Rundgang nummer to

Denne plade passer perfekt ind i dag. Ikke når man kigger ud på det fine solskin, men når man kigger ind i de sorte huller bag de brune øjne. I lørdags sagde min krop fra. Efter en fantastisk cykeltur med to smukke mennesker, kunne den ikke mere. Hjemme blev alt sort og jeg måtte lægge mig. Nu er jeg stået op igen efter 40 timers søvn. Jeg tror det kaldes stress. Det modernes lykkelige biprodukt. Det er ikke så fedt, man skulle jo ellers blive så lykkelig af alt det der arbejde/forbrug/liv. Tjahhhh. Det kostede da på familiekontoen. Det kostede en 40-års fødselsdag. Det kostede. Sådan har det sikkert også kostet i ny og næ for Lars Hug og Søren Ulrik Thomsen. Det er i hvert fald de to, der står bag plade nummer to. City Slang. Den fantastiske City Slang fra de sorte firsere.

Jeg fik den spillet over på bånd af Lars. I starten var den mig meget fjern og kantet. Men så gik tiden og den blev bare bedre og bedre. Teksterne fra SUT’s digtsamling med musik og vokal af Lars, passede fint ind på en sortseende ung mand med følelserne uden på tøjet. Jeg husker engang, hvor jeg var alene hjemme i Tranbjerg. Det var vinter og sne. Jeg ville i biografen for at se The Hot Spot. Jeg tog mine vinterstøvler på og satte City Slang på walkman’en og vandrede så de 11 kilometer ind til Royal Bio i Århus. Jeg købte billet, så film og gik så halvvejs hjem igen, inden jeg ved Marselisborg fangede bus nummer 1 og tog den. Hele vejen hørte jeg City Slang. Det var mørkt og koldt.

Da jeg i 1995 gik på Brandbjerg Højskole var jeg så heldig at få lov til at hente Søren Ulrik Thomsen i Billund Lufthavn og køre ham ud på højskolen. Jeg afleverede ham også bagefter. Han holdt også et oplæg, hvor jeg spurgte om det gav mening i livet at beskrive det meningsløse liv. På vej tilbage til Billund spurgte jeg ham til City Slang og Lars Hug. Jeg husker ikke, hvad han svarede, kun at han virkede rigtig rar.

 

Edit: Underligt, at jeg uvidende skriver dette den samme dag, hvor en dokumentar om City Slang-pladen har premiere i Øst for Paradis i Århus.

 

Print Friendly, PDF & Email