De nye fik nøglerne i fredags. Vi hilste på dem, og de virker flinke. Et ungt par med et barn og en hund. Nu er det søndag og de har splittet huset ad. En container er fyldt med indholdet af et hus, som Hans og Anne havde bygget. Sådan skal det være, men det er også lidt trist. En æra er slut og en ny skal starte. Da vi flyttede ind i vores hus, gjorde vi det samme. Nok ikke i samme tempo, da det jo var mig, der skulle gøre det.
Jeg håber de bliver glade for at bo over for os. Jeg håber Hans og Anne bliver glade i deres nye lille hus længere ude af Skibhuskvarteret. Om 30 år er det måske Lene og mig, der må flytte. Dem, der boede i huset før os, havde boet her i 43 år inden vi overtog det. De havde også bygget huset. Det er mere deres hus end vores. Sådan føles det ikke.
I Randers bor der nye folk i det hus min far byggede. I Tranbjerg bor der nye folk i det hus min mor og jeg boede i som de første. Det er underligt, naturligt og en anelse melankolsk.