Vi var på Roskilde i går, og det var en fest. Jeg var ikke i topform og nok ikke helt feberfri, men en dejlig dag blev det. Sønne, Louise, Anne, Kim, Carl-Jørn, Lars, Ulrik og mange flere i festivalland med lille mig. Vi hyggede og så ikke så meget musik, men hygge og snak er sgisme også vigtigt, når man ikke ser hinanden så ofte. Søren gik glip af Low Anthem og jeg gik glip af The Roots, men vi så Bossen, og det var det vigtigste. Vi nåede også toget hjem efter en flot spurt ad landevejen til Roskilde.
Bruce spillede tre timer og min krop var ikke til dans og øl, men hold da op en koncert. E-Street band er verdens mest hårdtabejdende band, og de accepterer ikke slendrian og stilstand. De gav den gas og gav Roskild et brag af en koncert. Alt var godt. Og så kan Bruce bare noget med følelser. Man bliver vred med ham, man bliver ked, skuffet, glad og euforisk. Og da han sluttede med Twist and shout blev alle vist bare godt og grundigt glade i låget. Tak til Bruce og band. I er noget ud over det ordinære. I er verdens bedste rockband.
