Jeg er langsom, og har alle dage været det. Min krop har ingen accelerationsstyrke, og det har altid gået mig på. Jeg har selvfølgelig aldrig været den sløveste i verden, men i forhold til mine venner har jeg næsten altid været den langsomste. Det er først i min nuværende alder, at det begynder at gå op for mig, at det ikke gør noget. Jeg kunne muligvis gennem intensiv intervaltræning gøre mig hurtigere, men det interesserer mig ikke. I de seneste 17 dage har jeg gennemført Grejsdalsløbet, Århus Rundt og i dag Eventyrløbet, og alle gange er jeg kommet i mål i den sidste halvdel eller fjerdedel. Men hvor jeg tidligere måske ikke ville løbe fordi det var pinligt eller skidt at blive løbet fra, er jeg i dag glad for, at jeg gør det. Det er jo de mange timer på landevejen, der gør mig glad, og at de så kun giver mig større udholdenhed, men ikke gør mig hurtigere, er jo ligemeget. De seneste mange år har jeg været en halvskadet fodboldspiller, der aldrig kom i form, da jeg konstant havde ondt. Efter at have droppet fodbolden, har jeg tabt mig en del og er kommet i bedre form. Det lyder måske lidt helligt, men bedre form er lig med bedre humør for mig, og overskud og humør er vigtigt, når man leger far og ansat ved den danske stat.
Løbet i dag blev klaret på 57 minutter og 34 sekunder. Det er ikke hurtigt, men det er fedt, at min form nu er sådan, at jeg bare lige løber 10 km på trods af at forrige løbetur ligger tilbage i marts, da jeg løb rundt om Hyde Park.
