bliver nok ikke bedre, da jeg ikke er bedre.

Jeg har åbnet min egen lille butik, hvor jeg skal sælge mig selv inden for UCL. Det næste år skal jeg undervise, kommunikere og dokumentere i UCL. Det glæder jeg mig faktisk til. Jeg er glad for mine kollegaer og jeg kan jo godt lide at filme og snakke med mennesker. Så det bliver fint.

Vi hænger lidt i det her i Odense og er sådan lidt småsløje allesammen. Det går nok, for nu er der ild i pejsen og ungerne spiller computer. Det vil sige, Nana ser skæg med bogstaver på Oline.dk, mens Aske har nappet min Iphone, hvorpå han spiller Angry Birds. Jeg sidder med min egen lille computer, men ville hellere læse Knausgård. Min Kamp 2 er lige så god som etteren og jeg er næsten halvvejs – det er strålende. Tænk om jeg når at indhente oversætteren og må læse de sidste bøger på norsk. Det håber jeg.

Det var Love Shop i fredags. Det var med Michael, Jensen og Tony, og det var hyggeligt og dejligt. På vej hjem fik vi en shawarma og hjem kom jeg ved 2-tiden. Desværre vågnede jeg klokken 04.30 og kastede op og kastede op. Så sov jeg lidt igen og vågnede igen og kastede op. Ikke fedt at blive syg. Fik det dog lidt bedre og fik Utopiafilm lavet færdigt i sengen, og tog halvskidt til julefrokost med Utopia, men gik dog derfra klokken 22.00, da jeg bare var for træt og sløj. Vågnede så i dag klokken 7 og kastede op og kastede op. Nu gider jeg ikke vågne igen i morgen og kaste op. Næh nej nej nej.

Utopiavideoen er her. Den blev ikke så god som jeg havde håbet, men ofte er det vigtigste at få lavet noget. Hvis ikke man laver noget, så kommer man jo ingen vegne.

Træt som altid. Kom sent i seng og alt for tidligt op, men i dag er det OK. Det var rart at komme sent i seng, for så fik jeg lavet lidt film. Jeg kan godt lide at sidde sent aften og nat og nørkle. Det er der, jeg er bedst, og hvor jeg får noget for hånden, om det så er på film eller på skrift. Men desværre bliver det så kun til fire timers søvn bagefter, men skidt nu med det. Jeg snupper en lur senere i dag, når jeg har skrevet min jobbeskrivelse for det næste år, for den skal chefen have i dag. Orker det ikke helt, men det skal jo gøres siger omstændighederne, for uden skrivelser ingen løn og uden løn ingen ting.

Ungerne er allerede afleveret, og nu vil jeg tage mig en kop dårlig kaffe og starte dagen på helt min egen måde.

Der står meget om Tommy Seebach i aviserne for tiden. Det hænger nok sammen med, at en film om ham er på trapperne. I den forbindelse kan man nu læse, at han var en ener, et vidunderbarn og lignende fine ord. Og personligt havde jeg intet imod personen Tommy. Kan kun forestille mig, at han var en ulykkelig sjæl og at historien om ham er interessant, da en deroute altid er en god historie. Men helt ærligt så var Tommy vel bare en dansktopsanger som så mange andre. Og fint med mig, hvis folk kan lide den slags musik, men en ener var han vel ikke. Det ville jeg nok gå med til, hvis vi snakkede om Kim Larsen eller Steffen Brandt. Men da ikke Tommy Seebach. Det er som om at det laveste kunst er blevet helt i orden at beskæftige sig med. Eksperter som Jørgen de Mylius, Henrik Milling og Dan Rachlin fører sig frem som eksperter på pop. Det svarer lidt til at vide, hvornår forskellige sodavand blev introduceret i Danmark. Lidt sjov viden, men sgu ikke noget, du bliver professor af. Selv Nik og Jay bliver jo taget seriøst. Hvorfor tager vi det useriøse seriøst? Ødelægger vi det ikke dermed? Jeg har intet problem med at Nik og Jay pumper stemningen op til en teenagefest, for det er jo det de kan. Få fulde mennesker til at danse og grine. Så hvorfor tage det seriøst? Det er jo ikke andet end ligegyldigt pop, og lad det så for ind i himlen blive ved det. Det er jo fint nok. Jeg forventer heller ikke, at folk efter min død begynder at snakke om mit store fodboldtalent, der bare var misforstået. Eller om mine film, der burde have vundet i Cannes, når både fodbold og film ikke er andet en spas og ballade.

I går var det hygge og musik til den store guldmedalje. Lene havde afleveret ungerne hos mormor og morfar og så gik det med syvmileskridt til dans og sjov. Eller i hvert fald musik af den levende slags. Vi var til fornem forfest med drinks hos Jensen og derefter til fin forestilling med De Eneste To. Vi havde shawarma med hjem, og dem fortærede vi i sengen. Og vi stod først helt vildt sent op i dag. Nu er ungerne hentet, den indiske mad fortærret og tilbage står nu bare at se Back to the future del 3.

Og så var der godt nok lige historien med udsmiderne i går. Efter koncerten fortrak publikum naturligt ud fra salen. Nogle hentede jakker og tog hjem, men en del stykker blev hængende i den åbne bar på Magasinet i Odense. Det gjorde vi også. Vi snakkede med forskellige mennesker og så er det, at en udsmider kommer hen til os og beder os om at forlade stedet, da de lukker. Baren kører dog lystigt videre og vi har lige købt øl. Jeg fortæller ham pænt, at vi lige har købt øl og at vi ikke har tænkt os, at lade vores øl stå. Han påpeger, at vi gerne må drikke dem nedenunder (læs: udenfor). Mens dette står på serverer baren stadig øl på øl. Vi er måske 200 mennesker til stede, og udsmideren har ikke held til at komme af med os. Han bliver dog ved og får til sidst hjælp af kollegaer. Til sidst går vi da også, da det simpelthen er for latterligt. Denne udsmideroptræden var vi også udsat for efter Morrisseykoncerten i Odense for et stykke tid siden. To udsolgte koncerter, hvor folk efterfølgende bliver hængende for at snakke, men bliver smidt ud af emsige udsmidere. Det var så pinligt at se på. Tidligere på aften umiddelbart inden koncerten stod jeg med en fyr ved navn Lars ved baren. Vi stod ikke i baren, men i anden række og snakkede med dem, der stod i baren. De fleste mennesker var på dette tidspunkt inde til koncerten, der var ved at gå i gang. Op til os kommer en udsmider og beder os om at flytte os. Vi kigger forbavset på ham og spørger hvorfor? Han fortæller os, at vi ikke kan stå, hvor vi står og at vi skal stå op ad væggen i stedet. Det er rent Monthy Python. Hvad sker der med de udsmidere? Hvor får de deres ordrer fra? De løb rundt med deres fine udstyr og kaldte på hinanden og opførte sig som om, at vi havde at gøre med en FCK-Brøndby kamp, og at folk skulle styres på plads konstant. Det var helt skandaløst, hvilket jeg da også fik sagt et par gange.

Og til sidst lige et lille mellemspil fra vores nye singer songwriter – den eneste ene.

Så skulle den være god nok. Jeg kan fortsætte i mit job i et år endnu i hvert fald. Mad på bordet, smør på brødet og far på kontoret, så bliver det jo ikke bedre. Det er godt nok kun et job, men det betyder så meget for så mange på så kort tid. Så skidt med, at jeg smadrede kameraet forleden dag.

I aften står den på koncert med De Eneste To. Jeg tror, det bliver en fest, og det bliver godt. Ungerne er afleveret i Julleminde og så skal far og mor ud og slå til Søren………….eller noget.

Det er dejligt vejr.

I dag har jeg været i Høje Gladsaxe, hvor jeg filmede lidt film, som skal ende med fire webfilm om cricket. Det skal nok blive godt. Ærgeligt, at jeg tabte kameraet, så det gik i stykker, men sjovt at møde to søde drenge og være på besøg i en “pakistansk” lejlighed. Også dejligt at arbejde sammen med Lasse og lære lidt om cricket. I morgen står den på arbejde med lærerstuderende, kaffe med Charlotte Jessen som jeg ikke har set i 12-13 år og så nok bare lidt alenehygge i hytten, da fruen tager til Vejle med ungerne, der skal passes af mormor og morfar. Mor og far skal nemlig sammen til koncert med De Eneste To lørdag. Det skal nok blive godt. Der kommer mange fine mænd og damer med til den koncert.