Så ankom bind nummer seks af min kamp. Den glæder jeg mig til at læse. Den indeholder blandt andet 400 sider om Hitlers Mein Kampf, og er på over 1100 sider. Der bliver mange timers underholdning og tænkning. I samme forbindelse kører for tiden en diskussion i mit hovede. Hvem er værst (om nogen) højrefløjen eller venstrefløjen. Jeg har jo længe ment, at man kan sammenligne noget af retorikken på højrefløjen med den retorik, der fandt sted i 30’ernes Tyskland, men på det seneste har jeg oplevet oprevede kollegaer, der mener at venstrefløjen er lige så slem. Jeg er ikke enig, men på den anden side findes der jo pointer, der siger mig imod. Men findes der eksempelvis blandt Enhedslistens medlemmer stalinister? Kan man forsvare Ole Sohn? Hvordan ser vi på kommunister over for nazister, og kan man overhovedet sammenligne. I Matador eksempelvis holder vi af Røde (udover han jo er et pjok), mens vi kommer til at hade Ellens far Holger. Jeg har det på samme måde, men er det egentligt rigtigt? Man kan også vende det om og spørge om Dansk Folkeparti overhovedet er så slemme som jeg eller andre gør dem til. Meget afhænger i alt fald af øjnene, der ser. Der var temalørdag om venstrefløjen i lørdags på DR2, men jeg fik det ikke set. Jeg vil se det på nettet en af de kommende dage, og forhåbentlig blive klogere på det hele. Ellers må jeg bare spørge alle mine kloge venner, der i øvrigt mange af dem stemmer på liste Ø.