Måned: maj 2013

Hilse hilse hej hej og smil smil

Når jeg afleverer Aske i skolen om morgenen er skolen et virvar af børn og voksne med fart på og stress i krydderen. Det går for det meste godt. Ungerne kommer til tiden og de gamle når sikkert også deres forholdsvis ligegyldige jobs. Der er dog en ting, der ikke bare undrer mig, men irriterer grænseløst. De folk, der ikke hilser. Forældre til børn i Askes klasse, der bare går forbi som var man luft. Hvad fanden sker der for dem? Vores unger skal gå i skole sammen de næste fucking 10 år og så går I bare forbi som var jeg en mellemting mellem Hitler, Idi Amin og Per Pallesen. Man tænker om man har gjort dem fortræd, når deres blik rammer muren til venstre i stedet for mig til højre. Det er mest mændene, men det er underligt. Og nu synes jeg at flere af forældrende i klassen er idioter. Dejlig start. Håber ikke de læser dette, for så hilser de sikkert aldrig. Jeg oplevede det igen i fredags. Jeg blev sur.

Senere på dagen var jeg i Asylgade for at stille noget videoudstyr op. På vej derhen kommer en dame gående mod mig. Hendes favn er fyldt med bagerposer og da hun passerer mig, smiler hun og siger hej. Det gjorde jeg også. Sådan da for fanden. Hvor svært kan det være? Hilse hilse hej hej og så et lille smil.

På burgerbar

På vej mod Århus igen. Urnenedsættelse om 50 minutter. Lige et lille stop på McDonald’s i Skanderborg. Børnene leger mens jeg prøver at nyde en tvivlsom kop kaffe. Om lidt videre og så hjem. Forbi job og hente kamera, der skal stilles op i morgen tidlig og så videre og videre.

Hjem til Århus

Jeg kom hjem fra Århus i går. Nu er jeg så på vej derop igen. Jeg skal i skifteretten. For 3 uger siden anede jeg ikke, hvad en sådan ret var. Da min daddy døde, klarede storebroderen det hele. Men nu er jeg den. Nu er jeg sidste mand på træet og skal klare sagerne. Et bo skal deles, der skal betales arveafgift, og alle skal være glade i sorgens stund. Jeg tror mange familier får problemer med arvespørgsmålet. Det nægter jeg at få. Det skal bare ordnes på en pæn og sober måde. Min mors mand skal have det så godt som muligt. Og det får vi styr på. For jeg er den. Tik sagde det. Så blev jeg den. En dag siger jeg tik til Aske og Nana. Og så er de den. Livet er nu forunderligt.

Walk like a man

Det er jo torsdag aften. I Herning sidder Sønne og hører Bruce. Jeg gad godt have siddet ved siden af. Knap så fuld som i tirsdags, men bare nydende musikken denne fine aften. Men jeg sidder i min sofa og hører Bruce. Fyldt med melankoli. Og med tanker om dette lille liv. Banale tanker javel, men dog tanker, der viser, at jeg stadig er i live. Det har været nogle voldsomme uger. Måske også derfor, at jeg drak mig lidt for fuld i tirsdags. Men vi gav den sgu gas i København. Mangt en københavner havde sikkert kaldt os for bonderøve. Og det var vi også. Jyske bonderøve på tur i den danske hovedstad.

Og hvad er der i vejen med at være en bonderøv. Jeg følte mig i hvert fald godt tilpas i mit selskab. Afslappet og glad sammen med de tre dejlige sønderjyder. Sønne min fineste ven, som jeg på sådan en aften får sagt mange gange til, at jeg elsker. Og så krammer vi. Vi er et smukt par. Vi har ikke så meget hår som vi havde engang. Men når vi giver den gas, så er vi sgu 25 igen. Så er vi to fulde jyske bonderøve. Og når Søren så har to fantastiske søstre, der mildest talt er gang i, ja så går det ikke stille af sig.

Så undskyld for at vi stod op i parken og dansede. Undskyld, at vi spildte lidt øl. Undskyld, hvis vi var højrøstede. Vi var bare fire jyske bonderøve, der holdt en fest.

Jeg håber Bruce giver Herning en fest i aften. Så nøjes jeg med min private fest bestående af Bruce i højttalerne og koldskål med kammerjunker i skålen.

Bruce

Bruce er den bedste. At jeg så ikke kunne tåle mosten sammen med Søstrene Mach og Sønne er jo en anden sag. Jeg blev lige en tand for beruset. Det var så hyggeligt og så glemmer man at holde igen. Nok en anelse provinsielt, men hvad fanden.

Mors dag

I dag er det mors dag. Det har vi aldrig brugt. I dag gør jeg en undtagelse. Fordi jeg har bisat min mor i fredags, skal hun da også lige ha et lille kram og en tanke i dag. Mine børn har i øvrigt også en fantastisk mor. Hun får en gave en anden dag.

Min mor

I går døde min mor. Jeg holdt hende i hånden, da hjertet stoppede med at slå og livet forsvandt fra hende. Jeg græd hele dagen i går. Hendes operation var tilsyneladende gået godt. Hun virkede frisk, da ungerne og jeg besøgte hende i fredags. Men så gik det den anden vej. Hurtigt. Jeg fik aldrig kontakt til hende igen. Fik sagt de ord jeg skulle, mens hun bare lå der og ventede på at få fred. Om hun hørte mig ved jeg ikke. Jeg håber det.

Jeg er ked af det. Men jeg er glad for at jeg så hende i fredags. Glad for at hun tog herfra efter vi havde fået snakket sammen. Jeg er afklaret. Men jeg er også ked af det. I dag er jeg hjemme med mine dejlige børn. Vi hygger. De forstår det ikke. Men vi snakker om det. Når vi bliver gamle så dør vi. Sådan er det. Jeg har min familie. Min mors mand er alene nu. Det bliver ikke nemt.

Sidst jeg skrev her på bloggen var jeg tæt på at få stress på mit job. Jeg har lavet for meget. Efter i går gik det op for mig, hvor latterligt det er. Hvorfor køre sig selv ned og sin familie i sænk fordi man altid vil være mister popular på job. Det skal jo være den anden vej. Min mor var bankdame. Hun arbejdede hårdt, stabilt og godt i mange år. Så overtog Danske Bank Provinsbanken og glæden ved jobbet forsvandt. Hun blev fyret ved prikkerunden i 1993 tror jeg det var. Hun fik ingen tak. Job giver dig penge. Men ingen taknemmelighed. Så hvorfor arbejde sig halvt ihjel?

Afklaret og ked sidder jeg og drikker en kop kaffe i solen. Min mor læste altid min blog. Jeg har mistet min måske trofaste læser, men det stopper mig ikke. Jeg bruger min blog som terapi og verden kan ikke undvære mine kloge ord, så jeg stopper ikke.