Jeg hører tøsemusik for tiden. Måske er det fordi, jeg er en tøs. Måske er det fordi min søde kollega Anna-Maj forleden snakkede om at hun hørte tøsemusik. Det vil sige, at jeg for tiden hører Florence and the machine og Agnes Obel. Jeg kan simpelthen rigtig meget godt lide det. Jeg kan også lide PJ Harvey, Tori Amos og Kate Bush. Jeg er dog ingen ekspert i nogen af de ovenstående damer, men kan bare lide at lytte til dem og deres sange. Blandt andet synes jeg det er fint, når Florence synger: “a kiss with a fist is better than none”. Eller det er måske mere barskt end det er fint. Sangen handler i hvert fald om to mennesker, der skændes ret meget, og som måske alligevel elsker hinanden.
Af læsestof er jeg gået lidt i stå, men gik i går aftes i gang med The Commitments af Roddy Doyle. Det er og bliver en af mine absolutte yndlingsfilm, som jeg har set tusinde gange, og som jeg vil se igen, når jeg har læst bogen færdig. Den er kort og på irsk, eller i hvert fald snakker de sjov dialekt. Det er så godt. Det var en tilfældighed, at jeg så The Commitments i sin tid. Der var biograffestival og mig og rødderne havde fået et par øl og var taget ind til Århus. Vi tog en tilfældig film, og det var så The Commitments, og den var og er fantastisk. Sjovt i øvrigt, at ham, der spiller Outspan Foster også spiller hovedrollen i Once. Once er også fantastisk.
Jeg er meget positiv her til aften. Det er da meget rart.
