Måned: april 2014

Men når vi nu alligevel snakker om det skøre sind, så sender DR for tiden en interviewserie om det skøre sind. Det er kendte mennesker, der snakker om egne problemer med sindet. Det var ellers et program, jeg skulle have lavet. Men det er fint. I går var Poul Nyrup Rasmussen med, hvor ham fortalte om sin datters sind. Det var ikke rart, men for satan hvor synes jeg dog Poul er en sej mand. Man siger tiden læger alle sår, men tiden læger ikke ALLE sår, var hans kommentar til datterens død. Da manden var statsminister blev han grinet af. Danmark vidste ikke, hvad de havde. Han er stadig den bedste mand i Danmark til at besidde den post. Men i stedet slås Helle og Lars om posten. Åh Gud i himlen og giv mig nu mine himmelblå. 

 

I dag skal man ikke læse. Man skal bare gå ind på virkelighed.dk og høre podcast. Det er i dagens anledning mig, der er gæst. Det var sjovt. Christian er sød og sjov og sej og alt muligt. Næste gang er Lars tilbage på pinden. Det er som det skal være.

Så er jeg officielt kommer i panikalderen. Jeg har købt mig et par fucking inliners. Hvad i alverden tænker jeg på?

Jeg tænker på ham der Slomo, som jeg viste film med forleden. Og han var jo super cool og alt muligt, men der er sgu alligevel et stykke vej til at blive lige så god som ham. Åhh Gud i himlen, hvor er jeg dog naiv og tror, at jeg er 15 igen. Da jeg var 15 løb jeg på rigtige skøjter og havde det sjovt. Nå men og alt det der…… jeg tager det som en udfordring. Om et års tid, så løber jeg Berlin Halvmarathon på inliners. Det skal jeg og det gør jeg. Om jeg så bliver sidst og bliver grinet af hele vejen, så kommer jeg igennem.

Og apropos chefer. Hvorfor er der så mange administratorer ude i verden og så få ledere. I fodbold snakker man meget om man-management (undskyld stregen, men jeg var bange for at man ikke kunne forstå det ellers). I hverdagslivets arbejdsliv taler man kun om dokumentation og registreringer. Tænk, hvis fodboldspillere alle skulle lave det samme hele tiden. Så Suarez i den næste time skal du spille back og Agger er angriber. Og bagefter registrerer I, hvor meget I har været på job. Om I vinder eller taber i weekenden gør ikke så meget, bare I løber lige meget alle sammen. Det gælder også dig Mignolet. Tsk.

Altså, jeg er sådan lidt bange for at skrive om fodbold for tiden. Det er noget med at jinxe. Men jeg tænker stort set ikke på andet, så hvad filan skal jeg overhovedet skrive.

Jeg kan skrive, at jeg er gæst i næste afsnit af virkelighedspodcasten, som man kan høre her www.virkelighed.dk. Den kommer på lørdag. Det var sjovt at være med. Det var varmt at være med. Jeg håber nogen vil nyde at høre den. Så bliver jeg glad. Det handler om mennesker, der er bange for folk som mig. Det skal de ikke være…….Og dog.

Men fodbold….AGF rykker ud. De er godt nok dårlige på trods af, at de alligevel har nogle gode spillere. Det er ærgeligt, men også fortjent. Det er ufatteligt, at Aarhus ikke kan have et bare nogenlunde superligahold. Træneren Jesper Fredberg har aldrig trænet seniorfodbold før. Han er rar. Jeg har ondt af ham, men han har vidst ikke, hvad der skal til for at redde AGF. Desværre rykker Marienlyst ud af 1. division, så der bliver ikke noget med at se AGF på Fyn til næste år.

I Premier League fører Manchester City lige nu med 1-0 over WBA. Jeg holder med WBA, men jeg siger ikke hvorfor. Der er stort set ingen fans fra WBA. De protesterer over priserne på 56 pund for en billet. Det kan jeg godt forstå. Det er skørt.

Der er ingen tvivl om at den bedste kunst laves på smerte. OK det vil sige måske ikke lige når det handler om Oasis, men ellers. For tiden er smerten ved at forsvinde fra Emilievej. Så den uhyrlige kunst som denne blog er bliver på en eller anden måde negligeret.

Jeg er opsagt på job og føler mig fri som fuglen, selvom kommunen lige har været efter mig. Liverpool ligger nummer 1 og spiller fantastisk fodbold. Mine børn er søde og har det godt. Vi har sgu fanderme sovet i telt sammen i haven i nat. Det var lidt koldt med frost og sådan, men ungerne havde en fest. Og så cyklede jeg da forresten også lige 86 kilometer på raceren i torsdags. Kom ikke her.

Men tilbage til Oasis. Liam Gallagher mente engang at alle de andre bands hylede og græd og tudede og at man fik det dårligt at at høre på det lortemusik. Det handlede om at have det sjovt. Det vil jeg så også prøve. Jeg har i hvert fald ladet skægget gro og er begyndt at tænke på, hvad jeg skal lave, når jeg er helt fri fra arbejdsmarkedet. Det har længe været en ide at tage rundt og lave små interviews med venner. Det tror jeg sgu jeg vil. Så hvis du læser dette, så kan det også være, at jeg kommer forbi med et videokamera og så skal du give et interview.

Og så lige et par ekstra ting. Jeg har min blog på cykelmagasinet.dk, og den er en af de mest læste på siden. Derudover er jeg inviteret med som gæst på www.virkelighed.dk, som er Danmarks bedste podcast. Det er ikke helt skidt at være stået af ræset.

fed løgn. Konsulenter og ministre og embedsmænd fede og med lommerne fulde af guld. Giv mig til hver en tid den larmende revolution fremfor kapitalens klamme hænder på mit skød. Vi dræber hinanden for ussel mammon mens vi bliver federe og federe og federe og federe. Og billederne bliver mere og mere skinnende og rene og med det helt rigtige lys. Bum siger det så og alting overgiver sig til ligegyldigt popmusik.  

Sikke en dejlig film om at stå af ræset. Sådan vil jeg også være. Måske bare på en cykel i stedet for.

I weekenden var vi endda et smut i Berlin. Lene løb halvmarathon. Hun er så dygtig. Jeg løb ikke. Jeg gik rundt og tog billeder og drak lidt øl hist og her. Det var fint.