Måned: januar 2013

Jeg er i London igen. Det er en stor by. Det er en fin by.

Fik god mad og et par øl i går med søde kollegaer. Startede dagen i dag med en løbetur langs Themsen. Så fik jeg for meget engelsk morgenmad og nu chiller jeg på sengen inden flokken tager til Bett-messe.

I aften er der netærksaften. Det er lidt for fint for mig, så jeg ser fodbold i stedet. Vi er tre, der tager på Emirates og ser Arsenal-Liverpool. Det bliver en fest. Jeg håber Suarez scorer 14 mål og smider sin trøje ud til mig efter kampen. Det bliver en fest.

I morgen skal vi til Middlesex. Det bliver sikkert også fint.

Sendt via Blogsy

Du skal se Breaking Bad, sagde Tony sidst vi mødtes. Jeg har ikke tid til at se tv-serier, svarede jeg. Det er to tre uger siden nu, og jeg er i skrivende stund totalt afhængig af Breaking Bad. Jeg har set de første to sæsoner og kan ikke få nok. Netflix gør, at jeg kan se skidtet både på mit tv og på min IPad. Det er godt nok en feeeeeeeeej tv-serie. Og at det så er faderen fra Malcolm In the middle gør det jo ikke mindre sjovt.

Jeg har ikke noget decideret klogt at sige om serien. Den er bare fed. Og jeg vil have mere.

Sendt via Blogsy

Fredag sluttede med et møde med cheferne fra de små sundhedsuddannelser. Vi skulle præsentere vores nye afdeling og vores nye ideer om brug af teknologi i undervisning. Under mødet tog en af cheferne ordet. Man skal heller ikke glemme de uformelle møder i kaffestuen og til frokoster. Efter Henrik er kommet herud har vores afdeling rykket os markant og vi har ændret vores tænkning om undervisning. Og så fortsatte lige et par minutters ros ros og atter ros af undertegnede. Så sad man så der og labbede det hele i sig.

Det kan betale sig at drikke kaffe og sludre og være venlig 🙂

Det var rart.

Nu er det lørdag. Aske spiller WII, Nana computer og jeg er bare ikke kommet i gang. Vi lørdagssumper mens fruen er i Kbh. Det er rart.

Jeg håber at komme ud og cykle lidt i dag. Jeg vil gerne teste om mine nye handsker er så varme som jeg tror de er.

Ingen TV unger. Sådan var meldingen i dag. Alt for ofte ender vi på sofaen med ligegyldigt lort smidt i hovedet på os. I dag var det anderledes. Og det var kun godt. Aske og far fik købt ting til akvariet. Vi fik renset akvariet. Vi hyggede big time. At far så nappede et afsnit af Breaking Bad efter ungerne var puttet, snakker vi ikke om.

Og så tyder noget på, at mine nye stoffer virker. Jeg kan falde i søvn om aftenen. Jeg kan sove otte timer i træk. Det er crazzzzzzzzzy. Bevares jeg er noget svimmel til tider, men energien stiger sgu med at man kan sove godt.

Og så er jeg ved at være færdig med Open, André Agassis biografi. Den er god. Det er godt. We are alive synger Bruce i mine ører i dette øjeblik.

Sendt via Blogsy

Jeg kunne godt lide Lance Armstrong, da han cyklede. Der var noget sejt og uovervindeligt over ham. Han blev en ung verdensmester i øsende regnvejr i Oslo og jeg forudsagde at han ville vinde Tour de France. Det gjorde ham også. Hele syv gange stod han øverst på skamlen efter tre ugers cykling rundt i Frankrig. Men hvad med det der doping? Tjah han blev aldrig nappet og alle andre var jo også dopede. Lance var stadig den bedste. Men så læste jeg Tyler Hamiltons bog og alt ændrede sig. Lance fremstod pludseligt som et grimt magtmenneske, der korrumperede cykelsporten og manipulerede med alt og alle. Nu har jeg mistet alt for cyklisten fra Texas.

Torsdag nat er der tv med Lance. Han bliver interviewet af selveste moderen af dårlig amerikansk følepøletv Oprah, og det lugter langt væk af et erkendelses interview. Det skal ses. Spørgsmålet er bare om jeg skal stå op midt om natten og se det, eller om jeg skal spille cool og vente? Et interessant og vitalt spørgsmål i denne åh så moderne verden.

Sendt via Blogsy