Jeg har det dog godt igen. Her er, hvad jeg skrev. Det går op og det går ned.
Note til mig selv
Engang havde jeg en ide om at lave en film om depression. Men hvad med stress? Er det bare et modeord?
Og hvad med ADHD og depression. Når man hører Ken Robinson og Chris McDonald er det jo som en epidemi er på vej. En epidemi der også inkluderer fedme. Eller måske ikke en epidemi men flere. Epidemier af ikke-smitsomme sygdomme giver jo ingen mening. Så er det ikke længere den enkelte det er galt med. Det er måden hvorpå vores samfund er bygget op. Det giver overhovedet ingen mening.
Hvis jeg er sur på verden, må jeg jo begynde med mig selv.
Jeg 40 år gammel. Min 40-årsfødselsdag blev som min 39-års fødselsdag fejret på et hotelværelse, hvor jeg lå i sengen uden evne til at komme ud. Bange for verden udenfor. Hovedet fyldt med tanker. Ude af stand til at slappe af.
Min hverdag er fyldt med underskud. Ungerne skal i skole klokken 08.00 og hver morgen ender i, at vi stresser ud af døren og halser i skole. Så tager jeg på job. Mit job er varieret, men jeg har konstant dårligt samvittighed om jeg laver nok. Om jeg arbejder mine 37 timer om ugen. Jeg kunne skrive det ned, men da jeg for år tilbage arbejdede ved kommunen og flexede ind og ud hver dag og havde en præcis opgørelse, havde jeg den samme følelse. Følelsen af ikke at være god nok. Når jeg tænker mig godt om, så er jeg god nok. Men sådan fungerer min hjerne bare ikke. Den kan ikke slappe af. Og ikke berolige mig. Det er som om den konstant er i højeste beredskab og på den vis arbejder konstant i det røde felt. Inden den bryder sammen. Hver gang den får muligheden. Og så ligger man der igen. Og den eneste udvej for hjernen er selvmord. Alt andet har fejlet alt andet kan ikke lade sig gøre. Og så ligger man i sengen i 3 dage med en sammenbrændt hjerne. Sover 20 timer i døgnet og tænker i de vågne timer på intet andet end mulighederne for at tage sit eget liv.
Skal man hænge sig i skoven? Skyde sig en kugle for panden? Hoppe ud fra en bro? Skære pulsåren over, eller bare hoppe i havet.
Og jeg bliver umulig at være sammen med. Og hvorfor gør jeg så det? Når man har det som jeg har det, svarer det til at man står over for døden. Og så bliver alt andet ligegyldigt. Det er jo svært at overskue et parforhold, når man står over for en tiger, der ikke har fået mad i tre uger. Hjernen kan kun koncentrere sig om det forestående. Om døden. Ikke om aftensmaden skal være risotto eller pasta carbonara. Det bliver ligegyldigt.
Men hvordan i helvede og fanden undgår man så at hjernen kommer derud? For det gør den.
Lige nu er jeg på vej til at flytte fra min familie. Flytte for mig selv. Så kan jeg så selv ligge og rode med det. Men det er jo den forkerte løsning. Jeg fratager mine børn en far. Fordi han ikke kan slappe af. Og så videre til det næste. Jeg er ikke den eneste, der har det sådan i dette land. I denne verden.
Men hvordan ændrer jeg det? Samfundet ændrer sig ikke og hvis en stor del af befolkningen bliver syge af deres hverdag må de selv gøre noget. Det er ikke så længe siden, at det kom frem, at en gruppe pædagoger i København tog sig nogle såkaldte øv-dage. Dage, hvor de blev hjemme og meldte sig syge uden at være det. I samfundets øjne blev det set på med strenge øjne. Hvordan kunne de gøre det?
Men mit spørgsmål er at vende det om. Hvorfor gør vi det ikke allesammen? Det koster penge, men det er jo peanuts i forhold til, hvad en længerevarende stresssygemelding koster.
Jeg har i princippet aldrig fri fra mit job. Når jeg tager på ferie, er der ingen, der svarer mine mails, mens jeg er væk. Når jeg kommer hjem fra ferie ligger der opgaver, der ikke er klaret, for jeg har jo været væk. Så derfor tjekker jeg mails i min ferie. Det gør det nemmere for mig, når jeg kommer hjem fra ferie. Sådan er det bare. Men hvornår har jeg så fri? Måske aldrig, men så må og skal jeg også tage nogle dage, hvor jeg laver andet end arbejde.
Når jeg skriver dette, forstår jeg at ovenstående virker pylret og forkælet. Fordi at det gennemgående er et jeg, der beskriver sin situation. Men min påstand er jo, at dette jeg, der tilfældigvis er mig, kun er et blandt mange. Altså et jeg, der ikke har det godt. Og samtidigt mange jeg’er, der ikke har det godt. Samfundet er nødt til at gøre noget, da det ellers falder fra hinanden. Men det enkelte jeg, som her er mig, kan ikke vente. Venter jeg, falder jeg. Falder jeg, dør jeg.
Og med mig falder mine. Min familie som er mit et og alt. Bevares det er synd for mig, for jeget, når det er på sammenbruddets rand, men hvad med den anden. Konen, manden, børnene. De vil jo intet ondt, når de spørger om hvad klokken er, eller hvad der er til aftensmad? Men det er dem, der bliver mødt med de grimme ord. Det er derfor Ole Jastrau ender alene og forladt. Men er det i bund og grund det nogen ønsker? Et brud kan jo ske, men hvorfor, når ingen ønsker det?
På den ene side er der altså den ramte, og på den anden siden rammes den ramtes nærmeste. Hvis de ikke kan klare presset og forlader ham, står han tilbage som den utilmative taber. Alle taber, men hvor den ene del skærer sygdommen væk, skærer han kun familien og det gode væk. Han står tilbage syg og alene. Jeg er overbevist om, at det er derfor Jeppe drikker. Hvad fanden skal han ellers gøre?
Hvad fanden skal han ellers gøre? Mit jeg er blevet til han. Men det er stadig mig selv jeg skriver om. Hvad skal jeg ellers gøre? Er der kun et liv med alkohol tilbage? Alkoholen hjælper på tankerne, og den gør det hurtigt, men løsningen er ikke holdbar og ender med at man eller jeg drikker sig/mig selv ihjel. Et langsomt men sikkert selvmord. Det er jeg ikke interesseret i, når jeg har mine gode perioder. Så hvad fanden skal jeg gøre?
Jeg tror for det første, at jeg må indse, at jeg ikke kan klare det selv. Jeg har brug for hjælp. Mit problem er at jeg længe har været i behandling. En behandling som ikke synes at virke. Pillerne gør i hvert fald ingen forskel. Måske er terapi den eneste vej frem. Men jeg har en tendens til at narre behandlerne. Psykologerne kan ikke gennemskue mig. Jeg er charmerende og smilende og vil ikke være til besvær. I samfundet har jeg det fint. Det er i den private sfære, at det går galt. Her kommer dæmonerne frem. Her er det, at jeg kan ligge i dagevis uden lyst til noget. Uden at spise eller drikke mere end højst nødvendigt. Lukke mig ude fra og af samfundet. Og kun have et kommende selvmord i tankerne. Uden på nogen måde at kunne styre tankerne. Det er noget møg.
