Måned: februar 2014

It’s a wonderful life. Dejlig film. 

Ja så var det ugen, hvor jeg blev sådan nærmest officiel blogger for sådan et fint sted som cykelmagasinet. Det var også ugen, hvor jeg kom ovenpå igen. Det var også ugen, hvor jeg indtil nu har cyklet tre ganges træning. Det var også ugen, hvor jeg åbenbart er blevet afhængig af Christians podcast. Og så var det ugen, hvor vi da lige havde svigerforældrene forbi til en helt igennem hyggelig og god aften i går.

Og så er det næsten forår udenfor. Jeg elsker forår. Og så ved jeg godt, at man ikke må tale om vejret, når man er intellektuel og har god smag, men jeg er en sucker for godt vejr. Godt vejr og jeg er glad. Dårligt vejr og jeg er sur. Sådan er det bare. Det kan ingen smart hipster lave om på.

Jeg gad godt sætte et fedt billede ind, men kan ikke lige komme på et. Næste indlæg bliver derfor bare et billede. Det kan I så glæde jer til.

Og så har jeg også vasket cykler i denne uge, så de er helt rene. Det gjorde mig også glad.

Ja så endte det alligevel med en kvinde. En kvindelig forfatter that is. Sue Townsend har skrevet om Adrian Mole og om det engelske kongehus. Hun er faktisk ret sjov. Og nu har hun åbenbart skrevet en bog med den herlige titel “The woman who went to bed for a year”. Den blev hentet Kindlewise og jeg er i gang. Den er faktisk helt udmærket. Jeg kan leve mig ind i det med at ligge i sengen i et helt år. Det gør kvinden som hedder Eva. Mest fordi hun kan og fordi hun ikke gider mere bøvl. Hendes mand hedder Brian og hendes børn Brian Junior og Brianne. De er kloge og derfor hedder de Brian. Ikke som danske Brian’er men som Brain – you know. Eva derimod er Eva, altså den første, der undres over alt ting på en kropslig måde. Det kan jeg godt lide.

Det ville være en skam at sige, at det kører for yours fucking truly. Det gør det på ingen måde. Havde jeg været en hest eller en giraf var jeg blevet til løvefoder. Men nu er jeg et menneske, så i stedet sover jeg bare tiden væk. Derfor er der ingenting at skrive om. Indtil i dag.

Christian og Lars laver podcasts. De ligger lige her på www.virkelighed.dk. Det er sjovt og godt og handler om alt og intet og rådne bananer og ex-koner og alt muligt fint. Jeg er fan og håber en dag at blive nævnt med navns nævnelse. Jeg er nok desværre en kende for høj til at deltage.

Og lige nu er Liverpool ved at tabe til Arsenal i FA-cuppen. Det er ikke så godt, men der er stadig en halvleg tilbage, og Suarez har ikke scoret endnu. Kom så for hunde da også.

Jeg havde i denne uge fornøjelsen af for første gang at være til 6dagesløb. Stemning og fest og par nummer 7 og alt det show, som det nu kan trække, når 30 mænd drøner rundt på cykel i en hal med diskolys og branderter på størrelse med rundetårn.

Det startede med at Jimmy Bøjgaard holdt en peptalt, der mest af alt handlede om Jimmy Bøjgaard. Og når man nu har pænt hår, dyrt jakkesæt, dyre lædersko og været med i de fineste reklamer med Mikkel Hansen, ja så er det vel sådan det er. Da Jimmy var gået af scenen og ned til sit entourage blev rytterne præsenteret, og det af Dennis Ritter. Ja man kan da undres over manglen på kritisk journalistik, når TV2’s journalister bliver betalt for at være mikrofonholdere ved sådanne arrangementer. Men nu skal det ikke være kritisk. Det skal være show, og det blev det. Vi fik fadøl og så var det bare med at følge med i løjerne på banen. Bevares reglerne kendte vi ikke så godt, men i bund og grund handler det jo om at køre fra de andre. Enten ved at hente en omgang eller ved at vinde flest spurter.

Og spurter var der nok af. Og hver gang skulle vinderne have blomster og andre gaver. Og her blev det fint og nærmest vidunderligt. Vi kender alle til spurtpræmier i fodboldturneringer og deslige. Så vinder man 100 kroner eller en friskbagt leverpostej eller noget i den stil. Og sådan var det overraskende nok også ved 6dagelsøbet. Et tysk par vandt et gavekort til Føtex. En amerikansk rytter vandt en hverdagscykel og så var der en del, der vandt 1000 kroner sponsoreret af FC Nordsjælland. Det var skægt. Gad vide, hvad tyskerne købte i Føtex. Og gad vide, hvad FC Nordsjælland fik ud af at smide 1000 kronesedler efter tilfældige baneryttere. Jeg ved det ikke, men det var sjovt.

Selve løbet gik som det gjorde, og det endda ganske underholdende. Par nummer 7 lå længe i spidsen, men til sidst tog par nummer 2 en omgang og overtog den fine plads. Par nummer 7 satsede alt til sidst, men de manglede 25 meter i at nå den sidste omgang. Så de blev nummer 2 og nummer 2 blev nummer 1. Publikum jublede. De havde jo gjort alt i deres magt og Blatko fra par nummer 2 kørte immervæk sit sidste 6dagesløb denne aften, så han havde fortjent sejren. Alle var glade. Michael Mørkøv smed med sin cykel, men lidt drama skader jo ikke omsætningen, som man siger.

Så tog vi hjem. Vi tog en taxa, mens de andre kørte hjem selv. Der kørte en del branderter skulle jeg mene. Vi så da også et par biler køre sammen på parkeringspladsen. Ikke videre elegant, men ikke interessant for os. Så tog vi på McDonalds. Det gjorde Lars Hug også, så ham så vi også lige. Det var godt. Så tog jeg hjem og har sovet indtil nu.

Det har været en næsten surrealistisk uge. Selvom den har været meget virkelig, har den virket uvirkelig. Helt uvirkelig.

Det startede tirsdag aften. Liverpool skulle spille mod Everton og jeg havde inviteret kammerat Bo til hygge og bold. Han holder med Everton, men det gør ikke det store, vi hygger nok alligevel. Inden kampen putter Lene ungerne og Bo og jeg snakker. Og så ringer Lenes telefon. Jeg hører det kun med det ene øre og tænker ikke videre over det. Den ringer igen. Og så ringer min også, men jeg skal jo se fodbold og gider ikke lige snakke i telefon. Lene kommer ned. Jeg siger, at hendes telefon har ringet. Hun kender ikke nummeret. Det samme nummer har ringet til mig. Lenes telefon har ringet fire gange, min har ringet to gange. Vi må hellere ringe tilbage. Lene ringer. Og med det samme kan jeg høre, at noget er galt. Helt galt. Jeg går ud til Lene. Hun græder og kigger på mig og siger Helle er død. Hvad hvad hvad hvad? 40 år alenemor og Lenes veninde gennem de seneste 20 år. Men nej vi er jo stadig unge.

Bo bliver sendt hjem og Lene og jeg sætter os i sofaen. Fodboldkampen kører videre, og vi ser den. Vi kan ikke forstå, hvad der er sket og lader fodbolden distrahere os. Det er så trist. Jeg kendte Helle fra Post Danmark. For to år siden eller deromkring var vi til begravelse med Weise, der ikke nåede at blive 40 år. Ham havde jeg også arbejdet sammen med i Post Danmark. Helle og Weise var nok de to mest fremtrædende folk i Posten dengang. Nu er de væk. Vi skal alle væk, men kan det ikke godt lige vente til vi er gamle og grå og vores børn er store og ikke fire år, som Oscar er. Oscar er Helles søn. Han skal nok klare sig, men nu bliver det i en anden verden. Han kom tit på besøg hos os. Han elskede Aske og Nana. Nu flytter han til Aarhus og begynder et nyt liv. Han forstår det ikke. Det kommer han til en dag. Lille stakkels fyr. Heldigvis har han en sød far og en sød familie, der er klar til at bakke op.

Nu håber jeg bare, at jeg tog fejl. Jeg håber, der er en Gud. Jeg håber Helle og Weise sidder på en sky og drikker fadøl og griner af det hele. Sådan nogenlunde fortæller jeg det i hvert fald til mine børn. Mine dejlige børn.