Måned: august 2014

I dag havde jeg så tømmermænd. Alene med ungerne tog vi til Skibhusfestival. Her mødte vi en vanvidsbillist, jeg blev skudt ned med en læderbold lige i smasken og ungerne spiste slik, slik og slik. Der var også dejlige mennesker. Skibhusfestival holder ikke 100 %, men det holder nok til at jeg nyder at være der med the kids. Bagefter tog vi i bio med Frederik og far, hvor vi så Flyvemaskiner 2. Den holdt ikke, men det gjorde selskabet. 

Nu er jeg i seng. Det holder 200 %. 

Og så er jeg ved at skulle starte for mig selv og eget firma og alt muligt. Det skal nok gå. Jeg er ikke alene. Vi er faktisk tre. Hvis ikke det går, så prøver vi noget andet. 

Kys til verden. Nu vil jeg tage til filmquiz i Odense C. Jeg ved ikke en skid om film længere, men man kan vel få sig en øl eller en pepsi max. 

 

Robert Enke bogen er god. Den kan anbefales til alle, der ikke forstår depression. Og når vi så er ved det, så tyder alt på, at Robin Williams har taget sit eget liv. Også han led af depression. Det er noget møg. Og så forbandet svært at komme af med. En sygdom, som ikke kan ses eller måles pånær, hvis man måler på frontallapper i hjernen og andre fine ting.

Jeg er begyndt på bogen om Robert Enke. Enke var målmand for det tyske landshold, da han en tirsdag kastede sig ud foran et tog og dermed tog sit eget liv. Enke led af depressioner, men havde succes i livet. Det er sort. Jeg fatter ikke depression. Eller det vil sige, at det gør jeg så, men jeg forstår ikke, hvorfor det rammer.

Jeg er så træt af at være træt. Træt af bare at være træt og ikke være frisk. Nå men nu er jeg lidt mere frisk thi jeg har sovet mega meget. Nu ser jeg fodbold. Liverpool fører 2-0 over de der Dortmund.

Og så skal jeg lige have skrevet mit kapitel færdig til Mias bog. Jeg skal nok også lige cykle en tur. Jeg har i det mindste vasket gulv og slebet knive. Jeg har også læst lidt Sue Townsend. Det er altid godt at læse Sue Townsend. Lige nu er det Rebuilding Coventry, som at det er, at det er, at det er, at jeg læser. Den handler ikke om byen Coventry. Det skulle man ellers tro.

Nå nu starter 2. halvleg. Jeg smutter. 

Malcolm Gladwell skrev for nogle år siden en bog, der på engelsk hedder Outliers. På dansk hedder den Afvigerne. Den handler om succes. Ikke nødvendigvis, hvordan man får den, men måske mere hvorfor man får den. Om tilfældigheder og andre ting, der spiller ind. Den er god.

Da jeg mødtes med min folkeskoleklasse i juni var de andre fire mænd til stede alle direktørere. Jeg var sygemeldt og uden nogen speciel udsigt til nogen som helst form for succes. En af de andre spurgte mig om, hvorfor jeg ikke var blevet til mere. Jeg vidste det ikke. Da vi gik i skole var vi på nogenlunde samme niveau. Jeg var måske foran på enkelte områder. Det er interessant. Hvorfor bliver nogen til noget og andre ikke? Gladwell skriver super godt om det. Hans teser passer meget godt på mig, hvilket jo ikke gør bogen mindre interessant. Han mener ikke at folk får succes ene og alene på intelligens og hårdt arbejde. Der skal meget mere til siger han. Det handler også om kultur, baggrund, tilfældigheder og de muligheder man har.

Nu skal det ikke förstås sådan, at jeg anser mig selv for en fiasko. Det er jeg ikke. Jeg har masser af succes på andre måder. Jeg er langt foran mange i Danmark. Men også jeg har været heldig. Også jeg har haft muligheder andre ikke fik. Blevet gift ind i en god familie og så videre.

Det interessante er, at man ikke bare kan definere vejen til succes. Du kan ikke bare sige, at de arbejdsløse skal tage sig sammen. Du kan ikke bare sige, at arbejder man hårdt, så får man også succes. Det er en kombination. En ting er dog sikkert. Hvis du skal være virkelig god til noget, skal du have øvet dig i 10.000 timer. Det er meget. Det er vildt meget. Det kan man ikke bare gøre uden at have muligheden for det.

Nå læs bogen selv. Den er god.