Altså der er ingen grund til bekymring om lille mig. Jeg er OK. Havde bare brug for en pause og noget søvn og nogle cykelture. Stress er skidt og farligt, men det er ingen sygdom, og det går over, når man får ro og fred. Det er lidt skørt, men en af de ting, jeg har hængende i forhold til job, er et lille indslag om …… stress. Det skal jeg nok poste her på siden, når det bliver klart efter påske engang.
I dag skulle cykelturen have været gået til Juelsminde, men sne og blæst fik mig på andre tanker. I stedet blev det til tur hernede i blæst og bakker. Og med trætte ben, drikkes hvidvin i særligt fint selskab. Men nu vil jeg sove. Godnat og sov godt.
Jeg har sgu meldt mig syg fra arbejde. Jeg har fået stress, som joner så smart og oppe i tiden. Jeg valgte først ikke at lytte til de to tests, jeg havde taget på nettet, som begge viste, at jeg var i det røde felt. Så arbejdede jeg videre, og så kunne jeg mærke, at nu går det snart galt. Og så tager man beslutningen og melder sig syg. Er det ikke altid sådan med dig Henrik? Er du ikke altid deprim eller stresset eller bare generelt dårlig? Nej det er jeg faktisk ikke. Det er korrekt, at jeg havde en sygemelding for fire år siden i forbindelse med den herlige kombination af stress, fars død og datters fødsel. Derudover har der ikke været det store. Jeg er også i god fysisk form, og skal nok komme tilbage. Jeg er bare for flink og siger ja til for mange ting og for meget usikkerhed. Vil du høre mere, så kør ind til bageren, køb en kage og kom forbi Emilievej.
I morgen har jeg tænkt mig at cykle til Juelsminde. Men er du ikke sygemeldt? Jo, men benene fejler altså ikke noget. Jeg trænger til at slappe af i mit lille hovede, og det gør jeg bare bedst på min cykel.
Jeg er ked af, at jeg ikke kun bringer glade facebookopdateringer på min blog, men sådan er livet jo heller ikke.
Jeg flyttede hjemmefra i 1992. Det var ikke ren lykke, og en ganske sort og barsk tid. Jeg boede på et lille værelse ikke så langt fra Harald Jensens Plads, og tog kampen op mod den virkelige verden. Alt var meget sort og koldt. Jeg læste økonomi på universitetet, og weekendene gik med druk, musik og mere druk. Jeg var vist sådan ret ustabil af støbning. Og så var der den der sang fra MASH, som lå på det elektriske barometer. Det var ikke den oprindelige udgave, men en rå, grim og alligevel fantastisk smuk version. Suicide is Painless. Jeg tog en tur i Stereo Studio i Århus for at finde nummeret. Jeg fandt det ikke, men fandt i stedet Generation Terrorists, som albummet med de der Manic Street Preachers hed. Jeg købte det, og hørte det hele tiden. Mit anlæg stod på gulvet i mit værelse. Højttalerne var affarvede af, at jeg havde kastet op udover dem, da jeg havde været syg. På mit bord stod resterne fra flere dages aftensmad, og gulvet var konstant støvet. Jeg levede af ravioli, forårsruller og leverpostejsmadder. Og når alt faldt fra hinanden hørte jeg Motorcycle Emptiness, Condemned to Rock’n’roll, Little baby nothing og hvad numrene ellers hed på den lange plade. Den plade river min sjæl itu, men renser mig også indvendigt.
Et par år senere fandt jeg Suicide is Painless på single i Tyskland. Det er stadig et fedt nummer.
Manic Street Preachers spiller to gange i Danmark i år. Jeg er der til begge.
Denne plade passer perfekt ind i dag. Ikke når man kigger ud på det fine solskin, men når man kigger ind i de sorte huller bag de brune øjne. I lørdags sagde min krop fra. Efter en fantastisk cykeltur med to smukke mennesker, kunne den ikke mere. Hjemme blev alt sort og jeg måtte lægge mig. Nu er jeg stået op igen efter 40 timers søvn. Jeg tror det kaldes stress. Det modernes lykkelige biprodukt. Det er ikke så fedt, man skulle jo ellers blive så lykkelig af alt det der arbejde/forbrug/liv. Tjahhhh. Det kostede da på familiekontoen. Det kostede en 40-års fødselsdag. Det kostede. Sådan har det sikkert også kostet i ny og næ for Lars Hug og Søren Ulrik Thomsen. Det er i hvert fald de to, der står bag plade nummer to. City Slang. Den fantastiske City Slang fra de sorte firsere.
Jeg fik den spillet over på bånd af Lars. I starten var den mig meget fjern og kantet. Men så gik tiden og den blev bare bedre og bedre. Teksterne fra SUT’s digtsamling med musik og vokal af Lars, passede fint ind på en sortseende ung mand med følelserne uden på tøjet. Jeg husker engang, hvor jeg var alene hjemme i Tranbjerg. Det var vinter og sne. Jeg ville i biografen for at se The Hot Spot. Jeg tog mine vinterstøvler på og satte City Slang på walkman’en og vandrede så de 11 kilometer ind til Royal Bio i Århus. Jeg købte billet, så film og gik så halvvejs hjem igen, inden jeg ved Marselisborg fangede bus nummer 1 og tog den. Hele vejen hørte jeg City Slang. Det var mørkt og koldt.
Da jeg i 1995 gik på Brandbjerg Højskole var jeg så heldig at få lov til at hente Søren Ulrik Thomsen i Billund Lufthavn og køre ham ud på højskolen. Jeg afleverede ham også bagefter. Han holdt også et oplæg, hvor jeg spurgte om det gav mening i livet at beskrive det meningsløse liv. På vej tilbage til Billund spurgte jeg ham til City Slang og Lars Hug. Jeg husker ikke, hvad han svarede, kun at han virkede rigtig rar.
Edit: Underligt, at jeg uvidende skriver dette den samme dag, hvor en dokumentar om City Slang-pladen har premiere i Øst for Paradis i Århus.
Jeg er en lille hvid knægt i Tranbjerg. Min vægt er ikke meget mere end 60 kilogram. Jeg er begyndt at cykle lidt, men ellers går meget af tiden med at høre musik. Og så går jeg også op i politik. Jeg er en af de eneste røde i min meget borgerlige klasse på min meget borgerlige skole. Jeg er medlem af Amnesty International, og jeg er begyndt at interessere mig meget for de sorte i USA. Det udspringer blandt andet af, at P4 i P1 har højtlæsninger af Muhammed Alis selvbiografi, som fanger mig helt vildt. Jeg låner den på biblioteket og læser den. Men også gennem rapmusikken er jeg fanget. Jeg fik min første plade med Public Enemy i Stereo Studiet i Randers med min far. Det var og er en god plade, men det er deres anden plade, der rammer mig. Jeg kan huske, at jeg bestilte den hjem i Salling i Århus. Ofte tog Christer fra min klasse og jeg ned i Salling, hvor vi lyttede til plader. Så stod vi der og lyttede, men købte sjældent noget. Men der var her jeg købte pladen med den herlige titel “It takes a nation of millions to hold us back”. Det er rapmusik. Det er politisk. Og jeg var solgt. Jeg fulgte referencerne i teksterne og lånte bøger på biblioteket. Jeg læste om Black Panther Party, Malcolm X, Martin Luther King og mange andre. I skolen var det ikke noget vi hørte om i historie. Det kunne jeg ikke forstå, for det jeg jo så spændende og skræmmende på samme tid. Selvom jeg ikke længere er en sort borgerrettighedsforkæmper hører jeg stadig pladen, og synes stadig den er fantastisk. Jeg er ikke en typisk hip hop type kan man vist roligt sige, men Public Enemy og Beastie Boys hænger stadig ved. Jeg købte dog kun de første tre plader med Public Enemy, men de ændrede også mit liv og min verdensopfattelse. Jeg har ikke kunnet finde en video fra denne plade, så I får bare en nyere en af slagsen. Ingen ser den alligevel, da ingen af mine venner kan lide hip hop udover mig. Det er kun godt. Vi skal ikke være alt for ens.
Edit: Jeg skriver ofte mine indlæg på ipad, men youtube på ipad er elendig til at søge videoer frem. Tilbage ved computeren fandt jeg selvfølgelig “hittet” fra pladen. Også indspillet af Tricky.
Det var en fødselsdagsgave fra Lars og Dorthe. Jeg husker ikke hvilken. Måske jeg blev 16 eller 17, så det var i 1989 eller 1990 mener jeg. Jeg hørte stort set kun hip hop og havde en lidt fjendsk holdning til pop. Men det var altid rart at snakke musik med Lars. Lars er Dorthes mand, dengang bare kæreste. Dorthe er Jørns datter. Jørn er min mors mand, dengang kun kæreste. Lars introducerede mig til The Doors og til Pink Floyd, men også til Lars Hug. Det kan lyde lidt underligt, når jeg nu i forvejen var glad for kliche, men sådan er livet så finurligt. Pladen var og er Kopy, og man kan diskutere om det er den bedste fra Hugs side, men for mig er det den vigtigste. Den består kun af covernumre og på den vis blev jeg også glad for anden dansk musik såsom CV Jørgensen og Gasolin.
Lars Hug blev musikken for mig, da jeg gik på handelsskolen på Hans Broges Gade i Århus. Sammen med min gode ven Søren Pjengaard hørte vi det hele tiden. Vi var unge og følsomme. Jeg var den mørke type, hvor Søren var mere lys. Han havde held med pigerne, hvilket jeg ikke havde. Jeg kom meget i Sørens hjem og blev nærmest en reservesøn for Johs og Elna som Sørens mor og far hedder. De besøg og ophold i Skødstrup betyder den dag i dag enormt meget for mig. Specielt en episode, hvor jeg snakkede med Sørens fantastiske mor. Dengang havde jeg ring i øret, og det var ikke lige velset alle steder. Sørens mor fortalte, at første gang hun havde set mig med Søren havde hun tænkt, at jeg var dårligt selskab. Men at hun havde taget alvorligt fejl og var blevet utroligt glad for at Søren havde en ven som mig. Når man er 17-18 år og en følsom ung mand, så betyder sådan noget rigtig meget. Jeg har ikke set Søren i en del år, men i ny og næ skriver vi en mail til hinanden. En dag mødes vi og snakker om gamle dage. Det glæder jeg mig til.
Jeg havde skrevet et indlæg i mit hovede, men fandt ud af, at nummer fem var nummer fire, og nu er det om igen. Nummer fem er nemlig med de der Beastie Boys igen. Det er opfølgeren til Licensed to Ill, og den hedder Paul’s boutique. Jeg hørte meget hip hop i denne periode, men det var der ikke mange andre, der gjorde. Hvor man i dag hører (dårlig) rap allesteder, var det i 1989 meget begrænset. Jeg kan huske, at jeg hørte meget radio dengang. Og der var et program, hvor det var Soulshock og Kenneth Bager, der spillede musik. Det hørte jeg på mit værelse i Tranbjerg. Det var mest house og remis og sådan. Men af og til spillede de også god rap, og så var jeg glad. Det var i dette program, jeg hørte den første single fra Paul’s boutique. Den hed og hedder Hey Ladies, og var meget anderledes end den første plade. Jeg syntes, at der var gået en uendelighed siden Licensed to Ill, men det var kun to år efter mit køb i Fona med Henrik Skovby. Jeg købte Paul’s boutique med det samme den udkom. Jeg elskede at ligge på min seng og høre musik. Og læse teksterne. Og til tider falde lidt i søvn til musikken efter en lang dag i skolen. Det var mit frirum. Jeg husker, at jeg til at begynde med blev skuffet over pladen. Den var jo ikke som den gamle og slet ikke så fængende. Den solgte i øvrigt heller ingenting og blev et kommercielt selvmål for drengene. Men. Og med men, mener jeg men. Den havde noget. Cd-coveret kunne foldes ud og så stod teksterne skrevet i en lang smøre. Hver gang teksten til et nyt nummer startede var det markeret med en lille fisk. Teksterne var skæve og skøre og helt fantastiske. De fangede mig, og jeg hørte pladen igen og igen for at komme ind i teksterne, og lidt efter lidt fangede musikken også. Og efter mange gennemlytninger var jeg helt solgt. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Den dag i dag kender jeg ingen andre end mig selv, der har denne plade. Den er anderkendt som værende en milepæl inden for hip hop. Det var meget typisk for den tid, at jeg hørte musik ingen i min klasse gad høre. Det var bare mig og Paul’s boutique på værelset.
Jeg har mistet overblikket over mine yndlingsplader. Jeg husker simpelthen ikke, hvornår de kommer til mig i mit liv, så nu er den kronologiske rækkefølge ved at ryge sig en tur. Men jeg fortsætter alligevel fortrøstningsfuldt ud af pladernes trafikerede landevej. Og nummer 6 er igen ikke en plade, men et bånd. Et bånd fra et band, som at det er, og som at det var, som at der kommer fra Århus. Ikke Aarhus, som det staves i disse forbandede brandingstider, men Århus med bolle å og hele pivtøjet. Det er TV2. Det er deres plade/bånd/CD, der hedder Nærmest Lykkelig. Jeg husker, at Steffen Brandt sagde, at pladen havde været uinteressant, hvis den havde heddet Lykkelig. Nærmest Lykkelig. Det er en forrygende titel. Og numrene handler om at køre i tog, om at alt hun ville var at danse og Kalundborgfærgens agterdæk. Jeg hørte båndet på min walkman på mine aftengåture rundt i Tranbjerg. Så gik jeg ned til stationen, hen forbi den gamle købmand, og op til det nye kvarter, der var bygget. Jeg kiggede ind ad folks ruder og spekulerede på, hvem der dog boede derinde og om de var lykkelige. Eller måske bare nærmest lykkelige. Jeg tænkte også på, at der var piger bag gardinerne. Søde piger, der måske ville være kærester med mig en dag. Jeg tænkte meget. Jeg holdt af at gå der i min egen verden med musik i ørene og den mørke verden rundt om mig. Jeg brød mig ikke om, når jeg mødte nogen på min vej. Jeg brød mig ikke om folk med hund i snor. Sådan har jeg det også i dag. Jeg holder af at gå ture med musik i ørene, og ønsker ikke at møde nogen på min vej. De ødelægger min fred.
Jeg var til TV2 koncert omkring denne tid. Det var til fordel for Amnesty International, og det var i Stakladen i Århus. Jeg var sammen med Henrik Skovby, men TV2 gik på ved 23-tiden og jeg skulle nå den sidste bus hjem, så jeg gik kort inde i koncerten. Det var synd, for det var TV2 på en lille scene, hvor TV2 var allerbedst og størst.
Til vores bryllup havde Lise lavet en sang til os. Den var lavet på melodien til “Alt hvad hun ville var at danse”. Lise er enormt god til at skrive tekster og burde skrive mere. Det var smukt og rørende, og jeg begyndte at græde. Det glemmer jeg aldrig.
