Måned: marts 2013

Til at starte med, var det ikke lige min stil. Så blev det måske lidt min stil. Nu er det kun min stil.

Den nye Peter Sommer er en dejlig plade. Jeg hører den faktisk konstant. Om jeg så sidder her i sofaen, eller har hørebøffer på på jobberen eller er på vej imod igennem et eller andet på min fantastiske verdensfærd.

Jeg kom ikke til koncerten sidste uge. Det var ærgeligt, men det går nok. Jeg er ikke altid så god til at nyde koncerter. Jeg er bedre til at nyde plader. For mig selv.

REVOLUTION – REVOLUTION – REVOLUTION – REVOLUTION. Det er sådan Motown Junk næsten altid starter. Jeg har brug for en revolution. Brug for at få ryddet op i skidtet. Og for en gangs skyld mener jeg ikke min egen lille halvfortvivlede hjerne, men vores verden. Vores samfund. Vores fælles liv. Verden er blevet besat af en liberal tankegang, der kun handler om vækst, vækst og endnu mere vækst. Vi helliger os det private erhvervsliv og forbander det offentlige langt væk. Det offentlige er ueffektivt. Det private er effektivt. Men jeg synes ærlig talt, at vi er ved at blive en tand for effektive i dette land. Standardiseringer fra ende til anden uden andet mål end at vi kan spare penge på kort sigt og producere endnu mere ligegyldigt forbrugspis. Ja undskyld mig, men vores liv er fyldt med bras. Med pis og lort vi på ingen måde har brug for. Og jeg er ingen undskyldning siger jeg, mens jeg sidder og skriver på en af husstandens utallige computere. Men det skaber jo vækst. Så skide være med, at vi ikke hilser på naboen. At vi afleverer vores unger i skolen og tager ud og laver arbejde, der ofte ekkoer et stort tomt rum af varm luft. Den ene konsulent efter den anden befolker vores verden. Vi er vilde med at være konsulenter. Jeg har i øjeblikket to titler. Jeg er læringskonsulent og kommunikationskonsulent. Tænk hvis jeg også var selvhøjtidelig, så havde jeg da været verdens største nar. Men det er jeg ikke.

Nu er det fredag og ungerne er puttet. Jeg drikker en øl og hører højt musik. Jeg hører Manics og har lyst til den der revolution. Verdens fattige sulter og de rige bliver bare rigere og rigere. Danske Bank, Mærsk og Saxo Bank betyder mere for dette land end Lars von Trier, Niels Hausgaard og Svend Aage Madsen. Jeg kaster op. Og nej skolelærere arbejder ikke mere end alle andre. De arbejder heller ikke mindre, men forstå nu kære politikere at skoler ikke skal være effektive. De skal være dannende. De skal give mulighed for læring og ikke bare for undervisning, der gør at vi kan bestå en masse tests. For min skyld måtte skolelærerne gerne undervise mindre, hvis det gjorde det sjovere at gå i skole. Så kunne forældrene jo passende lege sort skole derhjemme. Ikke at mine børn skulle det, for de lærer sgu udmærket ved at jeg ikke blander mig mere end højst nødvendigt. Min søn er 7 og han er allerede begyndt at læse og han kan allerede en del ord på engelsk. Han kan plusse og trække fra og snart sikkert også gange og dividere. Men hvad har vi så travlt for. Jeg håber han bliver kunstmaler eller forfatter. For når det kommer til stykket, så har vi kun et liv og det handler om værdier. Indre værdier. Livsværdier. Ikke kapital og effektivitet. Danskens værste fjende for tiden er udover terrorbanderne farlige folk som dovne Robert og Carina på kontanthjælp. Vi er så effektive og fokuserende at vores syn på livet og på hinanden er blevet nærmest maskinelt. Arbejd eller også har vi ikke brug for dig. Det nemmeste ville sgu være at skyde alle de arbejdsløse. Ja eventuelt også alle pensionisterne, hvis de da ikke lige er bedsteforældre til børnebørn med forældre i det private erhvervsliv. Og lad os så effektivisere undervisningen. En underviser pr. skole. Så kan de vel lære at høre efter de møgunger. Og lad os så få våben i de private hjem. Vi skal jo forsvare os. Mod farlige folk som Robert og Carina. Og sikkert også mod kunstere som Trier og Hausgaard og Madsen.

Åhhh hvor jeg brækker mig over det effektive helvede. Jeg drikker min øl, hører mit musik og har det godt. Ungerne har spist for meget slik og ligger nu og hører cd’er på værelset. I morgen cykler Aske og mig til bageren og køber en kage. Han skal nok have en træstamme og så kan jeg få et studenterbrød. Og så kan vi komme hjem og se fjerner og snakke om de motorcykler vi har set på vores vej. Og så kan vi spille computer og høre lidt musik, mens mor og Nana er på dametur. Det bliver godt. Så kan de danske politikere sgu sige, hvad de vil.

REVOLUTION – REVOLUTION – REVOLUTION – REVOL

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stemme næste gang. Jeg aner ikke mine gode råd. Men når jeg ser ud på verden er det til stadighed ikke politikerne, jeg er enige med. Det er kunstnerne. Det er Hausgaard. Det er Springsteen. Det er Knausgård. Og jeg kunne vel blive ved. Da jeg var en ung mand var jeg med i en lille gruppe, der spiste mad og diskuterede politik. Der var en anden ung mand med. Han hed Ole Birk Olesen og var en fin fyr, men hold nu op, hvor var vi langt fra hinanden politisk. Han var meget bedre til at diskutere politik end  mig. Han havde facts, hvor jeg kun havde værdier. Her 20 år senere er Liberal Alliance i folketinget og jeg har kun stadig mine værdier. Fra højre til venstre snakkes der økonomi. Vi taler ikke om, hvilken folkeskole vi ønsker vores børn skal gå i. Vi diskuterer penge og arbejdstid. Hvilke børn vil vi have ud i den anden ende? Og sådan kunne vi blive ved. Alt handler sgu om effektivisering og bla. bla. bla.