Måned: september 2012

Der findes et helt blogunivers i dette land, som jeg næsten ikke kender til. Blogs, hvor kvinder skriver ligegyldige ting om ligegyldige ting til andre kvinder. Det var vel disse blogs som bitterfissen i sin tid udstillede. De har mange læsere. Det er skræmmende.

Jeg er bare en bitter halvgammel skabstosse, som heldigvis ikke har så mange læsere. Og hvorfor skulle jeg også have det. Min weekend gik med at gå tidligt i seng fredag, arbejde lidt lørdag, løbe lidt lørdag og så ellers sove resten af weekenden væk for at opretholde en nogenlunde søvnbalance. Nu er det søndag aften og jeg er ved at være frisk. Tjahhh og Well.

Jeg græder fordi livet er så forbandet flygtigt. Jeg griner fordi der findes så mange smukke mennesker. Og jeg er her bare. Ensom blandt mennesker. Hadende semismarte konsulenter med ligegyldige meninger om ligegyldige trends. Elskende smukke mennesker, der lever uden for tidens ideal om slim fit fucking glatbarberet her der og alle vegne. Jeg flyver hen til stedet hvor peberet gror. Her vil jeg nøjes med at føle min behårede krop langt fra spejle og audiovisuelle signaler om alt og absolut intet. Jeg vil elske og dele ud til dem, der kommer forbi. Ensom blandt mennesker. På en sofa i en lille by skrivende på en iPad er livets realiteter så forbandet langt væk, at det nærmest er komisk.

Sendt via Blogsy

Man må ikke længere skælde børn ud i børnehaverne. Må forældre skælde deres egen yngel ud? Jeg kender ikke reglerne, men for filan, hvor er det dog svært altid bare at være overbærende, når man får smidt lort i hovedet. På en søndag, hvor Lene er taget til Istanbul og jeg går og rydder op er lunten måske ej heller så lang. Aske gik rundt i stuen og spiste knækbrød og krummede over det hele. Jeg bad ham spise over en tallerken, men han ignorerede mig indtil jeg skruede op for volumen. Så satte han sig ned, kiggede på mig og sagde dumme lortefar. Arghhhhhh. Man indretter hele sit liv efter sine unger og så får man lort i hovedet. Bevares det er for det meste godt og fryd og gammen. Men nogle gange. Arrrrgggggghhhhhhh.

Nå nu vil jeg lokke dem med ud i det gode vejr og se nogle hurtige løbere løbe Marathon. Og så skal vi hjem. Og så skal far se fodbold og cykelløb. Så må ungerne gøre, hvad de har lyst til.

Min arbejdstelefon ringede i dag. Det gør den ofte, når jeg er på arbejde. Det er vel meget fair. Det var hemmeligt nummer. Jeg tog den og sagde mit sædvanlige “det er Henrik”. Der var stille i den anden ende. Jeg gentog. Det var kollega Stina. “Du lyder ikke sim dig selv”, sagde hun. “Du lyder voksen”. Det var sjovt. Jeg er glad for at mine kollegaer ikke ser mig som speciel voksen.

I går havde vi personaledag. Det var et hit. Vi var ret gode og sjove allesammen. I dag har jeg ikke været ude af sengen. Tømmermændene bliver ikke mindre med årene.

Jeg har mange gode kollegaer. Det gør mig glad. Det er søde damer, som skal have krammere. På fredag er der personaledag i organisationen. Så får de sgu en dans. Lene bliver ikke jaloux, for hun og jeg skal sammen til Stockholm i efterårsferien.

Og så har jeg fået nye sko.

Jeg kan godt lide ros. Det gør mig glad. I går fik jeg ros for min blog. I dag fik jeg ros for en artikel. Det var rart. Og så er der vel ikke grund til at se så sur ud.

Jeg fik i øvrigt også ros for noget video i går.

Det bedste ved de tre gange ros er, at de alle har gået på min stil. Det er altså noget jeg tager personligt. Så ved I det.