Sort mandag og tirsdag

I weekenden stod den på julefrokost i Horsens. Det var alletiders dag og aften. Vi hyggede, snakkede, drak og lavede også film. Vi snakkede blandt andet om at skrive. Det var kloge og velskrivende mennesker, jeg var sammen med, men ingen af dem skrev. Desværre, for de skriver godt allesammen. Christian kunne godt lide min blog fordi den ikke kun var sukkersød med fløde på………..eller noget i den stil. Og jeg skriver gladeligt videre på og om mit liv. Det er både rart at skrive, men på en eller anden naiv måde tror man jo også, at det gavner andre end sig selv. At det bringer enten glæde eller forståelse, eller noget helt tredje jeg ikke ved noget om. Men dette indlæg skulle ikke handle om julefrokosten med gamle specialekammerater. Det skal handle om tiden derefter. Jeg kunne godt mærke, at jeg har været meget ophængt på det seneste. Der har været mange arrangementer, men også usikkerhed omkring job og økonomi og lignende. Jeg har en tendens til at slå den slags ting hen. Ignorere det og sige, at det jo bare er en periode. Men stigende søvnunderskud, dårlig mad, dårlig form og stressende hverdag og aftener vinder altid til sidst. Og denne gang var det så mandag og tirsdag, hvor jeg har været ramt. Mandag var jeg på job, men da ungerne kom hjem, blev det hele for meget. Kunne ikke holde deres skrig og skrål ud. Jeg blev sur og rasende og endte med at gå i seng. I dag skulle jeg så have været til et seminar i Kolding. Jeg skulle stå for en workshop. Jeg havde ikke forberedt mig specielt godt. Arrangementet var ikke specielt godt kommunikeret ud til mig og min usikkerhed omkring dette blev en medvirkende faktor til at det ramlede i dag. For godt nok stod jeg op i morges. Jeg gik også i bad. Jeg spiste også morgenmad, men så kom jeg ikke videre. Jeg kunne intet overskue, mit hovede gjorde ondt og jeg var så træt så træt. Jeg skældte ungerne og fruen ud. Det hele er jo deres skyld. Og så sad jeg ellers der i stolen. Alene. Og med en dag foran mig, der først båd på et interview i Fredericia, efterfulgt af seminar med afsluttende middag, for så at jeg kunne være hjemme ved 21-tiden eller deromkring. Jeg kunne ikke overskue det. Alt var sort. Jeg fik dog sendt et par sms’er og et par mails om, at jeg var blevet syg og ikke kunne komme. Så i stedet har jeg ligget i sengen hele dagen indtil nu. Hvorfor sker det så tit? Hvorfor hører jeg ikke efter min krop og mit hovede. Jeg er glad for at være ude. Jeg er glad for mit job, men jeg kan ikke holde til at arbejde hver dag, være ude hver weekend og flere aftener i løbet af ugen. Bliver jeg klogere, eller vil jeg få flere af denne slags sygedage? Jeg skriver dette både som et blogindlæg, men også som en løftet pegefinger til mig selv.

Nu står den heldigvis snart på ferie i Egypten, men når vi så kommer hjem har vi gjort det igen. Først skal vi til jul det ene sted og så det andet sted og så skal vi fejre nytår et tredje sted. Alle stederne kræver, at vi skal køre langt og sikkert også overnatte, og så er juleferien slut og vi starter hverdagen med underskud. Derfor bliver vi også nødt til at aflyse noget af det. Ikke fordi vi ikke gerne vil se menneskerne – for det vil vi. Men mere for egen overlevelse, for jeg kan ikke følge med mere. Det eneste jeg ønsker er lidt ro og lidt fred, og det er sgu svært, når ens hjerne kører rundt og rundt og rundt.

Heldigvis har man Knausgård min nye helt. Ham vil jeg læse færdig i Egypten. Jeg bliver ikke et bedre menneske, men forstår mere af mig selv, når jeg læser ham.