Måned: september 2013

Det går nok alligevel

Bevares her er rodet af helvede til, men vi klarer den OK alligevel. I dag har vi både været på apotek og i Kvickly og på tanken. Og jeg nåede også en lille cykeltur på raceren. Mor er i Italien med en gymnasieklasse. En heldig gymnasieklasse. Mor er en god lærer. Det er vi sikre på.

Et digt

Jeg boede engang i en kælder på Helgesvej. Det var en rodet, men hyggelig kælder. På væggen over mit skrivebord havde jeg hængt et lille digt. Jeg havde selv skrevet det. En dag kom en kammerat forbi. Han læste engelsk og det er og var jo fint nok. Han kiggede på digtet og sagde, at det var dårligt. Måske endda, at det var noget lort. Nok bare dårligt, men jeg blev ikke glad. 

Sådan var det dengang. Vi lavede ingenting. Vi turde ikke tror jeg. Vi var ironiske, for det vat nu engang det nemmeste. Jeg turde aldrig vise frem, hvad jeg skrev. En dag læste Søren det. Han foreslog at vi sendte det ind til et forlag. Kun for sjov, men hvorfor ikke? Det gjorde vi nu aldrig. Digtene ligger nu i en kasse i kælderen i Odense. Jeg skriver stadig. Mest på denne blog. Men det er OK og det er ikke noget lort. Det er vigtigt at skrive. Søren skriver nu sange, og de er faktisk ret så gode. Og det er ikke hverken ironisk eller for sjov. Faktisk er jeg stolt af ham. 
For et par år siden, havde jeg lagt et digt på mit skrivebord. Lene læste det. Det gjorde helt ondt i kroppen. Hvis hun syntes, det var lort var det skidt. Hvis hun var ligeglad med det, var det tusinde gange værre. Hun kunne lide det. 
Man skal lave noget. Ikke være bange for at tabe. De få ting i livet, hvor jeg er lykkedes har jeg været pisse ligeglad med om nogle syntes, hvad jeg lavede var skidt. Det er jo ikke så skidt endda. 
En dag håber jeg at lave en totalt lo-fi musikvideo til et af Sørens numre. Det kan blive ret godt. Måske ikke for parnasset, men mindre kan også gøre det. 

Master i didaktik

Jeg har været på en slags kursus i dag. Det var noget med brugen af ipads i undervisningen. Det var i Ollerup. Og det var fint. 

På vej hjem i bilen med min gode kollega blev jeg opfordret til at tage en Master i didaktik. Eller ok og ro på, han sagde faktisk ikke en Master, bare et modul. Jeg blev så træt. Jeg har gået i skole hele mit liv. Og det stopper aldrig. Jeg er glad for vores skoler og uddannelser, slet ikke noget der. Men det er bare ikke det eneste. Jeg vil hellere være cykelsmed med tilhørende cafe og bogtrykkeri. Så kunne man få ordnet cyklen og drikke kaffe. Og når man så drak kaffe kunne man skrive digte eller noveller som kunne udgives og trykkes. Det ville være en god ting. 
Kiss and hug from a happy boy

Og så på M-dag

Det er mandag. Det er også en dag, hvor der kom en ny plade fra Manic Street Preachers. Dem kan jeg godt lide og den nye plade er anderledes, men også fin. Men de blev da lige overhalet af et dansk band. Folkeklubben kom lige fra siden af og gjorde mig glad. Jeg fik dem i fødselsdagsgave af Søren. På sådan et Itunesgavekort, som blafrede i skyen indtil jeg fik det indløst i går. Folkeklubben plus andre dansksprogede bands.

Søren ved jeg elsker dansk lyrik. At jeg sætter pris på bands, der tør synge på dansk. Og Folkeklubben overrasker i den grad positivt. Jeg kan lide det. Det gør mig glad. Jeg får lyst til at danse lidt, men det lader jeg nu damerne om. Dans damer – dans for satan.

Nu får de dog lige lidt fred. Nu vil jeg se Swansea – Liverpool. Det er mørkt udenfor.

At gøre folk bedre

Jeg kan huske, da jeg var fodboldtræner i Utopia for snart en del år siden. Jeg var ikke træner fordi, jeg havde været den bedste spiller på holdet før det. Tværtimod var jeg nærmere en af dem, der lå på grænsen mellem første og andetholdet. Det var sjovt at være træner. Det handlede om at få et kollektiv til at fungere og om at gøre folk bedre. Det kan jeg godt lide. En leder skal ikke promovere sig selv, han eller hun skal gøre sit hold bedre. 

I øjeblikket har jeg ansvaret for en gruppe studerende. Det er godt nok, og det går godt nok. Men jeg gør dem ikke bedre. Det nager mig. De er gode, men de tvivler på sig selv. De tvivler på projektet, og det ender hos mig. Jeg er ikke tilfreds med mig selv. Mit job er sikkert nok, bevares, men hvem gider bare være sikker? Jeg vil også lykkes med mit projekt. Da jeg var fodboldtræner var det 14 unge flotte mænd. Nu er det 12 unge flotte piger. Det må jeg sgu da kunne klare. 
Bare et par tanker om noget privat og jobnoget. 

7-9-13

Well Well Well Well – det si’r sig selv. Odense er en fin by. Jeg er glad for at bo her. Jeg savner måske nogle af mine gode venner, men så tager man jo bare i sommerhus og hygger der.  Jeg tænker tit på, at jeg er hamrende glad for at bo her i huset på Emilievej. Vel har huset sine mangler, og det hænder at der kommer vand i kælderen, men huset tiltaler mig og det gør det hver dag. Jeg føler mig tryg. Jeg har det godt i mit hus. I vores hus. 

En uge gik sin gang

Så blev det efterår. Det siger Aske i hvert fald. For ham er året delt op i fire årstider, der hver især består af tre måneder. Så den 1. september starter efteråret. Aske er ikke sen til at fortælle at sommeren er længere end vinteren. Juni, juli og august er 92 dage, mens december, januar og februar jo kun er 90 dage. Det er sgu en knægt, der ser konkret og positivt på verden. 

Han er i øvrigt også begyndt til svømning. Det var mega skægt i onsdags, skulle jeg hilse og sige. Faderen nød det også. Nana er også begyndt. Hun nød det også, og Lene nød det også. 100 % succes for fanden da også og helt fantastisk. Og når man så starter med en arbejdsuge med positive toner og rare kollegaer og søde studerende. Og når man så når ned og se en Jørgen Leth Film om John Kørner, hvor Leth og datter bagefter svarede på spørgsmål. Og når man så kommer på stadion og ser AGF vinde 6-3 over OB. Og når man får tid til to cykelture og en løbetur. Så har det været en god uge. 
Bevares Liverpool kan få stryg af Manchester United om lige lidt, men det ødelægger ikke, at ugen har været god.