Jeg kan huske, da jeg var fodboldtræner i Utopia for snart en del år siden. Jeg var ikke træner fordi, jeg havde været den bedste spiller på holdet før det. Tværtimod var jeg nærmere en af dem, der lå på grænsen mellem første og andetholdet. Det var sjovt at være træner. Det handlede om at få et kollektiv til at fungere og om at gøre folk bedre. Det kan jeg godt lide. En leder skal ikke promovere sig selv, han eller hun skal gøre sit hold bedre.
I øjeblikket har jeg ansvaret for en gruppe studerende. Det er godt nok, og det går godt nok. Men jeg gør dem ikke bedre. Det nager mig. De er gode, men de tvivler på sig selv. De tvivler på projektet, og det ender hos mig. Jeg er ikke tilfreds med mig selv. Mit job er sikkert nok, bevares, men hvem gider bare være sikker? Jeg vil også lykkes med mit projekt. Da jeg var fodboldtræner var det 14 unge flotte mænd. Nu er det 12 unge flotte piger. Det må jeg sgu da kunne klare.
Bare et par tanker om noget privat og jobnoget.
