Tommy

Der står meget om Tommy Seebach i aviserne for tiden. Det hænger nok sammen med, at en film om ham er på trapperne. I den forbindelse kan man nu læse, at han var en ener, et vidunderbarn og lignende fine ord. Og personligt havde jeg intet imod personen Tommy. Kan kun forestille mig, at han var en ulykkelig sjæl og at historien om ham er interessant, da en deroute altid er en god historie. Men helt ærligt så var Tommy vel bare en dansktopsanger som så mange andre. Og fint med mig, hvis folk kan lide den slags musik, men en ener var han vel ikke. Det ville jeg nok gå med til, hvis vi snakkede om Kim Larsen eller Steffen Brandt. Men da ikke Tommy Seebach. Det er som om at det laveste kunst er blevet helt i orden at beskæftige sig med. Eksperter som Jørgen de Mylius, Henrik Milling og Dan Rachlin fører sig frem som eksperter på pop. Det svarer lidt til at vide, hvornår forskellige sodavand blev introduceret i Danmark. Lidt sjov viden, men sgu ikke noget, du bliver professor af. Selv Nik og Jay bliver jo taget seriøst. Hvorfor tager vi det useriøse seriøst? Ødelægger vi det ikke dermed? Jeg har intet problem med at Nik og Jay pumper stemningen op til en teenagefest, for det er jo det de kan. Få fulde mennesker til at danse og grine. Så hvorfor tage det seriøst? Det er jo ikke andet end ligegyldigt pop, og lad det så for ind i himlen blive ved det. Det er jo fint nok. Jeg forventer heller ikke, at folk efter min død begynder at snakke om mit store fodboldtalent, der bare var misforstået. Eller om mine film, der burde have vundet i Cannes, når både fodbold og film ikke er andet en spas og ballade.