Sidder på Københavns Hovedbanegård og venter på at blive hentet. Det er sidste dag med optagelser til cricketfilm, og vejret er fantastisk. Jeg drikker en dyr cappuccino og har lige spist en dyr croissant. Kunne nok have nøjedes med en kop kaffe og en bolle, men her så så rart ud, her hvor jeg er. Ikke rart som i bedstemor, men som i, at her ikke var så mange mennesker, og jeg kunne sidde for mig selv og skrive lidt, tænke lidt og sms’e lidt. I toget på vej herover fik jeg omsider færdiggjort Min kamp nummer fire, og efter mange tusinde sider, er jeg stadig ikke træt af Karl Ove Knausgård. I nummer fire er han omkring de atten år, og man føler vitterligt, at det er en attenårig, der skriver. Det handler om druk, fester, piger, musik, litteratur og livet generelt, og det er så sindssygt godt skrevet. Når jeg kommer hjem i dag vil jeg bestille nummer fem og håbe, at jeg får tid til at læse den hurtigt, ellers er der jo snart sommerferie, så der kan den vel presses ind. Ikke at jeg har et for travlt liv. Jeg har vel bare et til tider ustruktureret liv, og så får man ikke altid sat sig ned med en god bog.
Det sjove ved mit besøg på denne cafe, er at de andre gæster sikkert også er her for første gang. Ingen kender hinanden, og jeg kan sidde helt for mig selv i fuldstændig anonymitet. Det holder jeg meget af. Karl Ove Knausgård fortæller i en af bøgerne, at han hver dag tager sig en lille pause fra familien, og tager på cafe, hvor han drikker kaffe, ryger et par cigaretter og læser i en bog. Det er dog vigtigt for ham, at det ikke er den samme cafe han besøger mere end to dage i træk, for så forsvinder det anonyme. Tjeneren begynder at spørge om man skal have det sædvanlige, og hilser pænt og så videre. Det er Knausgård ikke interesseret i. Det er jeg heller ikke interesseret i.
