Vi er nu i 1985, og jeg går stadig på fritidshjem. Og i dette år, hvor Danmark slår Sovjet med 4-2 i parken, hvor Hinault vinder touren og hvor jeg første gang i mit liv er uden for Danmarks grænser, kommer min yndlingsplade nummer 9. Det er ikke en studieplade, men en liveplade. Jeg er normalt ikke meget for liveplader, da jeg altid synes lyden er for ringe og man alligevel ikke fanger selve stemningen. Men dette er altså ikke en almindelig liveplade. Det er livepladen over alle liveplader. Ja faktisk er det ikke bare en plade, det var i sin tid hele fem plader, som jeg fik overspillet på 3 BASF 90 minutters bånd. Der kunne være en plade på hver side. På den sidste side var Dire Straits med Brothers in arms. Og ja det er selvfølgelig Bruce Springsteens liveopsamlingshovedværk Live 1975-85. Og udover det er nogle vanvittigt gode plader, så er de også fyldt med stemning og historie. Jeg kan huske, at Poul Erik havde dem med på fritidshjemmet, og at vi hørte dem. Jeg var vild med det, og vi spillede dem over på de føromtalte BASF-bånd. Jeg var dengang meget vild med War, som vist nok var det hårdeste og vildeste jeg til dato havde hørt. I dag er jeg en sucker for introen og nummeret The River. Det er faktisk ikke længe siden, at jeg hørte den i bilen med familien hos mig. Vi kørte op ad Skibhusvej og henad Emilievej i det Bruce når slutningen af introen og nummeret starter. Da bilen holder stille triller tårene ned ad mine kinder. Det er måske en banal indledning om Bruce og hans forhold til sin far, men det rammer mig hver gang. Pladen er fyldt med højdepunkter, og kan kun anbefales. I øjeblikket koster den det latterlige beløb af 99 kroner på Itunes.
Det var også den plade Søren hørte i bilen, da han hentede mig for et par år siden, hvor vi var i sommerhus sammen.
Og apropos Poul Erik, så husker jeg tre historier om ham. Han var pædagog på fritidshjemmet, og nok den første voksne, der tog mig alvorligt og troede på mig. Udover musikken husker jeg, at jeg engang kom med ham, da han skulle hente kage til de andre pædagoger. De fik som alle gør, kage i ny og næ. Jeg husker det som om, at jeg også fik en kage den dag. Det var måske et studenterbrød. Det tror jeg faktisk det var. Og så var der det med Brothers in arms. Han forklarede mig, at det betød brødre i hæren eller noget i den stil. Jeg var ikke klar over at arms ikke betød arme. Jeg husker også en dag han kom forbi min skole og så mig i skolegården. Han stoppede op og snakkede med mig, sikkert om fodbold eller om noget i den stil, men også for at høre, hvordan jeg havde det. Det var stort for mig, at en voksen interesserede sig for mig og ikke bare syntes, at jeg var en lille ballademager eller noget i den stil. Efter at have skrevet indlægget i går om Kliché, søgte jeg for sjovt på nettet efter Poul Erik. Jeg fandt en, der kunne være ham og tog chancen og sendte ham en mail. Et par timer senere svarede han, at det var ham, og at han godt kunne huske mig. Det var på en eller anden måde meget rørende.
Men nummer 9 er altså Bruce. Her er han med War. Det er ikke det sidste vi har hørt fra Bruce på denne liste.
Det var også den plade Søren hørte i bilen, da han hentede mig for et par år siden, hvor vi var i sommerhus sammen.
Og apropos Poul Erik, så husker jeg tre historier om ham. Han var pædagog på fritidshjemmet, og nok den første voksne, der tog mig alvorligt og troede på mig. Udover musikken husker jeg, at jeg engang kom med ham, da han skulle hente kage til de andre pædagoger. De fik som alle gør, kage i ny og næ. Jeg husker det som om, at jeg også fik en kage den dag. Det var måske et studenterbrød. Det tror jeg faktisk det var. Og så var der det med Brothers in arms. Han forklarede mig, at det betød brødre i hæren eller noget i den stil. Jeg var ikke klar over at arms ikke betød arme. Jeg husker også en dag han kom forbi min skole og så mig i skolegården. Han stoppede op og snakkede med mig, sikkert om fodbold eller om noget i den stil, men også for at høre, hvordan jeg havde det. Det var stort for mig, at en voksen interesserede sig for mig og ikke bare syntes, at jeg var en lille ballademager eller noget i den stil. Efter at have skrevet indlægget i går om Kliché, søgte jeg for sjovt på nettet efter Poul Erik. Jeg fandt en, der kunne være ham og tog chancen og sendte ham en mail. Et par timer senere svarede han, at det var ham, og at han godt kunne huske mig. Det var på en eller anden måde meget rørende.
Men nummer 9 er altså Bruce. Her er han med War. Det er ikke det sidste vi har hørt fra Bruce på denne liste.
Edit: pladen kommer selvfølgelig først i 86, og ikke i 85. DK har altså været i Mexico, og det var Lemond, der vandt Touren. Liverpool vinder the double i UK. Og jeg er blevet 13 år.
