Jeg er et b-menneske. Et udpræget b-menneske, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Hvorfor skal b-mennesker i øvrigt kaldes b-mennesker og ikke a-mennesker? Hvorfor er det kun næstbedst at være b-menneske. Hvorfor er vores samfund lagt an på a-mennesker? Det handler om børn. Om de forbandede unger. De er jo pr. definition a-mennesker og når mor og far er oppe, så kan de jo lige så godt tage på job. Og når mor er a-menneske og ungerne også er vågne, så må far jo bare spille med på legen. Men far hader det. Far hader at vågne om morgenen og være 100 gange så træt, som da han gik i seng. Far hader at være møgtræt hele dagen indtil efter 20.00, hvor han vågner op til dåd. Sådan har jeg altid haft det. Jeg har aldrig kunnet holde mig vågen om formiddagen. Jeg faldt altid i søvn i timerne på universitet, hvor man bare skulle lytte. Jeg falder altid i søvn om formiddagen, når jeg har muligheden for det. Og jeg hader at køre bil om formiddagen, for jeg er altid ved at falde i søvn bag rattet. På uni elskede jeg nok mest perioderne med opgaveskrivning, for så kunne jeg bare være vågen om natten og sove hele formiddagen. For det handler ikke om antal timers søvn. Det handler om at have en anderledes rytme, og det er det mange ikke forstår. Mange mennesker anser b-mennesker for at være dovne, da de jo gerne vil sove længe. Men man er jo ikke mere doven af at sove fra 03.00 til 11.00 end man er ved at sove fra 22.00 til 06.00. Hvis jeg skulle leve som b-menneske nu, ville det kræve en af to ting. Det første var, at Lene ordnede alt med ungerne hver morgen. Det andet var, at jeg flyttede for mig selv og levede mit b-liv der. Det første gider Lene ikke, og det andet gider jeg ikke. Så jeg er altså fanget i en ond cirkel. Det er fanderme synd for mig. Stakkels mig. Poor little rich boy. OK det er måske ikke synd, men det er dog tankevækkende. Gad vide, hvor stor en del af Danmarks befolkning, der er b-mennesker? Mit bud er, at det er over 40%, og det er sikkert også over 50%. Det må jeg lige finde ud af.
