Der er bestemt meget stress i dagens Danmark. Det er ikke så godt, ja det er faktisk ret skidt. Og så dør man af det til sidst. Det gør man nu af så meget. Jeg er vist det man roligt kan kalde for disponeret for stress. Men hvorfor egentlig?
Jeg har ferie, men alligevel kræver mit job, at jeg lige svarer på en mail eller to. Eller kræver og kræver er måske for meget sagt. Jeg er vist bare selv så forbandet behjælpelig, når nogen spørger. Det er jo godt nok. Hvem vil ikke gerne være flink? Jeg vil gerne være flink. Jeg vil også gerne danse til god musik og drikke kolde øl i solen. Det må man da kunne kombinere. Jeg vil også gerne cykle eller løbe eller være i haven. Men jeg vil også være flink. Så hvorfor denne ondt i maven over et par arbejdsmails? Hvorfor ikke være flink og ligeglad. For jeg er jo bange for at folk bliver sure på mig. Hvem fanden er folk? Og hvorfor må de ikke være sure på mig? De er jo inderst inde også pivhamrende nervøse for, hvad jeg synes om dem. Tjah, måske tykke her bare skulle tage en slapper i sit bette grødhoved og så lige komme ned på jorden igen. Så er der jo heller ikke værre.
Ja så fik I smidt sådan en omgang hø i hovedet på Nanas første skoledag. Hun græd en del. Jeg svedte en del og bagefter fik hun en billig barbiedukke fra Kvickly. Jeg fik bare en kop kaffe.
