Jeg er kommet i gang med Min Kamp igen og den har fået mig til at tænke over penge og livet. Jeg er som så mange danskere blevet bange for at miste mit job. For hvis jeg gør det, så mister jeg også min computer, mit internet og min fyrstelige løn. Men det giver jo ingen mening. Det er jo lige meget. Det kan godt være, at jeg så for en stund ikke har en Macbook Pro, hvor jeg kan lave film på, men så kan jeg stadig bruge min gamle Macbook og Imovie. Man udsætter sig selv for vækst konstant. Hvorfor går man ikke den anden vej. Hvorfor ikke nøjes med og i stedet leve med det man har. Det vil jeg til at fokusere noget mere på. Ikke at forstå, at der går totalt Carpe Diem og Robin Williams i den, men det gør altså ikke noget hvilken computer jeg har, hvilken cykel jeg har eller hvilket TV jeg har. Det jeg har nu, er jo godt nok, så der er ingen grund til at ville have mere. Man skal huske at fæstne blikket siger præsten da Knausgaards far blev begravet. Det glemmer jeg tit. Fæstne blikket på det man har, det man kan og det man vil. Ikke stå til fals for det man ikke har. Hvis man hele tiden er bange for at tabe, vinder man jo heller aldrig. Bla bla bla og banal pladderhumanisme måske, men så fik jeg da lidt ud af det selv. Det er det gode ved at have sin egen blog. Det triste er at alle andre kan læse ens meninger og latterlige tanker, men det må man leve med. Det vil jeg leve med. For nu fæstner jeg fanderme blikket.
