Måned: august 2013

Jeg har hvert år minimum et indlæg med samme titel som dette. Jeg elsker bare den titel og de referencer den giver. Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted, tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med. Sådan synger CV Jørgensen i sangen. Det er en af de bedste sange, der er skrevet nogensinde. Og den rammer plet hver gang.

Men hvad så nu? Otte ugers fri, hvad har det gjort for mig? Fik jeg skrevet en roman? Blev jeg afklaret med mit liv? Og hvad gør vi nu lille du?

Ferie og orlov sluttede med at svigermor kom og hentede ungerne i fredags efter Lene var taget til Stockholm. Jeg kunne ikke mere. 36 timer i sengen før jeg kom op og kunne få lidt kaffe. Jeg var så træt. Uanset, hvad jeg gør, så får jeg det sådan. Og så er det ved gud godt, at man har en fantastisk svigermor og en klog kone, der lige tager over. Jeg kan bare ikke holde til hverdagen. Jeg har brug for frirum, ellers knækker jeg. Det er en erkendelse. Og den erkendelse gør også, at jeg har brug for hjælp. Og så er det sgu godt man har sin dejlige svigermor. Jeg har altid følt, at jeg var alene i verden uden en reel familie. Jeg boede alene med min mor i et til tider hektisk liv. Mine brødre var meget ældre end mig og boede langt væk. Så jeg har altid følt mig alene, og at jeg skulle kunne klare alting selv. Det gør jeg ikke længere. Lenes familie er sgu så gode ved mig. Bevares de har også deres fejl, men i forhold til mine er det vand. Ingen tvivl om, at jeg er den besværlige. Men jeg må arbejde videre på at blive mindre sur og mere glad. Mere overskud tak.

Om et par timer kommer både Lene og ungerne hjem. Og de møder en far med overskud. Jeg har både gjort rent og cyklet tre ture i weekenden. Det er sgu godt nok.

Romanen fik jeg ikke skrevet. Men jeg kom i gang, og det er det vigtigste. Chris McDonald, som jeg faktisk synes er en ret fornuftig mand, snakker om et engelsk udtryk, der hedder daring greatly. Det handler om at sætte sig selv udfordringer, man ikke nødvendigvis kan nå. Og det er også OK ikke at nå dem. Romanens 40 sider var en udfordring. Den blev ikke til noget, men jeg fik skrevet 10 og det var fedt at skrive de 10. De kan sagtens blive til mere. Næste gang jeg vil udfordre mig selv er, når jeg til næste år vil stille op i 200 km udgaven af Grejsdalsløbet. Ikke for at lege jernmand, men for at udfordre mig selv. For at rykke mine grænser for, hvad jeg kan.

Og nej jeg er ikke afklaret med mit liv. I morgen starter jeg på job igen. Jeg skal blive bedre til at jobbe. Ikke lave hverken mere eller mindre, bare have det bedre med det, jeg laver. Og så skal jeg blive bedre til at stå op om morgenen. Så skal det nok gå det hele.

Hold nu kæft, hvor det handlede meget om mig. Men sådan er det.

Det var jo næsten en sang. Så mangler vi bare en, der kan lægge musik til, og vupti er der et hit hjemme. Titlen skal nok være noget ala “en smule under gennemsnittet men med økonomien i behold”

Ariel og Ditlev blev fyret i dag. De er store kanoner. Store kanoner kan også ramme ved siden af. Tillykke med friheden til de to herrer. Det gik ikke så godt for hr. Manning. Han fik 35 år bag tremmer for at afsløre krigsforbrydelser. Krigsforbryderne fik ingenting, hvad skulle de da også have det for. Jeg hørte et fint lille indslag om overvågning på P1 i dag. Vi bliver overvåget for vildt og ingen overvåger overvågerne, der ikke kan holde styr på deres dokumenter og filer. 1984 er muligvis snart 30 år siden, men det er også ret tæt på her. Gider ikke uddybe, find det selv. Det var på P1 i dag ved 15.30 tiden. 

Vi kom lige til at holde en fest. Mest fordi vi begge bliver 40 i år. Med begge mener jeg selvfølgelig fruen og jeg. Lene er blevet 40, jeg bliver det om et par måneder eller deromkring.

Det var en god fest. Det var en vennefest. Jeg har nogle gode venner. De er vildt søde og rare og kloge og smukke og alt muligt. Jeg er en heldig mand. Og så har man endda måttet vælge nogle fra og andre meldte afbud. Sikke heldig jeg er.

Søndag havde jeg godt nok de vildeste tømmermænd, men heldigvis kunne Lene rydde op. Og hun fik hjælp af svigerinde Liza. Det var så rart. Ikke at have tømmermænd, men at få hjælp.

I dag er jeg vist bare en taknemmelig mand. 

Jeg har ferie, men alligevel kræver mit job, at jeg lige svarer på en mail eller to. Eller kræver og kræver er måske for meget sagt. Jeg er vist bare selv så forbandet behjælpelig, når nogen spørger. Det er jo godt nok. Hvem vil ikke gerne være flink? Jeg vil gerne være flink. Jeg vil også gerne danse til god musik og drikke kolde øl i solen. Det må man da kunne kombinere. Jeg vil også gerne cykle eller løbe eller være i haven. Men jeg vil også være flink. Så hvorfor denne ondt i maven over et par arbejdsmails? Hvorfor ikke være flink og ligeglad. For jeg er jo bange for at folk bliver sure på mig. Hvem fanden er folk? Og hvorfor må de ikke være sure på mig? De er jo inderst inde også pivhamrende nervøse for, hvad jeg synes om dem. Tjah, måske tykke her bare skulle tage en slapper i sit bette grødhoved og så lige komme ned på jorden igen. Så er der jo heller ikke værre. 

Ja så fik I smidt sådan en omgang hø i hovedet på Nanas første skoledag. Hun græd en del. Jeg svedte en del og bagefter fik hun en billig barbiedukke fra Kvickly. Jeg fik bare en kop kaffe. 

Jeg har orlov. Jeg har forældreorlov og jeg nyder det. Men er det nu også sådan det er?

Lene og jeg havde længe snakket om, at vi havde orlov til overs. Og jeg kunne godt tænke mig, at være den, der fik lov til at bruge det. Men hvordan finder man ud af, om man har noget til gode ved det offentlige? Jo i disse digitale sider går man på internettet. Man går på Borger.dk. Så det gjorde jeg. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvor meget vi havde tilbage. Jeg printede siderne ud derindefra og tog med på min arbejdsplads, hvor jeg sammen med en sød hr-dame fandt frem til at jeg havde 5 ugers orlov. Dejligt. Og alt gik fint. Og orloven er holdt, men jeg har ikke fået nogen penge. Derfor kontaktede jeg udbetaling Danmark for at høre, om jeg havde foretaget mig noget forkert. De har nu svaret, at jeg slet ikke har noget orlov, men til gengæld har vi brugt for meget. Oh dear.

Og så er det lige at jeg tænker. I mit stille sind tænker jeg, at når jeg der arbejder med IT til dagligt. Når min kone, der er dygtig gymnasielærer, og når hr-damen ikke kunne overskue siden, så er der da et eller andet, der ikke fungerer. Bevares jeg kan godt undvære pengene, men hvis vi tre ikke kan gennemskue oplysningerne på en sådan hjemmeside, hvordan skal it-svage folk så kunne de? Jeg tænker, at det er håbløst. Der skal sgu strammes gevaldigt op. Jeg kan sagtens tage skylden og sige, at jeg er for dum, men hvis jeg er for dum, så er der også andre i DK, der er for dumme. Og så er systemet ikke godt nok.

Det er underligt. Hvem mon laver sådanne sider? De tænker næppe på slutbrugeren.

Og hvad mener de med, at vi har brugt for meget? Betyder det, at vi nu får en regning fra dem og at jeg skulle have holdt min mund? Jeg ved det ikke. Vi får se.