Det er lørdag i provinsen. Det har været svært at komme i gang i dag. Men lidt er da noget. Jeg har sat to teglsten på plads på taget, så mangler kun to rygningssten, som jeg aldrig kan nå. Vi har været en tur i hundeskoven, og nu ser ungerne Wall-E. Det er en fin film. Mig, jeg tænker over fremtiden. Hvad vil jeg med mit liv? Jeg ved det ikke, men jeg har på fornemmelsen, at jeg vender det forkert. At jeg fokuserer på arbejdslivet frem for privatlivet. Men det må jeg jo selv ligge og tumle lidt med.
Jeg synes, jeg sidder for meget ned på mit job. Jeg synes mine chefer er for langt væk. Jeg tror, at jeg er en satan, der bare har brug for en ret så nærværende chef. Måske derfor, at det gik så fint, da jeg i mine yngre dage var postarbejder. Eller fint og fint. Det gik fint på jobbet. Sådan da.
Da Manic Street Preachers gik i studiet for at lave deres seneste plade, ønskede Nicky Wire, at den skulle hedde 70 songs of hatred and failure. Det kom den ikke til. I stedet blev det til to plader. Jeg synes nu titlen er fin. Hvad vil jeg med mit liv? Tjahh.
Og så kom indlægget på ingen måde til at handle om det, der stod i overskriften. Men skidt nu med det.
