Måned: februar 2011

Jeg får hørt en del Gaslight Anthem for tiden. Jeg tror ikke de er sådan et band, som anmelderne råber vildt hurra for, men jeg aner det faktisk ikke. De gør mig bare i godt humør, så de er både i bilen og i ørene, når jeg løber. Jeg er sådan set også ret så ligeglad med om musikken er den rigtige. Sålænge den rammer mig. Sålænge jeg føler noget, når jeg hører den. Det er jo det, der ofte er galt med x-factor musik. Det er fint og pænt og poleret, men det rør jo ingenting i folk. Det er bare korrekt udført.

I nat fik Susanne Bier en Oscar, og det synes jeg er fedt. Jeg går ikke så meget op i Oscar, eller i Susanne Bier for den sags skyld, men da jeg så hun havde fået den, blev jeg helt glad på hendes vegne. Hun virker så sympatisk, og jeg er ikke i tvivl om, at det er velfortjent. Ham der fra X-factor var dog ude og sige noget med, at hun bare er håndværker, og når han laver en film, bliver det nyt og udfordrende og aldrig set før. Han snakker for meget, og siger for lidt. Jeg siger bare tillykke Susanne, og tak fordi du kiggede på bloggen.

Ungerne er lagt i seng, og Lene er på kursus. Jeg har et par testemonials, som det åbenbart hedder, der skal laves inden sengetid. Det er nogle studerende, der fortæller om, hvorfor de har valgt at læse til lærer. Det var meget søde studerende, men lige nu gad jeg måske hellere bare slappe på sofaen end at lave film. Sådan har jeg det tit, da jeg nemlig er en anelse doven.

Hører som altid en del Bruce, men da jeg var ude og løbe i onsdags stod den på The Gaslight Anthem, som ikke er Bruce, men som er meget glade for Bruce. Her er det forsanger Brian, der hjælper Bruce med No Surrender, og det er fra den fine London Calling Live DVD. Brian og Bruce.

Indrømmer blankt, at jeg ikke har været en af hendes største fans, men nu er jeg vist blødt så meget op som man kan efter hendes trøjevalg til kampen i går.

Også i dag var jeg en tur hos Christine til rystelser og vejrtrækning. Jeg skal også derned på fredag, men så må jeg klare mig selv derfra. Det er lidt ærgeligt. Gad ellers godt have sådan en tur hver dag, selvom mine lårbasser godt kunne mærke presset i dag. De der rystelser, som går helt op i ryggen er ret så fantastiske og skøre. I dag fik jeg et tæppe over mig, da det var slut. Så lå jeg så der og slappede helt af i nogle minutter. Bare totalt afslappet, mens verden drøner forbi. Drøn. Og jeg ånder ind og puster ud. Og trækker vejret ind og puster ud. Og ind og puster ud. Og ind og ud. Nu vil jeg sidde alene i vores stue, mens anlægget vil spille den nye PJ Harvey for mig. Og kun mig.

Det er søndag i sofaen. Ved siden af mig sidder Aske og spiller Nintendo DS for fulde hammer. I fjernsynet er der slalom fra Garmisch Partenkirchen eller Mixing Part som Erlend Loe skriver i sin nyeste gode bog, som jeg læste for snart lang tid siden. Liverpool holder fri i denne weekend, så vi benyttede friheden til at tage en tur til Ålborg fredag. Vi kom hjem i går, og jeg var træt. Lagde mig til at putte ungerne i vores seng i går aftes med det resultat, at jeg faldt først i søvn. Stod op 12 timer senere. For satan det var nice. Mega nice faktisk. Jeg er normalt dårlig til at sove. Men ikke i nat. Bevares jeg vågnede da et par gange, men all in all var det altså en stor sovefest. Planen i dag er en løbetur. Ikke andet. Havde egentligt noge arbejde, men det var sgu så dumt, at jeg lige har skrevet til dem, der skulle have det, at jeg ikke laver det alligevel. Måske en anelse vovet, men hellere vove noget end at lave noget lort. Så vigtigt er det jeg laver jo heller ikke.

Nå tilbage til skiløb og internet.

Til dem, der endnu ikke har læst Danmarks sjoveste blog, så tryk lige på linket og gør det. Http://www.dagpengeland.dk.

I denne uge har jeg hentet hele tre plader. Eller det vil sige, at det jo ikke er plader længere, ej heller cd’er, men en række filer jeg har hentet over det der internet. Hvad skal vi så kalde dem? Albums? Jeg tror bare, jeg stadig kalder dem for plader, da det nu engang er det fineste ord. Den første jeg hentede var med Florence and the Machine, efter jeg havde set dem spille til Nobels fredsprisoverrækning. Det lød så flot, at jeg måtte høre mere. Hun synger lidt som Kate Bush eller måske Tori Amos, og det er så fint i min verden. Måske også der er lidt PJ Harvey over det, i hvert fald var PJ Harveys Let England Shake den næste plade jeg købte. Den er særlig fin og handler om krig og England. Den har jeg hørt meget, og er ved at blive rigtig glad for. Sidst købte jeg den nye med Brigh Eyes, men den har jeg ikke fået hørt endnu. Kan bedst lide Bright Eyes, når det er sådan lidt countryagtigt. Det er den nye vist ikke, men derfor kan den jo godt være god. I morgen kommer der en ny med Radiohead. Den henter Lene garantrisse.

I aften viste DR 2 så lige en film af Mike Leigh. Jeg har kun set gode film af Mike Leigh. Ikke at jeg har set alle hans film, men jeg har da set de fremragende Life is sweet, Naked og Secret and Lies. Og nu altså også Happy go lucky, som jeg også var vild med.

I går så jeg Something Wild. Det er en film af Jonathan Demme og den er fra 1986. Det er ikke en af filmhistoriens mesterværker, men den har alligevel et eller andet over sig. Nogle år senere lavede Demme Ondskabens Øjne og blev et kæmpe hit og et stort navn. I Something Wild er Melanie Griffith super duper hot og minder meget om Patricia Arquette i True Romance. De snakker på den helt samme sexede måde. Jeff Daniels er også ret suveræn som den kiksede Charles, mens Ray Liotta som sædvanligt er en herlig særlig psykopat. Me like.