Jeg flyttede hjemmefra i 1992. Det var ikke ren lykke, og en ganske sort og barsk tid. Jeg boede på et lille værelse ikke så langt fra Harald Jensens Plads, og tog kampen op mod den virkelige verden. Alt var meget sort og koldt. Jeg læste økonomi på universitetet, og weekendene gik med druk, musik og mere druk. Jeg var vist sådan ret ustabil af støbning. Og så var der den der sang fra MASH, som lå på det elektriske barometer. Det var ikke den oprindelige udgave, men en rå, grim og alligevel fantastisk smuk version. Suicide is Painless. Jeg tog en tur i Stereo Studio i Århus for at finde nummeret. Jeg fandt det ikke, men fandt i stedet Generation Terrorists, som albummet med de der Manic Street Preachers hed. Jeg købte det, og hørte det hele tiden. Mit anlæg stod på gulvet i mit værelse. Højttalerne var affarvede af, at jeg havde kastet op udover dem, da jeg havde været syg. På mit bord stod resterne fra flere dages aftensmad, og gulvet var konstant støvet. Jeg levede af ravioli, forårsruller og leverpostejsmadder. Og når alt faldt fra hinanden hørte jeg Motorcycle Emptiness, Condemned to Rock’n’roll, Little baby nothing og hvad numrene ellers hed på den lange plade. Den plade river min sjæl itu, men renser mig også indvendigt.
Et par år senere fandt jeg Suicide is Painless på single i Tyskland. Det er stadig et fedt nummer.
Manic Street Preachers spiller to gange i Danmark i år. Jeg er der til begge.
