Job kommer og går

Nå mit job som timelærer i Fredericia blev ikke til noget som helst, da der alligevel ikke blev oprettet et ekstra mediefagshold. Sådan går det jo. Det er helt i orden. Til gengæld har jeg læst Stoner færdig og er dermed med på beatet over folk, der læser bøger, der er trendy, da de udkom for 60 år siden og ingen gad læse dem før nu. Det er en god bog, og det er en trist bog. Om en mand, der ikke rigtigt opnår noget som helst og som kun i et kort øjeblik i sit liv mærker kærligheden. Jeg er ikke Stoner og det er jeg i sandhed glad for.

Om fire uger er der Odense Filmfestival. Det glæder jeg mig til, da det er så fint og så hyggeligt. Jeg har småluret programmet for ugen og det ser sgu dejligt ud. Jeg hjælper en smule til, med streg under en smule, men mest holder jeg mig bare til og ser film og kendte mennesker og drikker øl og kaffe. Det er godt.

På en alpetop

De kører snart op ad Alpe d’Huez i mit fjernsyn. Det er et specielt bjerg, men ikke på grund af hårdheden. Det er ikke hårdere end de andre bjerge, men hårnålesvingene gør det spektakulært og flot. I 1994 kørte jeg op ad bjerget tre gange i dagene op til etapen. Det var en stor oplevelse og min debut i bjergene. Desværre holdt jeg ikke ved cyklingen og hoppede over og spillede fodbold. Det betød, at jeg tog en del kilogram på og blev en flot fyr, men uden evner til at køre godt i bjerge. Det gør ikke så meget, for så er der bedre tid til at nyde udsigt og naturen. Jeg ville ønske vi havde bjerge i Danmark.

I 1994 kørte vi i øvrigt ikke med hjelm. På billedet er det kun Peter, der har hjelm på. Han var også lige styrtet på motorcykel og var nok lidt ældre og klogere end vi andre. Til gengæld kom han ikke mere end 200 meter op ad bjerget inden han måtte vende om, da det blev for stejlt. Starten er i øvrigt det stejleste og der der skal angribes. Så er det sagt.

Sult

I dag har jeg hørt Sult, som er et nummer med De Eneste To. Det er et godt nummer i min lille verden og det er jo en reference til Knut Hamsuns bog af samme navn. En bog, der er filmatiseret af Henning Carlsen. En film, som Paul Auster har kaldt den bedste filmatisering af en bog nogensinde. Jeg kan huske, at jeg så filmen, da jeg var en ung mand. Den gjorde stort indtryk på mig. Jeg har også læst bogen, og så vidt jeg husker endog på norsk. Det er om en digter, der går rundt i gaderne og sulter og tænker og møder en pige. Det er fremragende. Snart vil jeg gense filmen og genlæse bogen. Lige nu læser jeg dog Stoner, som er trist.

The never ending story

En uge med gang i og så en uge med knap så meget gang i. Det er sådan det er. Det er et vilkår, men bare et ikke helt så fedt vilkår. Så fra cykelture, grillfest og tur på stadion tager vi lige to dage i sengen med søvn, søvn og atter søvn. Måske jeg ikke skulle have holdt så meget af DAD, da jeg var en ung mand.

Sommer

Det er sommer og vi er i sæsonen. Mennesker rejser væk, mens andre maler gang og går rundt og hører støj og lader ungerne gøre, hvad de nu lyster. Og så tager man til fodbold og til grillfest, og dagen efter leger man på legeplads eller i svømmebassin, mens de voksne drikker endnu mere kaffe. Det er ikke så værst. Det er faktisk helt OK.

The Sonics

I går var vi på besøg hos en af Lenes kollegaer. I deres stue lå Politiken og på forsiden af en af deres sektioner, som nok var en kultursektion, var der en pladeanmeldelse af den nye plade fra The Sonics. Jeg har aldrig hørt om The Sonics, men pladen fik 6 stjerner, og det eneste jeg læste var, at det var garagerock og deres første plade i 49 år. Det må jeg undersøge.

Familiens sorte får

Hvad betyder det mon, at være en families sorte får. Jeg har altid følt mig som det sorte får i min familie, men fordi jeg har følt det sådan, betyder det jo ikke, at det er sandt. Hvem definerer det i en familie?

Når man tænker på ordsproget, så ser man fåret som noget forkert. Som et får, der ikke opfører sig godt nok. Men i bund og grund er det jo bare et sort får, altså et anderledes får. Et får, der ikke ligner de andre, men som stadig er samme race. Det sorte får kan jo godt være et rart får over for de andre får. Jeg ved det ikke. Jeg er et sort får i min egen familie, men ikke i min egen familie som jeg har nu. Det er underligt som livet bare går og udvikler sig og ændrer sig. Måske mine brødre også ser sig selv som sorte får. Det kunne jeg faktisk godt forestille mig.